Ontologi som etikkens grundlag



Eksemplificeret ved Søren Kierkegaard og K. E. Løgstrup.






Bachelor, filosofihistorie, opgave 2

Af Morten Münchow, Årskort nr. 19981200

Aarhus universitet, institut for idéhistorie

vinter 2002

Karakter: 11

Prolog Side -1-



Prolog

Etik er en gren af filosofien der beskæftiger sig med fænomener med moralske implikationer. Fænomener knytter sig til epistemologi for så vidt som de lader sig erkende, og resultatet af en sådan fænomen-redegørelse kan føre til en ontologi. Etik griber altså ind i ens mest grundlæggende forståelse af sig selv i verden. Resultatet af dette kan blive en antropologi der giver svar på disse spørgsmål: Hvad er verden og hvad er min plads, opgave og muligheder på denne plads; disse svar kommer uundgåeligt til at implicere en idéel måde at være på i den antagede verden. En etik er derfor ofte normativ og ikke bare deskriptiv.

I denne opgave forsøges det at gøre rede for en etik der nok vil forekomme et moderne sekulariseret menneske en smule underligt - den er nemlig religiøst legitimeret. Kierkegaard og Løgstrup var begge kristne tænkere - dog med en forskellig forståelse af hvad kristendom er. Da Kierkegaards eksegese af kristendommen således vurderes mere fremmed for en moderne læser end Løgstrups, lægges der mest vægt på en redegørelse for Kierkegaards grundlag for en etik, sådan som man kan læse det i 'Kjerlighedens Gjerninger'. Selvom dette værks ærinde ikke er eksplicit etisk, danner det et udmærket grundlag for at vurdere Kierkegaards opfattelse af menneskets konstitution og plads i verden.

Netop dette værk er også valgt fordi Kierkegaards forfatterskab ikke bærer præg af umiddelbar entydighed og konsistens, for det første fordi hans forfatterskab er i stadig udvikling, for det andet fordi han udgiver sine bøger under forskellige synonymer, hvis fiktive forfattere indtager bestemte holdninger, bl.a. som bidrag i en polemik med hinanden. Hvad der egentlig er Kierkegaards holdning kan derfor udlægges forskelligt, men 'Kjerlighedens Gjerninger' er undtagelsesvis udgivet i eget navn og er et relativt sent værk, så man kan antage at han er temmelig etableret i sine standpunkter. Når man hører om Kierkegaards etik, tænker man måske på hans 'Etiske stadium' omtalt i værket 'Enten - Eller', men det er ikke eksplicit en religiøs etik, som den der er udfoldet i 'Kjerlighedens Gjerninger'. Opgavens hovedærinde er altså at redegøre for Kierkegaards religiøse etik, perspektiveret med Løgstrups etik og kritik af Kierkegaard; Det filosofiske ærinde at anskueliggøre den intime forbindelse mellem etik og ontologi; Det etiske spørgsmål der diskuteres i perspektiveringen er: Er Kierkegaards religiøse etik livsfornægtende og asocial, som Løgstrup argumenterer for?

Henvisende noter er i teksten og følgende forkortelser anvendes: KG: 'Kjerlighedens Gjerninger'; EF: 'Den etiske fordring'; OK: 'Opgør med Kierkegaard'; OO: 'Ophav og omgivelse'. Detaljer om disse findes i litteraturlisten.





Søren Aabye Kierkegaard

Etik, antropologi og ontologi

Der kan trækkes en etik ud af 'Kjerlighedens Gjerninger', fordi det er en undersøgelse af kærlighed og dens virke mellem mennesker. Allerede titlen vidner om at Kierkegaard opfatter kærlighed som mere end bare er en følelse der angår subjektet, men et fænomen der har konsekvenser for ens omgang med mennesker - kærligheden gør noget. Kærligheden opfattes heller ikke som rent verdslig følelse, men som havende rødder i Gud, og således være afgørende for både ens jordiske liv og himmelske frelse. Menneskets skæbne er ifølge Kierkegaard at være udleveret til Næsten med Gud (ontologisk antagelse) som mellembestemmelse, hvorfor man bliver nødt til at forstå det kristne kærlighedsbud, for at forstå kærligheden. 'Kærlighedens Gjerninger' er at forsøg på at karakterisere denne opfattelse af kærlighed.

