Stoicisten Seneca



Problemformulering

I opgaven er det hensigten at gøre rede for kulturen og historien der lægger op til Stoicismens udbredelse og gøre rede for Senecas fremstilling af Stoiske idealer, herunder etik og psykologi.

Opgavetype: Bachelor, filosofihistorie, a) opgave 1



Af Morten Münchow 19981200

Vejleder: Morten Haugaard Jeppesen



Århus universitet. Institut for idéhistorie. Efterår 2001




Indholdsfortegnelse

Prolog 3

Historisk/kulturelt fra polis-kultur til Romerriget 3

Polis-kulturen 3

Hellenismen 3

Stoicismen 4

Seneca som Stoicist 5

Kosmologi 5

Vrede som psykologisk fænomen 6

Vredens egenskaber 8

Midler mod vrede 9

Børneopdragelse 9

Selvkultivering 10

Et sundt forhold til omverden 11

Epilog 12

Litteraturliste 14

Petitum 15




Prolog

De filosofiske overvejelser som denne opgave handler om, blev til fra ca. 400 f.Kr. til ca. 100 e.Kr. Starter i det antikke Grækenland, og slutter i Romerriget, kort efter at dette blev til et kejserdømme. Stoicismen var en af datidens fremtrædende filosofiske retninger, som sammen med epikuræerne og kynikerne udgjorde de vigtigste retninger i hellenismen. Den hellenske kultur opstod i Alexander den Stores (356323 f.Kr.) rige, som strakte sig fra Grækenland og Egypten i vest til indiens grænser i øst. Alexander den Store var elev af Aristoteles, og inden han erobrede hele Perserriget, Babylonien og Egypten (334323 f.Kr.), var han konge af Makedonien. Det nye riges kultur blev altså en blanding af Græsk og persisk/orientalsk kultur. Romerrigets kultur og filosofiske retninger var meget inspireret/direkte aftager af hellenistisk kultur og filosofi.

Stoicisten Lucius Annaeus Seneca, blev født ca. 4 f.Kr. i Córdoba i Spanien, og uddannet i Rom. Han skrev en række tragedier, moralfilosofiske afhandlinger og essays, som alle bærer præg af Stoicismen, og var rådgiver for en romersk kejser ved navn Nero. Nero var ikke en mild kejser; ud over at være kendt for at forfølge de kristne i Rom, dræbe han sin mor, sin bror, sine to koner, bød han Seneca at tage sit eget liv 65 e.Kr. At Seneca var rådgiver for en kejser, som i handling viser sig som det modsatte af alt hvad stoicismen står for, sammenholdt med at alle hans skrifter er velbevarede, giver mulighed for at vurdere hvor vidt og på hvilke punkter, Seneca kunne leve op til sine idealer. Det er et meget interessant brændpunkt netop i forbindelse med Stoicismen, fordi at denne lagde meget vægt på sammenhæng mellem teori og praksis, og faktisk mente at al teori og spekulation, som gik ud over praktisk anvendelse, var spild af tid.



Historisk/kulturelt fra polis-kultur til Romerriget

Polis-kulturen

Folket i den græske kultur forstod sig selv som borgere i en polis, og var derfor nært knyttet til sit lokalsamfund. Dette samfund skulle være overskueligt. Det var derfor typisk at det var forholdsvis små samfund, og at det politiske liv udgjorde en stor del af borgerens beskæftigelse. "Det gode liv" udfoldede sig i et lokalsamfund. Det er også typisk for det antikke Grækenland, at borgeren er en fri mand,- dvs. ikke kvinde eller slave, og at filosofien, selvom den forstår sig selv som værende universel og almen, bærer præg af dette.

