Forum - morten.munchow.net
December 17, 2017, 01:02:39 PM *
Welcome, Guest. Please login or register.

Login with username, password and session length
News:
 
   Home   Help Search Calendar Login Register  
Pages: [1]
  Print  
Author Topic: Mit bidrag til NSU-Kredsmde, marts 2007  (Read 6316 times)
Morten Mnchow
Administrator
Newbie
*****
Posts: 59



WWW
« on: December 02, 2006, 09:25:09 PM »

Dialog: En delvis individuel og delvis kollektiv aktivitet i regi af 'vren'.
 
Den tidsligt orienterede hermeneutiske tradition (diakron hermeneutik) udvides med kulturelt orienteret hermeneutik (diatopisk hermeneutik), som igen udvides med kontemplativ hermeneutik gennem en model, der placerer subjektiviteten som et subst af 'vren', sledes at al subjektivitet i sit vsen er ikke-individuelt, men snarere kan opfattes som krusninger p vrens hav og kun er individuelt som 'konstruktion'.
Denne 'konstruktion' dekonstrueres i modellen frst gennem Descartes og videre gennem Buddhistisk vipassana og Dzogchen praksis sledes at vren fr 3 niveauer:
  • Krop (materie), Sind og nd.
  • Gross, Subtle og Very subtle.
  • Body, Mind and Spirit.
  • Individuelt, Kollektivt og Udifferentieret væren/absolut enhed.
  • Naturvidenskab, Humaniora (sinds-videnskab) og Meditativ fnomenologi (ikke-sind; et faktisk og konkret sind blot i praksis fratrukket indhold).
Dette spektrum kan der zoomes ind og ud p, og det er selvflgelig bare en model, hvis pointe er oversigtsmssig og p ingen mde ment at vre udtmmende eller srligt fikseret.
Denne models analyse af mdet er lidt speciel, da det individuelle ikke tilskrives den mest fundamentale vren, men det er vrens hav, der mder sig selv gennem krusningernes mde med hinanden, og sledes tages brodden af den 'fremmedhed', der kunne blive en barriere for dialog.
Den kontemplative praksis, der er sregen for 1.hnd beskftigelse med nd, 'very subtle reality', spirit og meditativ fnomenologi kvalificeres gennem grnseomrder i den vestlige akademiske kulturkreds som 'fnomenologi' herunder stetisk og religis filosofi, kognitionsvidenskab og ikke mindst videnskabsteori.
P denne baggrund karakteriseres et nyt paradigme indenfor neurologien og fnomenologien, nemlig neuro-fnomenologi, der er et resultat af et mde mellem vestlig kognitionsvidenskab og tibetansk buddhisme i regi af Mind and Life Institute ( www.mindandlife.org ).
« Last Edit: April 13, 2009, 09:50:56 AM by Morten Mnchow » Report to moderator   Logged
Morten Mnchow
Administrator
Newbie
*****
Posts: 59



WWW
« Reply #1 on: December 02, 2006, 09:47:17 PM »

Hvis ovenstående virker en smule dunkelt, kan det uddybes ved at kigge i mit speciale. Særligt:
  • Afsnit 1.1.1 til 1.1.4 om diakron, diatopisk og kontemplativ hermeneutisk erkendelse
  • Afsnit 3.6 om "Varelas Neurofænomenologi" og
  • Afsnit 4.4 om "Videnskabsteoretisk grundlag for kontemplation"
.
« Last Edit: April 14, 2009, 08:39:04 AM by Morten Mnchow » Report to moderator   Logged
Morten Mnchow
Administrator
Newbie
*****
Posts: 59



WWW
« Reply #2 on: March 11, 2007, 05:37:34 PM »

Nedenstående er en 'copy->paste' af mit paper til NSU kredsmøde marts 2007, men da softwaren på mit forum ikke kan finde ud af at bevare formatteringen af teksten mangler kursivering og anden formattering, så jeg vil anbefale at læse pdf'en af mit paper

---------------------------------------------------------------------------------------------