Ifølge Kierkegaard er det er de færreste i vores kultur der har forstået hvad kærlighed overhovedet er. Ikke blot har de misforstået det, men de har den direkte modsatte opfattelse! Kierkegaard skelner mellem to typer kærlighedsopfattelse. Den almindeligt i kulturen udbredte hvor man i praksis kun forholder sin kærlighed til elskeren og vennen, og den der kan realiseres i den inderliggjorte kristne tro, hvor det er Næsten der er kærlighedens genstand. "I Elskov og Venskab er Forkjerligheden Mellembestemmelse, i Kjerlighed til Næsten er Gud Mellembestemmelsen" (KG s. 62). Modsætningsforholdet mellem den verdslige og åndelige kærlighedopfattelse er han uhyre bevidst om:

"[Vil man i] Selvkjerlighed holde sammen med nogle andre Selvkjerlige, især med flere andre Selvkjerlige, saa kalder Verden det Kjerlighed. Videre kan Verden aldrig komme i at bestemme hvad Kjerlighed er, fordi den hverken har Gud eller Næsten som Mellembestemmelse. Det Verden under Navn af Kjerlighed ærer og elsker er Sammenhold i Selvkjerlighed. (KG s. 119)

Den utransformerede verdslige kærlighed er ubestandig og knytter sig til den enkeltes presserende behov. Den pligt-transformerede åndelige kærlighed er næstekærligheden. Denne pligt, skal ikke forstås som en sur tjans, men som en tilskyndelse til stedse at forstå og inderliggøre en højere åndelige kærlighed, der, når den realiseres, viser sig at være bestandig og uafhængig af sin timelige genstand.

"Verdslig kløgt (...) 'At Enhver er sig selv nærmest'" (KG s. 23)

"Hellere må man (...) indrømme, at Christendommen har stødt Elskov og Venskab fra Thronen, Driftens og Tilbøielighedens Kjerlighed, Forkjerligheden, for da at sætte Aandens Kjerlighed isteden, den til Næsten, en Kjerlighed, der i Alvor og Sandhed er i Inderlighed ømmere end Elskov - i Foreningen, og mere trofast i Oprigtighed end det berømteste Venskab i Sammenhold." (KG s. 49)

Af ovenstående citat ses det, at der er tale om en ret drastisk ændring i kærlighedsopfattelse, som Kierkegaard fordrer. 'Aandens Kjerlighed' lyder som en helt bestemt type kærlighed, som tilsyneladende er væsensforskellig fra 'Driftens og Tilbøjelighedens Kjerlighed'. Tilegnelsen af denne kærlighed er ikke noget man opnår uden anstrengelse, men kun gennem inderlig tilegnelse af troen på Gud - i Kierkegaards forstand. For så vidt som man tidligere var hedning, er der tilsyneladende tale om en revolution i ens måde at opfatte sig selv, andre mennekser og ikke mindst Gud. At blive kristen er ikke gjort med at kalde sig kristen; man skal stedse anstrenge sig for at blive på den kristne livsvej:

"(...) Maaskee i samme Øieblik som man tiltræder Reisen, seer man allerede da paa et saadant Mærke, at denne Vei fører til hiint fjerne Sted, der er Reisens Bestemmelse: har man derfor naet Stedet?" (KG s.53, se også s.32ff, 255f)

Verdslig kærlighedsopfattelse:

Det væsentligste problem ved den verdslige (alment udbredte) kærlighed, er at den er 'Selvkjerlig'. Denne selvkærlighed fører til at man ikke ser den anden som den anden er, men at man, i sin udvælgelse af genstand for kærlighed, fokuserer på de egenskaber man selv kan bruge til noget, så man så at sige spejler sig selv i den anden:

"(...) i den Elskede og Vennen elskes jo ikke Næsten, men det andet Jeg, eller det første Jeg endnu engang, endnu høiere. Det er ofte, som om Mennesket, skjøndt Selvkjerlighed er det Fordømmelige, dog ikke har Kraft til at være ene om Selvkjerlighed, saa denne først ret viser sig, naar det andet Jeg er fundet, og de tvende Jeger i dette Sammenhold finde Kraft til Selvkjerlighedens Selvfølelse (...)" (KG s. 61)