Hellenismen

Da Alexander den Store, havde skabt sit store rige (323 f.Kr.), indeholdt det mange forskellige kulturer, hvoraf de vigtigste var den orientalske og den Græske. Han var dygtig til at benytte de eksisterende kulturer til sin politiske fordel. I orienten var der tradition for at betragte regenten som repræsentant for det guddommelige, og derfor affinde sig med despoti. De tidligere græske bystater fik lov til at eksistere som institutioner, men deres magt var kun formel, og selvstyret begrænset. De græske filosofiske traditioner blev med nidkærhed bevaret i de gamle bystater, og Hellenisme var oprindelig en betegnelse for en bevægelse, der forsøgte at bevare den gamle græske kultur. I Alexander den Stores rige vedblev Athen da også med at være hovedstad for filosofi, hvor Alexandria (grundlagt 332 f.Kr.) blev hovedstad for videnskab, som nu modtog omfattende statsstøtte. Dette afspejler sig yderligere i, at videnskab og filosofi bliver adskilt; der er ikke længere en tendens til, at filosofi og videnskab er samme type beskæftigelse, og der opstår fællesskaber omkring begge discipliner, som ikke længere intensivt udveksler erkendelse, og derfor ikke nødvendigvis har fælles opfattelse af virkeligheden.

Den enkelte i denne store blandingskultur var mere rodløs, i det omfang man før havde fået sin identitet gennem samfundet, og de nye eksistentielle vilkår var af mere kosmopolitisk karakter, hvilket afspejlede de opstående filosofiske og religiøse retninger. Der var en magtesløshed overfor det politiske, som var så fjernt fra den enkelte borger; alle var lige (fjerne) for magthaverne og var fælles i denne fremmedhed. Mange religiøse kulte opstod, som tilbød personlig frelse, og hvor den religiøse oplevelse kunne give et fast holdepunkt, noget den etablerede religion og filosofi åbenbart ikke magtede til folkets tilfredsstillelse. Mange af disse traditioner, der nu vandt indpas, var af orientalsk oprindelse.

Denne delvise opløsning af klassesamfundet, dannede grobund for filosofier og religioner, som satte sig ud over klassetænkningen, og betegnelsen "borger" blev bredere, så det i princippet også omfattede kvinder og slaver. Eksempler på sådanne filosofiske og religiøse retninger er Stoicismen og Kristendommen.

Stoicismen

Stoicismen var en tradition, der kunne komme rodløse folk til undsætning. I Starten beskæftigede Stoicismen sig med (fysik[Biologi, metafysik], etik[Psykologi], logik[Epistemologi og lingvistik]). De gjorde de senere også, men fra Zenon til Seneca, kan man se at interessen forskydes mere i retning af etik, og betoner personlig, praktisk, etiks rådgivning mere og mere, for til sidst at gøre det til hoveddisciplinen. Dens insisteren på, at man eksistentielt skal fokusere sin umage på indre verden, som står i ens magt, snarere end at prøve at ændre de ydre forhold, faldt i god jord hos befolkningen, som følte sig magtesløse overfor det store politiske apparat. Filosofien fik på denne måde meget bredere fat i befolkningen, hvor den før i tiden holdt sig indenfor intellektuelle kredse, appellerede den nu også til folk i almindelighed, og trængte sig ind på det eksistentielle område, som traditionelt var religionens. Den praktiske vinkel appellerede både til den brede befolkning i Alexanders rige og den romerske kultur.



Seneca som Stoicist

Det verdensbillede som grundlæggerne af Stoicismen (Zenon og Chrysippos) havde, blev bevaret helt op til og under kejsertidens Stoicisme i Rom, og indebærer en bestemt opfattelse af tilværelsen som helhed. En gennemgang af Senecas verdensbillede, bliver derfor en gennemgang af den ældre Stoicismes verdensbillede. Kejsertidens Stoicister radikaliserede vægtningen af (praktisk) etik fremfor de andre discipliner.

Zenon fra Kition (ca. 333262 f.Kr.), som var inspireret af flere filosofiske retninger, valgte en kyniker (Crates) som læremester, og grundlagde senere Stoicismen. På vigtige punkter henter Stoicismen inspiration fra førsokratikerne og navnlig Heraklit (F.eks. logos[fornuft] og physis[natur]).Stoicismen verdensbillede er en pudsig mellemting mellem empirisme/rationalisme; dualisme/monisme/materialisme og determinisme/indeterminisme.