Indhold
1   Dialog: En ontologisk-hermeneutisk aktivitet i regi af 'væren'.
1.1   Diakron hermeneutik, om tidslig distance   
1.2   Diatopisk hermeneutik, om kulturel distance
1.3   Kontemplation, om meditativ distance
1.4   Dialog: dynamik mellem proksimalitet og distalitet
2   Litteratur

1   Dialog: En ontologisk-hermeneutisk aktivitet i regi af 'væren'.
Formålet med følgende tekst er på den ene side at sætte kontemplativ erkendelse ind i en sammenhæng med traditionel hermeneutisk erkendelse, men på den anden side er det også et ønske at illustrere hvorledes kontemplativ erkendelse kan føre fra klassisk hermeneutik med epistemologisk slagside over i en mere ontologisk formuleret model. Således strækkes hermeneutikkens område i den følgende tekst fra tidslig over diatopisk og frem til kontemplativ hermeneutisk erkendelse og dialog opfattes som en ontologisk aktivitet på forskellige niveauer i modellen.
1.1   Diakron hermeneutik, om tidslig distance
Diakron hermeneutik behandles ikke så grundigt her, da det er den mest anvendte og dermed mest forståede erkendelsesdisciplin i den danske akademiske kultur. Hermeneutikkens ophavspersoner, Friedrich Schleiermacher (1768-1834) og Wilhelm Dilthey (1833-1911), opfattede hermeneutik som en humanistisk metode. Først med Heidegger og Gadamer får man en lidt mere filosofisk hermeneutik, hvor distance og tidslighed er centrale begreber. Gadamer opfatter erkendelsesmæssig distance som en betingelse for hermeneutisk forståelse. Distance kan af-sløre erkendelse og proksimalitet kan tilsløre erkendelse. Den filosofiske hermeneutik hos Heidegger og Gadamer tilskriver tidslighed en fundamental betydning for erkendelsen, da tidslig afstand kan afsløre for-domme i en bestemt kultur, som ellers var tilslørede af samtidens proksimale selvfølgeligheder. For så vidt vores filosofiske hermeneutik er stærkt inspireret af Heidegger og Gadamer arbejdes der med diakron hermeneutik. Man er interesseret i tiden som ’den bærende grund’ for hermeneutisk forståelse, og dette gælder jo strengt indenfor én virkningshistorie.
1.2   Diatopisk hermeneutik, om kulturel distance
Filosofiske overvejelser om at gå på tværs af virkningshistorier har ikke været så udbredte , men de findes . Tværkulturel hermeneutik – også kaldt diatopisk hermeneutik - forsøger at skabe en forståelsesforbindelse mellem kulturelle ’topoi’ (steder) uden fælles virkningshistorie og tage besværlighederne herved som en udfordring (Panikkar 1979 p.9). At problemerne er store i diatopisk hermeneutik kan ses. i Jay L. Garfields (1955-) introducerende tekst om diatopisk hermeneutik:
“’If Western philosophers don’t think that philosophy can lead to liberation from cyclic existence , why do they do it?’ (A question asked by dozens of Tibetan colleagues and students).
‘But of course the point of all of this is to attain enlightenment. Otherwise philosophy would be just for fun.’ (Je Tsong Khapa, the Essence of Eloquence, commenting on the motivation for philosophical analysis)
‘I am worried that these students are just getting religious indoctrination. I mean, they are learning Buddhism, right. And aren’t most of the teachers monks?’ (A dean of a small Western secular college at which the works of Aquinas, Augustine, Farabi and Maimonides are taught in philosophy classes)” (Garfield 2001 p.229)
Garfield indkredser magtpolitiske problemer, han har oplevet som typiske for den diatopisk hermeneutiske praksis: Rent historisk er der ikke særlig stor tradition for, at forstå andre kulturer i øjenhøjde, og man bliver uundgåeligt introduceret for en række politiske problemer, da der ofte er et ulige magtforhold mellem dialogparter fra forskellige kulturer. Der er nemlig en politisk styring af universitetsstillinger, legater, tilgængelige bøger på bibliotekerne, forskningstidsskrifters interesser, pressens interesser osv., som er styret af dem, der sidder på magten og af den filosofi, de opfatter som ’seriøs’. Problemer af mere hermeneutisk-filosofisk karakter ridser Garfield op i kapitlet ”Temporality and Alterity” (Garfield 2001):