I sin kærlighed til ven eller elsker fokuserer man på egenskaber der passer ens egne behov, og er derfor forholdsvis ufølsom overfor hvorvidt ens billede af den anden er korrekt, og derfor ville man selvsagt ville være ked af - måske direkte vægre sig mod - at kærlighedens genstand ændrede egenskaber, hvorfor man i højere grad tilbøjelig til at manipulere med den anden i retning af ens egne interesser (KG s.159 & s.259). Når man i sit forhold til den anden ikke bekymrer sig om hvilke egenskaber den anden faktisk har, eller bare er ufølsom over for dette, ser man ikke den anden, men sig selv spejlet i den anden, og så kan man ikke 'opbygge', da dette skal ske 'fra grunden'(KG s.203ff). Den eneste mulighed for at præge den anden, i det omfang man vil elske den anden som sin Næste, er at forudsætte det gode i Næsten, uanset hvilke timelige egenskaber denne har. Disse timelige forskelligheder synes i passager som illusioner, dvs. fænomener med lavere ontologisk status; Næsten som kærlighedsobjekt et sikrere og mere virkeligt fikspunkt for kærlighed.

"Og saaledes ogsaa, hvis i Virkelighedens Fortryllelse (thi vi ere jo alle fortryllede, ved at være tryllede ind hver i sin Forskjellighed) Grundtanken forvirrede sig for os, saa vi meente, at det vi forestille, det var hvad vi væsentligen ere." (KG s. 89)

"Forskjelligheden er Timelighedens Forvirrende, der mærker ethvert Menneske forskjelligt, men Næsten er Evighedens Mærke - paa ethvert Menneske." (KG s. 90)

Et andet problem ved den verdslige kærlighedsopfattelse - i venskab og elskov - er at man bilder sig ind at eje hinanden. Den er ejendomsfikseret både med hensyn til sin genstand men også i sin opfattelse af kærlighed som et knaphedsfænomen, som man skal investere korrekt og med forsigtighed, thi forsvinder genstanden for ens investering, så forsvinder indskuddet også, og man er blevet narret - kort sagt har man et høker-perspektiv på kærligheden: Man opfatter kærlighed som et fænomen der har samme dynamik som penge i et markedssystem (KG s.229f, s.246 & s.291). Ifølge Kierkegaard giver denne ejendomsfølelse/-opfattelse anledning til mange problemer og løsningen er at man aldrig kan være hinanden noget skyldig, foruden det at elske hinanden i kristen forstand, nemlig som hinandens Næste."Rom. VIII, 8. Bliver ingen Noget skyldige uden dette at elske hverandre." (KG s. 170)

Hvis man går ind i et forhold uden den forventning at komme til at besidde disse den andens attråede egenskaber, så kommer man heller ikke på den idé at skulle eje hverken egenskaberne eller den elskede. I et forhold etableret på baggrund af ejerforestillinger bliver man aldrig fuldkommen lykkelig og tryg, fordi man jo elsker både noget ubestandigt og i kraft af en ubestandig følelse, nemlig den verdslige kærlighed(KG s. 128). Kun Gudsforholdet som den bestandige og stabile mellembestemmelse, kan gøre ens kærlighed fuldkommen og tryg - med Næsten som genstand.

Naar Du holder sammen (...) med nogle andre Mennesker, med en bestemt Stand, med et bestemt Vilkaar i Livet, om det saa blot er med Din Hustrue: saa frister det Verdslige; (...) Men naar Du gaaer med Gud, kun holder sammen med Gud, og i Alt, hvad Du forstaaer, forstaaer Gud under: da opdager Du (...)(1) Næsten." (KG s.80f)

"Aandens Kjerlighed"

Den ovenstående karakteristik af den verdslige kærlighed bærer præg af at være inspireret af hvad Kierkegaard forstår ved åndelig kærlighed - det er nemlig tæt på at være de negative aspekter som den åndelige kærlighed er fri for.