Den oprindelige stoiske teori indeholdt mange discipliner, men da denne opgave handler om etik, vil områderne med relevans herfor blive vægtet. Da Senecas etik har det med at slå over i en slags psykologi, forstået som en teori om adfærd og adfærdsdeterminerende bevidsthedsfænomener, vil vinklen på teksten være psykologisk, og det generelle stoiske verdensbillede med dertil hørende begrebsverden, vil gennemgås efterhånden som det optræder i teksten.

I kosmologien indgår begreber, som går igen i beskrivelsen af menneskets sind og sjæleliv:

Kosmologi

Den egentlige verdenssubstans er en guddommelig ild, hvorfra den grovere verdens elementer - materien - stammer. Denne verden, "physis", er holdt sammen/gennemstrømmes af en guddommelig "logos", som er den ypperste fornuft i universet, der føjer alting sammen i en meningsfuld enhed. Verden er materiel, men gennemtrængt af ånd, og der er ikke en uoverstigelig kløft mellem ånd og materie, da de udgør en fornuftbestemt enhed. Det materielle har to principper: Det aktive (logos) og det passive (physis). På det naturvidenskabelige område ender denne materialistiske opfattelse ikke i empirisme; menneskets erfaring med objekter, er uløseligt forbundet med menneskets tolkning af disse indtryk, hvor den guddommelige logos spiller en rolle. Og da denne menneskelige logos har det ene ben i den guddommelige logos, har mennesket principielt adgang til sikker viden om verden i sig selv. Gud menes at være verdens bevidsthed, som mennesket har del i. Gud bor i materien og er derfor materiel. Også erfaringsdannelse er en materiel proces som sker i menneskets sjæl.

Filosofiens mål er at gøre mennesket lykkeligt gennem kendskab til verdens natur (deskriptiv vinkel), så man kan leve i overensstemmelse med denne (normativ vinkel). Dette kan kun gøres, ved at man vækker den guddommelige logos i sit eget sind, som alle mennesker har mulighed for. Mennesket er spændt ud mellem den guddommelige natur og den aktuelle natur det enkelte menneske har. Ligeledes har mennesket del i den guddommelige fornuft, og må stræbe efter at tilegne sig mere og mere af denne, da alle som udgangspunkt er ufuldendte(1).

Til beskrivelsen af Senecas psykologi, og eksempel på Senecas anvendelse af Stoicismens verdensbillede på hans samtid, bruges tekstsamlingen "Om vrede. Om mildhed. Om sindsro", oversat af Villy Sørensen. "Om vrede" indeholder en detaljeret beskrivelse af sindet, og de psykologiske mekanismer mennesket er underlagt. I Rom, i hans tid, var vrede en udbredt foreteelse, da selvtægt og hævn var en selvfølgelig handling. Eftersom det var i modstrid med Stoicismens etik, var det Seneca magtpåliggende, at argumentere for dets tåbelighed.

"Om mildhed" er skrevet til den unge Nero, som skal overtage kejserriget. Det er Senecas erinde at vise ham det ideale billede af en mild kejser, i håbet om at Nero vil indse at man kommer længst med mildhed. Kejseren er statens sjæl, og er en slave af sin position. Og misbruger han sin magt imod naturens orden, vil hans egne grusomheder blive vendt mod ham selv.

"Om sindsro" er et skrift hvor Seneca anbefaler, at man erobrer sig selv/bliver sig selv, før man går ud, og investerer for meget umage i den ydre verden. Denne selvindsigt befrier mennesket på to fronter: Overfor affekterne og overfor den ydre verdens omskiftelighed (fortuna).