Det fremmede i en tekst fra en anden kultur ligger deri, at man ikke har kendskab til tekstens ’kontekst’, da det på den ene side ikke er en del af læserens egen kulturelle arv i bredeste forstand, og mere specifikt kan man sige, at man ikke har kendskab til den kontekstuelle litteratur, som teksten nødvendigvis implicit og/eller eksplicit lægger sig op ad/svarer på, som både er egentlige eminente tekster (som Gadamer ville kalde det) og kommentarlitteratur.
Sprogbarrieren henviser ofte en til at læse engelske oversættelser, og man er dermed distanceret fra teksten, fordi man ikke læser den på originalsprog men gennem en oversætters fortolkning.
Der kan være enorm forskel på den intention, forfattere fra forskellige kulturer har med deres tekster. Husk den Tibetanske munk, der mente, at ’selvfølgelig’ bedriver man filosofi for at undslippe den cykliske eksistens’ hvilket jo nok ikke var Heideggers intention med at bedrive filosofi, som - hans radikalitet til trods – er beslægtet med den europæiske filosofis temperament og intentioner. Denne type forskel stikker dybt!
En teksts udspring i egen tradition er en idéhistorisk begivenhed, hvor interne spændinger i traditionen forårsager bruddet, som viser sig som tekstens kreativitet. Dette brud sker i traditionen og med henblik på traditionen og med forventning om senere kommentarer fra traditionen. Derfor vil tværkulturel filosofi ofte hænge frit svævende i luften, da hverken den tradition, man kommenterer, eller ens egen umiddelbart kan bruge det til noget, med mindre der gøres et kæmpe stykke arbejde for at forbinde pointerne til begge traditioner, og det er et kæmpe stykke arbejde. Et arbejde, som dog ifølge Garfield er muligt og meningsfuldt!
”Collegiality is terribly important. This is of epistemological as well as political significance. The point is this: In encountering an alien tradition, we encounter not a fossilized sequence of texts but an active form of intellectual life. This requires genuine interaction with living scholars on terms of equality. They can be treated neither as ‘informants’ nor as oracles. […] Genuine dialogue requires that we […] develop, rather than presuppose, the basis of our collegiality” (Garfield 2001)
Garfield pointerer, at en tekst ikke kun er blæk på papir, men en læst-og-fortolket-af-nogen-tekst, og det er denne hermeneutiske sammenhæng, som han vil bygge bro til, når han vil forstå en fremmed kultur. Dermed går han videre af Gadamers dialogspor og etablerer kollegialiteten som centralt hermeneutisk komponent, dvs. et faktisk møde med dem, der kender til tekstens nuværende situation i den tradition, hvori den læses. Garfields begreb om kollegialitet indeholder også forestillingen om ligeværdighed, da ’informant’-rollen er meget lidt filosofisk interessant, og sætter man dialogpartneren i guru-rollen, mister man den kritiske distance til dialogen. Kollegialitet indebærer også, at man i dialogen rent fagligt udveksler symmetrisk, da den største synergieffekt udløses, når begge parter samtidig ser deres egne forståelseshorisonter i nyt lys.
1.3   Kontemplation, om meditativ distance
Da fremstillingens emne er kontemplativ erfaring, og denne erfaringstype ikke er særligt alment kendt, præciseres her hvilken betydning, der lægges i ordet, og afsnittet i sin helhed er en samling pointer fra forskellige kilder, hvis formål er at pege på den virkelighedsmodel, som fremstillingen diskuterer. Det er således hverken bevis eller argument, men en skitse, som kan fungere som fremstillingens skelet, så læseren bedre kan orientere sig. Der er elementer af Descartes, tantrisk yoga  og tibetanske buddhisme. Indenfor tibetansk buddhisme inddrages Dzogchen , der omtales som den mest direkte vej til oplysning, da den indebærer, at underviseren direkte udpeger den mediterendes Buddhanatur .
Der er lavet en figur til formålet (figur 1), som der bliver refereret til gennem hele fremstillingen. Læg som det første mærke til de tre niveauer gross, subtle og very subtle, som er en typisk buddhistisk opdeling af bevidsthedsniveauer og fænomentyper. Kontemplation bruges som en bred betegnelse for ’bevidsthedsundersøgelse’, og her skelnes der mellem to undergrupper af kontemplation, nemlig introspektion, som vedrører ’gross’ og meditation, som vedrører ’subtle’ og ’very subtle’.