Omdrejningspunktet for den åndelige kærlighed er at den angriber selvkærligheden. Den åndelige kærlighed ved udmærket, at netop selvkærligheden er den største barriere mod at åbne sig for den åndelige kærlighed, hvor man elsker Næsten som Næsten og ikke bare attrår et medmenneske på baggrund af dennes specielle egenskaber. 'Kjerlighedens Gjerninger' starter med at pointere, at kærlighedsbudet om at elske Næsten som sig selv netop gør selvkærligheden fredløs. Der forudsættes at man elsker sig selv: "(...) skal man elske Næsten 'som sig selv', saa vrister jo Budet, som med en Dirk, Selvkjerlighedens Lukke op og fravrister dermed Mennesket den." (KG s.23).

Vigtigt ved den åndelige kærlighed er det, at den ikke lader kærligheden og dens timelige objekt smelte sammen til en udelelig helhed. Det timelige objekt og kærligheden gøres uafhængig af hinanden ved at lade Gud - kærligheden selv - være mellembestemmelsen mellem mennesker. Konsekvensen er at den enkelte ikke bekymerer sig om Næstens timelige egenskaber(KG s.107 & s.120). Man skal konstant elske Gud og lade andre træde ind i denne konstante kærlighed uden at holde dem fast i denne. Hvor den verdslige kærlighed er bange for at miste det timelige objekt der har eksponeret en kærlighedsfølelse i subjektet, identificerer den åndelige kærlighed ikke kærligheden med noget timeligt objekt og er derfor ikke angst for at miste (KG s.288ff). Dette er næstekærlighed, at etablere en konstant kontakt til Gud gennem troen, og lade Gud være den konstante kilde til ubetinget kærlighed. "som hine Planter, hvis Forplantelse er i det Skjulte: han aander i Gud, han drager Næring for sin Kjerlighed fra Gud, han styrker sig ved Gud." (KG s.235).

Dette perspektiv på kærligheden er et principielt brud med høker-perspektivet. Det er ikke længere muligt at fastholde forestillingen om at der den samme dynamik i kærlighedssager som der er i pengesager, penge bliver mindre af at blive brugt - det gør åndelig kærlighed ikke. Ved at forstå dette falder det verdslige kærlighedsideal uigenkaldeligt sammen. Kærligheden bliver altså uafhængig af tilfældige ydre omstændigheder, hvilket resulterer i at man ikke er bange for at miste den elskede - selvom man faktisk elsker denne, blot som Næsten - dvs. i kraft af det evige.

En anden fordelagtig egenskab ved den åndelige kærlighed er at man er mere 'tilstede' i denne:

"Du betragter ham med det ene Øie prøvende, forskende, mønstrende, ak, og kun med det andet Øie seer Du, at han er den Elskede. O, men saaledes at dele, det er ikke at elske det Menneske, man seer. Er det ikke, som var der bestandigt en Tredie tilstede, selv naar de Tvende ere ene, en Tredie, der koldt prøver og vrager, en Tredie, der forstyrrer Inderligheden. (KG s. 160)

I den åndelige kærlighed har man slukket for refleksionen over den andens egenskaber - denne vurderende stemme, og er derfor fri til at iagttage medmennesket - for at blive i Kierkegaards metafor - med begge øjne: man elsker uforsinket og ikke-tøvende (KG s.97ff, s.176).

Kærlighedens domæne er det evige, men det er en kærlighed der viser sig i det timelige:

"(...)Kjerligheden i alle sine Yttringer vender sig ud ad mod Menneskene, hvor den jo har sin Gjenstand og sine Opgaver (...)" (KG s.184).

"Den christelige Kjerlighed skal ikke svinge sig til Himlen, thi den kommer fra Himlen og med Himlen (...) hvor svæmerisk Talen end lyder om at svinge sig til Himlen, det er en Indbildning, (...) Men det christeligt at stige ned fra Himlen er grændseløst at elske det Menneske Du seer, saaledes som Du seer ham. (KG s. 168)

"(...) at man saa virkeligen elsker den Usynlige, skal netop kjendes paa, at man elsker den Broder, han seer (...) ikke omvendt, at jo mere han vrager dem, han seer, desto mere elsker han den Usynlige [Gud]" (KG s. 156).