Vrede som psykologisk fænomen

Det der interesserer Seneca, er om vrede er vilkårlig eller uvilkårlig, forstået som spørgsmålet: om mennesket er underlagt affekterne, eller om mennesket har beføjelser til at påvirke hændelsesforløbet, selvom man er påvirket af en affekt. Stoicismen inddrager viljen som et betydeligt bevidsthedselement. Om dette siger Seneca:

(Om vreden) ... "blusser op uden nogen viljesakt, eller om viljen først må give sit samtykke, det er spørgsmålet."(2)

Seneca beskriver viljens rolle i sindet hos et menneske, som er påvirket af en affekt således:

..."Efter vor opfattelse vover vreden sig ikke frem uden viljens tilslutning, thi at få en forestilling om at være blevet forurettet og lyst til at hævne det og at forene begge dele (...) kan ikke skyldes en vilkårlig tilskyndelse."(3)

Det er viljen der forener

"tanken om det upassende i krænkelsen ... (med det) ... passende i at hævne den"(4)

Begrebet tilslutning(5), som optræder i andet citat ovenfor, spiller en vigtig rolle i Stoicismens psykologi, og hænger sammen med at holde sig "på den rigtige vej" på følgende måde:

Erkendelsens grundlag er sanseindtryk (phantasia), som strømmer fra den daglige oplevelse af verden(6). Sjælen eksperimenterer dagligt med at tilslutte (synkatathesis) sig nogen af disse primære sanseindtryk(gør erfaringer). Logos kan så gribe (katalpsis) ud efter nogle af disse tilslutninger, og holde fast i dem, hvilket muliggør at de kan blive genstand for fornuftigt/videnskabelig erkendelse, som igen danner grundlag for egentlig viden (epistm) og eksperimentel praksis i videste forstand (videnskabelig el. dagligdags). Begrebet pathos dækker det, at komme på afveje i forhold til progressionen mod den guddommelige natur og fornuft. Man er besat af pathos, så længe man har lavet de forkerte tilslutninger, og den Stoiske visdoms formål er at hjælpe den enkelte, med at lave de rigtige tilslutninger med hensyn til den guddommelige progression. Værdi-begrebet indenfor Stoicismen hænger sammen med dette. Dvs. det der har værdi for den enkelte, er det der bringer personen længere i processen, og da alle er på forskellige udviklingsniveauer, er det forskellige ting der har værdi for den enkelte, selvom målet for alle er det samme. Forvirring og rastløshed skyldes mangel på ægte indsigt, og man taber det ægte mål af syne.(7)

Med hensyn til vrede, så opstår den på baggrund af:

"... det første stik i sjælen må regnes, som forestillingen om en krænkelse giver os."(8)

Altså nogle primærimpulser som er uvilkårlige. Mennesket bliver udsat for disse primærimpulser, men det kan aldrig blive en undskyldning for ens handlinger, da det er viljen der laver syntesen mellem primærimpulser og handlinger.

En sindsbevægelse, forårsaget af en primærimpuls, er ikke vrede:

"vrede er først det, der sætter sig ud over fornuften og river den med sig"(9)

Det indrømmes, at disse primærimpulser er koblet til forestillinger om en dertil hørende handling. F.eks. er forestillingen om begået uret koblet til hævn, men selve handlingen, hævn, kan ikke undskylde sig, man skal ville hævne, og ens personlige frihed er altså at man kan vælge at hævne eller lade være.

Stoicismens syn på mennesket er at det er et fornuftsvæsen, og at det kun i starten af livet er et driftsvæsen.

"(Om mennesket)... hos hvilke fornuft træder i stedet for instinkt".

"... da mennesket dog blandt alle dyr er ene om at fatte, for alene at kunne efterligne, universet og guddommen".(10)

I menneskets progression mod den guddommelige fornuft (Logos), er det meningen at det skal gå fra at være et driftsvæsen, til at være et fornuftsvæsen, og fra at være egoistisk, til at være dydig. Det, der holder gang i denne teleologiske udvikling, er at det enkelte menneskes opfattelse af hvad der har værdi for det, er ting/handlinger der gavner ens progression. I den ideelle tilstand falder egoisme og altruisme sammen. Man er blevet en enhed med sin omverden,(11) og skelner ikke mellem egne behov og andres; man har tilegnet sig sin omverden, og føler omsorg for denne med samme intensitet som for sig selv. Det er på denne baggrund at fænomenet vrede bliver vurderet. Hvis vrede fører mennesket ind på rette vej, har det værdi for mennesket, hvis det ikke gør, er det værdiløst. Hvis vrede direkte forhindrer mennesket i at finde og følge vejen, er det skadeligt(Pathos).