Der startes foroven i figur 1. Descartes delte virkelig–heden op i to substanser: res cogito (indre, proksimalt; bevidsthed, tanker, uden udstrækning,  udelelig) og res extensa (ydre, distalt; fysiske ting, udstrækning og delelige) (Descartes 2002  p.99f), og dette kan med rimelighed bruges om niveau ’a’ i figur 1. I sin søgen efter sikker viden, indledte han sin metodiske tvivl (indikeret ved ’?’ i figur 1), som førte ham ned i ’b’, og ved introspektion søger han tilflugt i sit indre (det proksimale), som forekommer ham mere sikkert eksisterende end det ydre (det distale) (Descartes 2002 p.81ff). Efter at have undersøgt sit indre grundigt erklærer han:
”Så efter at have overvejet alting nok og nok engang igennem må jeg endelig fastslå, at dette udsagn: jeg er, jeg eksisterer nødvendigvis er sandt, hver gang det udtales af mig eller undfanges i mit sind. […] At tænke da? Her finder jeg det – det er tænkningen! Den alene er uadskillelig fra mig. Jeg er, jeg eksisterer – det er sikkert. Men hvor længe? Jo så længe jeg tænker. […] Men jeg er en virkelig ting og i sandhed eksisterende – men hvad for en ting? Som jeg har sagt: en tænkende. ” (Descartes 2002 p.82ff)
Hvis tænkningen er uadskillig fra jeg’et, er virkelighedsopfattelse ’c’ ens fundament: Det proksimale (indikeret med et ’P’ ved S1) for Descartes svarer til det indre, hvoraf tankerne er en væsentlig del og uadskillelig fra jeg’et. Det distale (indikeret med et ’D’ ved S1’s objekt ’O’) er det ydre fysiske. Således har man et erkendelsesteoretisk standpunkt, fordi man hæfter al viden på dette partikulære jeg.
For at komme længere ned i figuren, kan man benytte sig af meditative teknikker, der til forskel fra introspektive teknikker ikke opfatter jeg’et som en udelelig helhed, men som i en systematisk dialyseproces begynder at dekonstruere Descartes’ cogito. Samatha er en sådan teknik og kaldes ’stilhedsmeditation’. Man gør systematisk sindet roligt, ved at øve sig i at lade sindet hvile på ét objekt, som kan være både ydre – et billede eller lyde – eller indre, som for nybegyndere gerne er åndedrættet (Harvey 2002 p.244ff). I Samatha er bevidstheden stadig dual: kognitionen er stadig hovedsageligt intentionel (i klassisk fænomenologisk betydning, nemlig spaltet i subjekt og objekt). I stilhedsmeditation øver man (den proksimale pol) sig på afslappet at være opmærksom på objektet (den distale pol), men det ser erfaringsmæssigt ud til, at utrænede har svært ved ikke at lade sig ’fange’ af tankerne, og dermed glemme meditationsobjektet uden selv at opdage den in situ forglemmelsesproces, hvilket fører til, at det meste af meditationen foregår på god cartesiansk vis: man er identisk med tankerne og fortsætter i en tankerække (Bertelsen 1999 p.31). Efter et stykke tid (typisk flere minutter, Bertelsen 1999 p.31) opdager man, at man sidder og tænker. Men man havde jo besluttet, at være opmærksom på objektet, som man vender tilbage til i den tid det nu varer, før man igen bliver fanget af en tanke, som bliver til endnu en tankerække. Men hvad er nu det? Hvis man kan ’vågne op’ fra sine tanker, se på tankerne og derefter vende tilbage til meditationsobjektet? Har man (proksimalt) så ikke i denne akt haft sine tanker som objekt (distalt)? Man (proksimalt) sidder og forholder sig til to objekter (distalt): tanker og meditationsobjekt, og nogle gange vælger man det ene frem for det andet. I så fald har ens bevidsthed taget springet fra ’c’ til ’d’ i figur 1 og har således glimtvis oplevet meditation, hvor dele af jeg’et, som før var proksimalt (tankerne) pludselig er blevet distalt, som er indikeret på figur 1, ved at S1 pludselig er distal (’D’) set fra S2, og dette er sket ved, at der er kommet en splittelse i det overordnede S (Descartes cogito), som ikke tidligere var der, eller i det mindste ikke var bevidst (Wilber 2000 p.33f). Man har ’trådt et skridt tilbage’ og gjort noget distalt, som før var proksimalt: man får pludselig øje på en flig af de briller, som man tidligere bare så ud gennem, nemlig jeg’et? Der er her en lighed med den hermeneutiske praksis (dialog): noget, der før var så proksimalt, at man ikke kunne se det, er ved en praksis blev synligt i kraft af sin pludselige distalitet.