K. E. Løgstrup

Etik, antropologi og ontologi

Grundlaget for Løgstrups ontologi er hans fænomenologi. Hans etik er et resultat af at han har anvendt sin fænomenologiske analyse på mellemmenneskelige forhold, og har forsøgt at udvinde viden om fænomener med afgørende betydning for menneskets forhold til sig selv og de andre - den sociale dynamik. Han forsøger at lave en strengt kulturuafhængig antropologi, hvor det er muligt at gennemskue generelle lovmæssigheder for menneskers væren med hinanden og fundere sin etik på disse lovmæssigheder. Resultatet skulle gerne være en (over-kulturel) universel etik.

Denne bestræbelse forsøges gennemført i hans etiske hovedværk "Den etiske fordring", hvis første afsnit har titlen: "Om forsøget på rent humant at bestemme den holdning til det andet menneske, der er indeholdt i Jesus af Nazareths religiøse forkyndelse." (EF. s.9). Altså en human udlægning af kristendommen - i hans fænomenologiske univers. Forkyndelsen skal være til at forstå i ens eget liv, dvs. de fænomener man møder. Han er altså fortaler for at der ikke behøves en åbenbaring for at forstå forkyndelsen; man er altid allerede udleveret til et univers hvori man kan iagttage fænomener som forkyndelsen udtaler sig om og forsøger at 'afsløre' for subjektet. "For at en forkyndelse ikke skal være os uvedkommende, må den svare til noget i vor tilværelse." (EF s.9). "(...) Tro uden forståelse er ikke tro, men tvang." (EF s.10).

Hans fænomenologiske analyse - 'den umiddelbare forståelse' - er formuleret i modsætning til 'den empiriske forklaring'(OO s.169). Forståelsen kan ikke reduceres til forklaringen; forståelsen unddrager sig forklaringen.

"Men hvad der er utilgængeligt for den empiriske redegørelse er, at det er på forståelsens vilkår, at universet afstandsløst er til stede i sansningen. (...) [universets umiddelbare 'afstandsløse' fremtrædelse] er kun tilgængelig for en fænomenologisk analyse, der ligger i forlængelse af den umiddelbare forståelse." (OO s.170)

Forståelsen som opnås gennem en umiddelbar forholden sig til fænomenerne er en slags alternativ/komplementær erkendelse til den empirisk-videnskabelige erkendelse der i sin dissekering af virkeligheden går glip af visse fænomener der kun viser sig i den umiddelbare forståelse. I 'forståelsen' er der en virkelig korrespondence mellem subjektet og verden: der er en grundlæggende afstandsløs overensstemmelse mellem subjektets og universets væren (OO s.169ff). Dette er et opgør med transcendentalfilosofien og nominalismen, som påstår at verden altid er formidlet gennem vor erkendeevner, hvorfor verden 'i sig selv' er og bliver utilgængelig for erkendelsen; vi er principielt fremmede for den del af verden som vore erkendeevner ikke kan formidle for os.

Hans fænomenologiske udgangspunkt indebærer at han forholder sig meget umiddelbart til tilværelsen. Følgelig handler den etiske fordring meget om menneskets umiddelbare oplevelse af verden, og tendensen til at problematisere mennesket og dets erkendelse virker ikke så udtalt. Man er givet livet, og dermed en situation at forholde sig umiddelbart til. Han er ikke så tilbøjelig til at tænke "bag om" verden/fænomenerne, men holder sig til at "læse" de fænomener man ser i dagligdagen. For Løgstrup er metafysikken et dagligt aspekt af verden, hvorfor det er vigtigt at forstå: "At universet ikke er vor omgivelse, men vort ophav" (System og symbol" s.9). Mennesket er sat i et univers som det er intimt forbundet med, og dette intime forhold er reguleret af visse lovmæssigheder, som er over-kulturelle.