Vredens egenskaber

Og hvorfor skal man undgå at blive vred? Fordi det bedst kan betale sig! Seneca fremstiller denne problematik som en cost-benefit analyse:

"Hvad er så trygt som et roligt sind, hvad er så plagsomt som vrede? Hvad gør mere afslappet end mildhed, hvad gør mere anspændt end grusomhed? Kyskheden har altid fri, liderligheden har umåleligt travlt. Alle gode egenskaber er det let at beherske, de dårlige hårde at trælle for. Vreden ... kan intet gavne."(12)

En anden uhensigtsmæssig egenskab ved vrede er, at mennesket som udviser vrede, vil blive frygtet af sine omgivelser:

"... frygten altid slår tilbage på ophavsmændene, og ingen kan frygtes uden selv at være utryg"

"Frygte de mange må han, som de mange må frygte" (13)

Man kan blive nødt til at foregive, at være vred eller at hævne, hvis det er nødvendigt at sætte sin vilje igennem, men heller ikke her gavner det at være vred. Selv gladiatorer kæmper bedst uden vrede, da de har brug for at gøre det rigtige, og ikke bare adlyde følelserne som, i forhold til fornuften, har en begrænset horisont. (14)

Vrede kan ikke kaldes tilbage, og dette sammenligner Seneca med et sværd som bliver siddende i såret. Man er ikke fri til at trække sig ud af konflikten, da man har givet den anden påskud til at gøre gengæld.(15)

Vrede er decideret grimt:

"Der er ingen anden affekt, der giver et mere forstyrret udseende: den har skæmmet den smukkeste mund, den lader det roligste blik blive en skrækindjagende mine; al skønhed forlader de ophidsede ..."(16)

Seneca slutter "Om vrede" med, at påstå at vrede er ødelæggende for ophavsmandens sjæleliv og sind.(17)

Midler mod vrede

Seneca påpeger at der er to typer metoder til at komme vreden til livs. At man i opdragelsen lærer børn at omgå vreden, uden at den tager overhånd, og at man som voksen stadig bestræber sig på at blive dydig i Stoisk forstand.

Børneopdragelse

Man har rig mulighed for at præge børnene da:

"Mens man er spæd, tager man form efter de nærmeste og vokser i deres billede" (18)

Ifølge Stoicismen er menneskets dannelse meget afhængig af dets erfaring. Mennesket besidder som udgangspunkt nogle fælles-begreber, der har med strukturering af erkendelse at gøre. De findes ikke i forvejen (Aristoteles), men mennesket er disponeret (Platons idéer) for at udvikle dem, og kun gennem erfaring eksponeres de. Virkelighedens frembringelse er altså på et dybt niveau afhængig af sanseindtryk, og fornuftens behandling af disse, så opdragelsen kan være en vigtig skabende faktor.

Børn skal lære, at den ydre verden ikke altid kan tilfredsstille drifternes behov. Man skal ikke være blødsøden i opdragelsen, men lære barnet at modgang er en del af livet.(19)

At få et venligt forhold til sine medmennesker, kan opnås ved at lade børnene konkurrere, men ikke at lade dem hidse sig op, eller give fortabt under konkurrence, men at besejre uden at ville skade. Dyderne man skal stræbe efter i pædagogikken, minder om Aristoteles dyder, der er en mellemting mellem to ekstremer (den gyldne middelvej).(20)

Forholdet til medmennesker er specielt vigtigt, fordi det er et led i den guddommelige progression/ moralske udvikling. Da denne udvikling er et centralt sted i den Stoiske teleologiske etik, vil elementerne og begreberne blive nærmere gennemgået:

Teorien om denne udvikling starter ved iagttagelse af børn, hvorfra idéen om naturlige(21) tilbøjeligheder og rettigheder opstod og blev begrundet. Denne idé er siden blevet brugt af mange filosoffer, specielt indenfor politisk filosofi. Disse naturlige tilbøjeligheder var: Selvopretholdelsesdriften/egenkærlighed, som sikrer at barnet er bevidst om sig selv og dens behov. Egoisme er som udgangspunkt naturbestemt. Et menneske har, af naturen, en tilbøjelighed til at tilegne (oikeisis) sig sin omverden, fordi men uundgåeligt står i relation til denne. Sjælen giver uden videre refleksion sin tilslutning (synkatathesis) til denne stræben efter tilegnelse, og knytter handling til. Man vænner sig til noget, og føler at det på en måde er ens ejendom, som man naturligt føler omsorg overfor. Den naturlige proces fra barn til voksen er at man først tilegner sig sin egen indre natur, udvider med sin familie og venner, og til sidst favner hele verden med sin omsorg(idealet). Der er et element af underkastelse i denne proces, fordi man kun kan tilegne sig noget, hvis man kender dets natur, og handler under disse naturgivne præmisser. Lysten er biprodukt og ikke formål i sig selv, da den ikke strækker sig ud over nuet, og altså ikke kender til endemålet for menneskets udvikling. Mennesket er ikke bare et driftsvæsen, men et fornuftsvæsen, hvis opgave det netop er at forene sig med den guddommelige fornuft.

Selvkultivering

Stoicismen insisterer på at man kan blive et bedre menneske, hvis bare man vil.

"Det kan ikke med rette påstås at den (lasten) ikke kan udryddes: det er ikke uhelbredelige sygdomme, vi lider af, thi selve naturen, som har skabt os til rette, kommer os til hjælp, hvis vi vil forbedre os." (min kursivering)

"Den vej ... kan i slå ind på med gode udsigter og med gudernes egen hjælp"(22)

Det er vigtigt at styre ind på den dydige vej, og det er vigtigt at man udviser udholdenhed med at blive derpå. Seneca påpeger at det kan betale sig, da den bedste af alle goder venter en for enden af dydens vej.(23) At det er nødvendigt at man bevidst skal styre ind på den dydige vej, hænger sammen med at Stoicismens etik er en sindelagsetik: Etik/moral hænger nøje sammen med mennesket udvikling mod det guddommelige. Kriteriet for om en handling er god eller dårlig, afhænger af om viljen bag handlingen er god eller dårlig, som igen afhænger af om denne vilje udspringer af det rette sindelag. Dette sindelag kan tændes, hvis man gennem livet holder sig til progression mod det guddommelige, og kun fra dette flyder de gode og retfærdige handliger. For et menneske gælder det altså om at holde sig på den rette vej, og visdom kan hjælpe individet med dette. Det er et typisk Stoisk synspunkt, at alle mennesker er lige i at leve under disse vilkår. Derfor er moral og retfærdighed funderet i naturen, og ikke i det samfund man tilfældigvis lever i, eller den klasse man tilhører (kvinder eller slaver!), og derfor kan man kalde Stoicisme for (universel) humanisme.

Stoicismen tilråder, at man kultiverer sig i retning af at have en stærk sjæl, så man ikke lader sig bremse af ligegyldig modstand.

"sjælen må behandles hårdt for ikke at mærke andre stød end de hårde"(24)

Dette kan man forberede sig på, ved at se verdens trængsler i øjnene som en uundgåelig del af hverdagen. Dermed forbavses man ikke over dem og vredes mindre:

"Hvor alt synes dig at ånde fred og ingen fare, mangler det faretruende ikke, det ligger i dvale. Vær altid forberedt på, at noget ville kunne gå dig imod"(25)

I det hele taget fokuserer Stoicismen på voksenopdragelse, da progressionen mod det guddommelige forudsætter, at man hele tiden evaluerer sig selv og forbedrer sig. Man bliver opfordret til at benytte sig af andres misgerninger, til at reflektere over egen utilstrækkelighed, og at netop når man lægger mærke til at andre fejler, er det ofte fordi det er en last man selv har problemer med.(26) Det er en typisk psykologisk dom, som ikke kan verificeres direkte, men som man kan overbevise sig selv om gennem livserfaring.

Tålmodighed er en dyd der kan mindske vredens skade. Man kan blive vred på grund af ubegrundet mistro:

"En udsat straf kan fuldbyrdes, men en fuldbyrdet straf kan ikke kaldes tilbage."