Vipasyana eller niveau ’e’ kan kaldes meditativ analyse, og der findes mange forskellige måder at praktisere det på, og de forskellige buddhistiske skoler har forskellige variationer af disse, ligesom der er forskelle fra skole til skole på, hvordan Samatha går over i Vipasyana (Harvey 2002 244ff). Overordnet kan man sige, at analysen går ud på at dekonstruere alle poler i bevidsthedsfeltet og opløse dem. F.eks. spørges der til jeg’ets natur, følelsers natur, smerters natur, tankers natur osv. og konklusionen er, at ved nærmere meditativ analyse viser det sig, at de ikke findes (’e’), sådan som man forestillede sig dem, inden man analyserede dem meditativt (’a’). Hvis der udføres mange dekonstruerende analyser fører konklusionerne i retning af ’f’. Dette trin (’e’; Vipasyana) er dog stadig dualt, som indikeret med pilen, der peger fra S2 til S1: For hver meditativ akt er der et nyt S, der får øje på et tidligere S, men efterhånden som man kommer mange S’er ned, svækkes distinktionerne mellem de gamle S’er og f.eks. ydre objekter (O), og som illustreret på figur 1, forsvinder subjekt-objekt distinktionen gradvist.
Således kan man kalde bevægelsen en uendelig regression, fordi den der oplever, hele tiden forsøger at få øje på det, der er proksimalt, og så snart den har fået øje på det, opstår der en spaltning (det proksimale bliver distalt), som bliver kultiveret således, at der sker en gradvis ’tømning’ af proksimalt materiale. Vedvarende praksis er altså opleverens uendelige afidentifikation med indhold. Meditationen i Boks 1 viser en meditativ holdning, der fremmer denne proces. Det er vigtigt at understrege, at hver gang der trædes tilbage, kigges der stadig på det indhold, man før var identisk med. Man holder ikke op med at være S1, bare fordi man får øje på S1 fra S2 og efterfølgende S’er, ligesom O stadig er inkluderet. Det distale materiale bliver ikke ekskluderet, men inkluderet fra det nye perspektiv. Man har transcenderet S1 ved ikke længere eksklusivt at være identisk med S1 til fordel for at ens identitet inklusivt (blandt andet) rummer S1. Transcendens (vertikal udvikling) sker kun hvis man i den nye struktur inkluderer de tidligere niveauer. (Wilber 2000 p.33ff)
Dzogchen er en teknik til direkte at opdage ’f’, som er absolut tomhed. Det er ’bevidsthed’, som ’bevidsthed’. Vågenhed, som vågenhed. Bevidstheden, der ved af sig selv som ikke-indhold. Ifølge Jes Bertelsen:
”I stedet for at beskæftige sig med det der reflekterer sig i spejlet, beskæftiger ’man’ sig et kort øjeblik med selve spejlet. ’Man’ er et navn, som er hæftet på spejlet inklusive spejlets reflekser. Andre formler der søger at beskrive denne praksis, er for eksempel: at huske selve vågenheden. At søge iagttageren. At se efter bevidsthedens kilde. At lede efter kærlighedsfølelsens udspring. [Denne tilstand] er momentan. Dette vil gælde for langt de fleste praktiserende, og det vil gælde i mange, mange år.” (Bertelsen 1999 p.38f)
På dette niveau (som for de fleste under meditation kun er momentant) er det vigtigt at understrege, at alle distinktioner overhovedet er opløst: den psykologiske personlighed ligger på de første S’er, og dybere og dybere distinktioner løsnes inkl. kategorierne tid, rum osv. jo længere man kommer ned i figuren (uden at glemme de øvre niveauer!). Alt der opstår i sindet er en anledning til at huske den anden pol (men ikke at glemme den første pol!): det tomme vidne, ’seeren’. Tomheden, der erkendes, er ikke triviel tomhed; ikke ’trivielt ingenting’. Det er den tomhed, der er bag om alt indhold i et levende sind, og er således kun ’tomt’ i den forstand, at det er uden indhold. Det er et sind med indhold, fratrukket indhold, så det tomme sind er tilbage, og det er ikke trivielt! (Bertelsen 