Den radikale udleverethed

Løgstrups mest fundamentale princip for menneskets væren i verden er at man er udleveret til verden og udleveret til at være i gensidigt afhængige relationer til andre mennesker. Det forpligtende viser sig i at man, ved at være udleveret, altid har en betydning for sine nærmeste og derfor altid står i et magtforhold til de mennesker man omgås(EF s.36-39). Hvorvidt man erkender og forholder sig til dette uundgåelige magtforhold har betydning for en etisk vurdering af ens handlinger. Hvis man anerkender at der i alle ens menneskelige relationer gør sig et magtforhold gældende, og bekymrer sig om de andres ve og vel - på baggrund af den faktiske betydning man har - og gør sit bedste for at tage vare på den del af den andens skæbne som man har i sin hånd, så handler man godt. At handle godt forudsætter altså at man er i stand til at sætte sig ud over sine egne behov, og altså handle uselvisk i det omfang man har betydning for den anden(EF s.58f). Hvis man derimod ikke bekymrer sig om hvilken betydning man har for sine medmennesker, så handler man udelukkende efter sine egne behov, og kan derfor siges at snylte på de andre, som kun i meget ringe grad kan beskytte sig mod overgrebet. Det er jo helt fundamentalt at man er udleveret til den egoistiske, og derfor bliver man udnyttet i det omfang den egoistiske ikke kan finde ud af at tage vare på en.(EF s.66) Fordringen kommer af den uundgåelige forpligtende udleverethed. Den ansvarsfordrende udleverethed er ikke handlingsangivende. I en given situation som kalder på ens ansvarlige handling, må man holde sit ansvar op mod gældende normer for at konstruere en moralsk forsvarlig handling.(EF s.56f)

Ansvaret rækker ud over at føje den anden i dennes ønsker. Man har ansvaret for faktisk at gavne den anden, og det kan nogen gange være nødvendigt at - i Næstens interesse - at handle mod Næstens ønsker, for så vidt man er overbevist om at man gør det rigtige. Faren for at ens ansvar svinger over i overgreb modvirkes ved at man kun har begrænset ansvar, sådan at man skal handle i overensstemmelse med sin livsanskuelse men have respekt for den andens frihed til at være uenig. Man skal besinde sig på det foreløbige og ufuldstændige i sine livsanskuelser, sådan at man aldrig kan holde sig fuldstændig til en livsanskuelse og presse den ned over hovedet på andre, men at man besinder sig på at man kan tage fejl(EF s.32ff).

De suveræne livsytringer

Forbindelsen til det evige har man gennem de suveræne livsytringer, som er noget der sætter sig igennem overfor mere flygtige idéer og forestillinger. Det er en slags styring der overtager i nærværet med andre. Disse livsytringer er noget før-kulturelt - antropologisk givet. Man kan ikke sætte sig ud over dem. Når mennesker er sammen, er der ikke meget plads til en samtidig refleksion. Idéer og forestillinger er i de fleste tilfælde svagere end nærværets indtryk, hvor det primært er livsytringerne der konstituerer samværets dynamik. Livsytringerne omtales for første gang i 'Opgør med Kierkegaard' og anvendes i en lang polemik med Kierkegaard.

De suveræne livsytringer overtrumfer refleksionens distance og sætter sig igennem i nuet snarere end tillade Jeg'et at være for indadvendt. Løgstrup har Kierkegaard mistænkt for at være for reflekteret, og disse livsytringer er ifølge Løgstrup nogle fænomener Kierkegaard har ignoreret i sit system, fordi de ikke kan passe ind i et system der baserer sig på refleksion - de overtrumfer al reflekteren og kommer således bag på refleksionen og selv viljen sætter de til side: der er kræfter i universet som er større end mennesket der griber ind i den enkeltes hverdag! Tanker og refleksioner er menneskets eget værk, livsytringer lader hånt om ens tankerækker og spekulationer og sætter sig igennem - bryder menneskets selvreference og 'sætter situationen i skred'; en impuls der henleder ens opmærksomhed på noget og tvinger en til at tage stilling til en situation. Det er noget der bryder det vanemæssige/slaviske handlingsforløb. Impulsen som de suveræne livsytringer bringer, lægger noget til situationen som ikke var der i forvejen; deri det suveræne(OK s.94).