"Tid bringer sandheden for dagen."(27)

Et sundt forhold til omverden

At have et sundt forhold til omverden, må for en Stoicist være at kende den så godt som muligt; være så realistisk som muligt, og være fri af den,- men ikke være fri for den. Man skal være aktiv i samfundet, men kende sig selv så godt, at det er dette indre kendskab, der er det eksistentielle fundament. Dette hænger nøje sammen med Stoicismens frihedsbegreb. Man skal ikke lade sin sjælefred afhænge af hændelser i den ydre verden (magt, penge, prestige eller andres anseelse)(28), som ikke står i den enkeltes magt.

Der er noget paradoksalt ved Stoicismens frihedsbegreb: Verden følger strengt universets love, men den indre holdning kan frit ændres, da den står i den enkeltes magt. Man kan øge sin personlige frihed, ved at øge sin indsigt i de universelle love, så man handler i overensstemmelse med disse.

"Det er vanskeligt at forandre naturen, og det er ikke muligt at bytte om på elementerne (som konstituerer personligheden), som de én gang er blandet ved fødselen; men det er gavnligt at ... (kende sig selv)" (29)

At have et realistisk forhold til omgivelserne, er at indse menneskets begrænsninger(30), være forberedt på modgang, og altid se sin skæbne i øjnene (31), uden at bukke under:

"Man fortjener nemlig navn af mand, hvis man, når faren truer fra alle sider ... , hverken sætter alle kræfter til eller kryber i et musehul."(32)

Stoisk ro er ikke apati(33) eller sårbarhed/svaghed. En stærk sjæl er stærkere end voldsomme affekter, selv vrede.(34)

Man skal være fordomsfri:

"Mest ondt volder lettroenhed. ... Man må gøre sig fri af mistanker og anelser, disse bedrageriske irritamenter."(35)

Denne vinkel på lettroenhed/fordomme, kunne hænge sammen med Stoicismens syn på erkendelse som en afspejling af virkeligheden,- et produkt af sanseoplevelser og fornuftens håndtering af disse. Disse to mekanismer er på forhånd uadskillelige, og det er derfor et vilkår for mennesket at erkende på denne måde. Det menneskets bevidsthed har til rådighed, er altså en bank af forestillinger, og hvis disse ikke udvides ofte, bliver man snæversynet og uden nuancer.(36)

Epilog

I tiden fra Polis-kultur til og med Romerrigets opståen, var behovet for praktisk-eksistentiel rådgivning presserende, hvilket delvist forklarer Stoicismens gennembrud i kulturen.

Humanisme er en betegnelse, som ofte hæftes på Stoicismen. Det skyldes nok dets insisteren på at bruge mennesket og hensynet til mennesket som udgangspunkt for filosofi. Der er en religiøs overbygning, men der fokuseres på menneskets kultivering, hvor det guddommelige er et mål for mennesket,- en reference. Således argumenterer Seneca hele tiden for at man skal arbejde med sig selv, og benytte enhver lejlighed til at ransage sig selv og sin ufuldkommenhed.

Stoicismen er ofte blevet beskyldt for at være en slavemoral, at legitimere at folk ikke skal forsøge at ændre et uretfærdigt samfund, men at finde sig til rette med sin plads. At man ikke må benytte sig af vrede, kan også tolkes som Jesu lære om at vende den anden kind til. At man skal finde sig i uretfærdighed uden at gøre modstand,- en selvudslettende holdning til sig selv. Til dette ville Seneca kunne have svaret, at man ikke begreb, hvad han mente med at have en stærk sjæl med adgang til gudernes hjælp,- som netop beskytter og opbygger sjælen. Man kan godt gøre noget ved uretfærdighed og undertrykkelse uden at benytte sig af at være vred.

Senecas egen livssituation var ikke nem, som rådgiver for en grusom kejser. Og han er ofte blevet anklaget for at være hyklerisk, ved ikke at efterleve de idealer han prædikede. Som forsvar for Seneca, kan man hævde at han efterlevede idealerne om ikke at krybe i et musehul når verden bliver for grusom, men stædigt at forsøge at påvirke den, selvom omstændighederne er ugunstige,- og i det hele taget at være politisk aktiv i sit lokalsamfund.