1999 p.41). Jo længere man kommer ned mod realiseringen af det tomme vidne, jo mindre erkendelsesteoretisk bliver det, da tyngdepunktet i erkendelsen bliver opløst og deraf følger, at beskrivelserne får mere og mere karakter af ontologi. Selvom jeg’et er væk i oplevelsen, kan den alligevel beskrives, og beskrivelsen skal man ikke forveksle med oplevelsen. Oplevelsen har et andet virkelighedsniveau end beskrivelsen, selvom disse to ikke er uafhængige af hinanden, og derfor er der en ontologisk dimension til forskel fra at være 1.person (den der har oplevelsen) og 2. person (den der bliver fortalt om oplevelsen) i denne sammenhæng. Tænk på forskellen på at være forelsket, og blive fortalt at en anden er forelsket. Eller forskellen på at være angst og høre om andres angst. Oplevelsens kompleksitet knytter sig som oplevelse/erfaring strengt til 1. person, og selvom det både er meningsfuldt og tilrådeligt at formidle oplevelser, skal man ikke glemme kompleksitetstabet mellem 1. og 2. person.
Til sidst en kommentar om hvilken sandhedsværdi, man kan give sådanne oplevelser. I denne fremstilling antages det, at pragmatismens sandhedskriterier er passende. Som William James udtrykte det:
”[P]ragmatismen udvider området, hvor Gud kan søges. Rationalisten holder sig til logikken og det himmelske. Empirismen holder sig til de eksterne sanser. Pragmatismen er parat til at tage hvad som helst op, at følge enten logik eller sanser og lade selv de mest ydmyge og de mest personlige erfaringer tælle. Den vil medregne mystiske erfaringer, hvis de har praktiske konsekvenser. Den vil anerkende en gud, som lever i de mest smudsige private kendsgerninger – hvis det synes et rimeligt sted at finde ham. (Schmidt 2001 p.102, kursiv tilføjet).
Sandhedsværdien af en dom er lig den praktiske forskel, som den gør, dvs. ved opfyldte forudsigelser og vellykket problemløsning (Lübcke 1996 p.32f). Den meditative praksis er stedet at afgøre sandhedsværdien af kontemplative teoretiske udsagn. Intet mere, intet mindre.
1.4   Dialog: dynamik mellem proksimalitet og distalitet
Det fælles for de 3 områder, diakron hermeneutik, diatopisk hermeneutik og meditativ hermeneutik er, at dialog og erkendelse har de bedste kår i dynamisk bevægelse på middelvejen mellem distalitet og proksimalitet. Dette skal der reflekteres over teoretisk og opnås i praksis. Hvis man ikke kender sin egen idéhistorie, ikke respektfuldt kender til andre kulturer eller er en udelelig cartesiansk enhed med sit eget bevidsthedsindhold, har erkendelsen svært ved at rumme noget andet, da tænkningen er for selvrefererende; selvforglemt i proksimalt materiale. Hvis man sentimentalt længes efter forgangne tider, underkaster sig en fremmed guru eller i sin meditative stræben mister forbindelsen til ens eksistentielle situation (’a’ i figur 1), er erkendelsen blokeret, da erkendelsens situation (historisk, kulturelt, eksistentielt) er stedet, hvor erkendelsen leverer sine frugter. Gadamer mente ikke, at man kunne blive færdig med diakron erkendelse, da forforståelse er en uundgåelig betingelse for erkendelsen som sådan (Gadamer 2004 p.264ff), Garfields pragmatiske tilgang til dialogen, hævder ikke, at man når en endelig sandhed, som er dialogens endeligt, og den mediterende skulle jo aldrig afvikle kontakten til perspektiv ’a’ i figur 1, og således forbliver man altid i dynamikken mellem ’a’ og ’f’ – blot afvikles den eksklusive identifikation med ’a’ (mere om det forpligtende forhold mellem niveau ’a’ og ’f’ kan findes Nagarjunas tomhedsanalyse Garfield, Jay L. (1995)).
En speciel og for fremstillingen interessant dialogkontekst er, når dialogen mellem to traditioner foregår i ét og samme menneske. Hvis man både er humanist og naturvidenskabsmand. Hvis man både er naturvidenskabsmand og religiøs. Hvis man både er humanist og kontemplativt praktiserende. Og den sidste type, som er karakteristisk for Mind and Life dialogerne: Hvis man både er naturvidenskabsmand og kontemplativt praktiserende.
 