Tillid, barmhjertighed og talens åbenhed. Det er noget man 'bryder ud i' selvom det - menneskelig set - ikke umiddelbart ligger i situationen at det skulle være relevant. F.eks. kan tillid kan være irrationelt, men alligevel sætte en situation i skred. Hvis man taler med en som man ved har onde hensigter, skal man anstrenge sig for at lyve, fordi man ved at lyve skal kæmpe en indre kamp med livsytringen, talens åbenhed; "At tale er at tale ud" (OK s. 97). Da de suveræne livsytringer er forbundet til evigheden, kan mennesket blive sig selv som menneske ved at realiserer sig i de suveræne livsytringer. "Fører jeg den anden bag lyset eller reserverer jeg mig, sætter jeg mig imod det definitive, der er ved talen før og uafhængig af mig." (OK s. 97). Man skal gøre sig selv transparent for de suveræne livsytringer, sådan at man ikke forkvakler dem i sit forsøg på at hæmme dem. Det eneste man kan stille op er enten at udføre dem eller fordærve dem ved at sætte sig imod (OK s.115).

Kierkegaard vs. Løgstrup

Når man læser Løgstrups 'Opgør med Kierkegaard', ser man straks at det er en polemik mellem to forskellige (ontologiske) systemer som næsten virker principielt uforenelige. Som det senere vises i opgaven, fordrejer Løgstrup Kierkegaards argumenter til ukendelighed, sådan at han ofte polemiserer med en karikatur af Kierkegaard snarere end det egentlig teoretiske indhold i af Kierkegaards filosofi. Det kan undre, men måske skal Løgstrups opgør med Kierkegaard ses i lyset af historisk-sociale forhold på Løgstrups tid. Han var i en årrække medlem af den Kierkegaard-inspirerede forening, Tidehvervsbevægelsen, som havde en bestemt udlægning af Kierkegaard. I 1964 brød han med bevægelsen for så at udgive 'Opgør med Kierkegaard' i 1968. Afsnittet 'Polemisk epilog' i 'Den etiske fordring' fra 1956 vidner dog om at han langt tidligere havde en særdeles kritisk holdning til Kierkegaard. Måske skal hans opgør forstås som et opgør med Tidehvervsbevægelsens udlægning af Kierkegaard (karikaturen), snarere end en egentlig teoretisk uenighed mellem Kierkegaards egentlige filosofi og Løgstrups filosofi. At deres systemer er for forskellige til at de kunne være enige er åbenlyst, men at Løgstrup fordrejer Kierkegaards argumenter synes besynderligt. Specielt taget i betragtning at Løgstrup havde læst Kierkegaard meget grundigt og er kendt for en fremragende og loyal måde at udlægge andre tænkere på - f.eks. hans Kant-udlægning.

Misforståelser

At uenighederne mellem Kierkegaard og Løgstrup var mange siger sig selv, når Løgstrup kan skrive en hel bog der hedder 'Opgør med Kierkegaard'. Denne fremstillings omfang tillader dog kun at tage fat på få eksempler på grundlæggende uoverensstemmelser, som af flere grunde falder ud til Kierkegaards fordel, da det, som nævnt, ser ud til at Løgstrup argumenterer mod en karikatur af Kierkegaard snarere end med det egentlige teoretiske indhold i Kierkegaards filosofi.

Had som kriterium eller konsekvens?

"Alt kommer i virkeligheden an på at blive misforstået og hadet. (...) kun den gerning - nemlig at hjælpe næsten til at elske Gud - hvor den kristne bliver udsat for misforståelse og had, er derfor kærlighed til næsten.(...) Hvordan kan det gå til, at de andres mangel på forståelse får tilkendt så stor en rolle, så man må spørge: jamen, hvorpå beror da selvfornægtelsen, på den enkeltes forhold til Gud, eller på de andre - på deres foragt, hån og spot?" (EF, s. 254)(2).