Hvis den gennemgåede etik virker kendt, hænger det sammen med at den minder om kristendommens. Både kristendommen og Stoicismen opstod i den omtalte hellenistiske kultur, og Seneca og Jesus var jævnaldrende. Derfor er Stoicismens tanker stadig aktuelle for vor kultur.

Litteraturliste

Primær litteratur:

"Om vrede. Om mildhed. Om sindsro", Nordisk bogcenter, Haslev, 1999.

Seneca oversat af Villy Sørensen.

Sekundær litteratur:

"A history of philosophy", Image Book, New York, 1993.

Frederick Copleston, S. J.

"Den europæiske filosofis historie", Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1991.

Karsten Friis Johansen.

"De europæiske ideers historie", Nordisk Forlag, 1994.

Erik Lund, Mogens Pihl og Johannes Sløk.



Da den oprindelige petitum-opgivelse ligger derhjemme, må jeg nøjes med at vedlægge denne rekonstruktion:

Petitum

Institut for idéhistorie Eksamenstermin efterår 2001

Opgavetype: Bachelor, filosofihistorie, a) opgave 1



Morten Münchow. Spobjergvej 35, v.7, 8220 Brabrand. Tlf. 89449850



2 hovedværker fra antikken:

L. Annaeus Seneca, "Om vrede. Om mildhed. Om sindsro" oversat af Villy Sørensen. Nordisk Bog Center A/S, Haslev, 1999.

Aristoteles "Etikken" oversat af Søren Porsborg. DET lille FORLAG, Frederiksberg 2000.

1 oversigtsværk

Frederick Copleston, S. J. "A history of philosophy", Image Book, New York, 1993.

1. "Om Vrede. Om mildhed. Om sindsro" ("Om vrede...") s. 28 midt (m.) - nederst (n.) på side.

2. "Om vrede..." s. 20.

3. "Om vrede..." s. 20.

4. "Om vrede..." s. 20.

5. "Om vrede..." s. 21 n; s. 22, l. 10; s. 40 Øverst (ø.): At skænke sin tiltro til forestillinger = Tilslutning.

6. "Om vrede..." fra s. 20 n til s. 21 ø.

7. "Om vrede..." s. 120 m. - 122 n.

8. "Om vrede..." s. 21 ø.

9. "Om vrede..." s. 22 m.

10. Begge citater er fra "Om vrede..." s. 34 m-n.

11. "Om vrede..." s. 49 ø.

12. "Om vrede..." s. 32 m.

13. Begge citater fra "Om vrede..." s. 29 n. og s. 30 ø. henholdsvis.

14. "Om vrede..." s. 32 n. til 33 m.

15. "Om vrede..." s. 52 n.

16. "Om vrede..." s. 53 m.

17. "Om vrede..." s. 55.

18. "Om vrede..." s. 39 n.

19. "Om vrede..." s. 39 m.

20. "Om vrede..." s. 38 ø - 39 ø.

21. "Om vrede..." s. 77 n. - 79 m.

22. Begge citater er fra "Om vrede..." s. 32, ø. - m.; Se også s. 31.

23. "Om vrede..." s. 31 n.

24. "Om vrede..." s. 42 m.

25. "Om vrede..." s. 48 m.

26. "Om vrede..." s. 44 - 45

27. "Om vrede..." s. 40 ø. - m.

28. "Om vrede..." s. 123 ø.; s. 25, l. 4

29. "Om vrede..." s. 36 - 37.

30. "Om vrede..." s. 27 n. - 29 m.; s. 124 n. - 125 n.

31. "Om vrede..." s. 124

32. "Om vrede..." s. 108 m.; 119 ø. - m.

33. "Om vrede..." s. 38, l. 6-7.

34. "Om vrede..." s. 35 m.

35. "Om vrede..." s. 41 m. se også s. 40 ø. - m.

36. "Om vrede..." s. 40 1. 3-6; Sidste fire linjer i afsnit XXIV