2   Litteratur
•   Garfield, Jay L. (1995). The Fundamental Wisdom of the Middle Way. Oxord: Oxford University Press.
•   Gadamer, Hans-Georg (2004). Sandhed og metode. Århus: Systime A/S.
•   Panikkar, Raimon (1979). Myth, Faith and Hermeneutics. New York: Paulist Press
•   Garfield, Jay L. (2001). Empty Words. Oxford: Oxford University Press.
•   Føllesdal, Dagfinn et al. (1992). Politikens Introduktion til Moderne Filosofi og Videnskabsteori. København: Politikens Forlag.
•   Fink, Hans et al. (2003). Universitet og videnskab. København: Hans Reitzels Forlag.
•   Dilworth, David (1989). Philosophy in World Perspective. London: Yale University Press
•   Garsdal, Jesper (2003). Oplysning og frelse, kærlighed og sampassion, negativitet og død. Center for Filosofi og Videnskabsteori
•   Radhakrishnan, Sarvepalli (1989). Indian Philosophy. New Jersey: Princeton University Press
•   Janakananda Saraswati (1999). Yoga, Tantra og Meditation. Lynge: Bogans Forlag
•   Harvey, Peter (2002). An Introduction to Buddhism. Cambridge: Cambridge University Press.
•   Bertelsen, Jes (1999). Bevidsthedens Inderste. København: Rosinante Forlag.
•   Wilber, Ken (2000). Integral Psychology. Boston & London: Shambala Publications.
•   Descartes, René (2002). Meditationer over den første filosofi. Frederiksberg: DET lille FORLAG.
•   Rinpoche, Sogyal (1998). The Tibetan Book of Living and Dying. London: Harper Collins Publishers.
•   Lübcke, Poul et al. (1996). Vor tids filosofi: Videnskab og sprog. København: Politikens forlag.
« Last Edit: January 01, 1970, 01:00:00 AM by Morten Münchow » Report to moderator   Logged
Pages: [1]
  Print  
 
Jump to:  

Powered by MySQL Powered by PHP Powered by SMF 1.1.2 | SMF © 2006-2007, Simple Machines LLC Valid XHTML 1.0! Valid CSS!