Ifølge Løgstrups udlægning af Kierkegaard skulle Kierkegaard mene at den kristne kærlighed er at bestræbe sig på at blive hadet af alle og hjælpe andre til at blive hadet af alle. At dette er en karikatur af Kierkegaard forsøges sandsynliggjort i det følgende:

Kierkegaard lægger i hele sin filosofi stor vægt på selvfornægtelse, som igen hænger sammen med at man skal afstå fra at have et høker-agtigt ejendomsforhold til kærligheden. "Mit og Dit (...) synes altsaa at være overalt, hvor der er Du og Jeg. Det er ogsaa Tilfældet overalt, kun ikke i Kjerlighed, der er en omvæltning fra grunden" (KG s. 256)(3). Ifølge Kierkegaard skal man i alle henseende undgå at bekymre sig om sig selv eller tage sig selv til indtægt for noget, både overfor Gud og overfor medmennesket. Hvis man har gjort noget godt, så skal man, i det omfang man kommer til at føle selvgodhed, sammenligne sig selv med Gud og se at man intet er i forhold til Gud (KG s. 104). I forhold til andre skal man altid give på en sådan måde, at den anden allerede opfatter det som sit eget - giv gaver uden afsender, sådan at den anden ikke opdager at den har fået det fra dig (KG s. 263).

Selvfornægtelsen kan ses som en metode til at tilegne sig den åndelige kærlighed, sådan at det snarere er en teknik end faktisk at ville sin egen undergang. Kierkegaard vil ens tilbøjelighed til at tænke i ejendomsdynamikker til livs, men ikke den enkeltes egentlige og totale undergang som menneske. "(...) hvad den Kjerlige gjør, det er han, eller det vorder han, hvad han giver, det har han, eller rettere det faaer han (...) saaledes er Kjerligheden altid fordoblet i sig selv." (KG s. 270). Det ligger altså i hans teori at mennesket bliver husket og elsket. Det er bare en holdning til livet og kærligheden man skal transformere, og vejen til denne ændring er at påtage sig selvfornægtelsens holdning.

Kierkegaard taler om hadet som en konsekvens af et spændingsfelt mellem to forskellige kulturer, nemlig den hedenske og den kristne(4). For den kristne er det nødvendigt at forholde sig til foragt, hån og spot, sålænge man befinder sig i et hedensk samfund - et hedensk samfund som vel at mærke sagtens kan kalde sig selv kristent (KG s.52f & s.192f). Kierkegaard skriver: "Christendommen kan kun anprises, idet paa ethvert Punkt Faren i ett væk gjøres aabenbar: hvorledes det Christelige er den blot menneskelige Forestilling Daarskab og Forargelse." (KG s. 192). Dobbeltfaren ved at være kristen er: man skal fornægte sig selv og just derfor blive forhånet og bespottet, men kun fordi man lever i et hedensk samfund med et andet kærlighedsideal, og ikke som Løgstrup hævder, fordi hadet er et ideal. Hvis f.eks. begge ægtefæller(5) i et ægteskab hylder det kristne kærlighedsideal, ville dette had ikke opstå, da de jo begge ville forholde deres kærlighed til Gud og ikke forventer at være selvkærlige gennem den anden.

Løgstrup vil nok mene, at Kierkegaard begår vold mod de suveræne livsytringer ved at opfordre mennesker til at anstrænge til sit yderste for at modsætte sig ens umiddelbare opfattelse af andre mennesker og deres rolle i ens liv. Man skulle jo være transparent livsytringerne; undgå at fordærve dem.

Er Kierkegaard livsfornægtende?

"Hvorfor består den [kærligheden] aldrig i at hjælpe næsten timeligt, jordisk og verdsligt, men kun i at hjælpe næsten til at elske Gud (...)" (EF, s. 259).

"For Kierkegaards går kristendommens tydning af lidelsen og døden ud på, at de er påmindelser om, at sammenlignet med Guds rige er alt hvad der går for sig i dette liv ligegyldigt, undtagen lidelsen og døden, fordi de er indgang til Guds rige. [..]. Udelukket er det, at gudsriget bryder ind i det jordisk liv i gerninger, der kommer næstens jordiske lige til gavn." (OK s. 53)

I citaterne i slutningen af afsnittet "Aandens Kjerlighed" i denne fremstilling(s.5), synes det tilstrækkeligt dokumenteret at ovenstående Løgstrupcitat er en forkert udlægning af Kierkegaard. Ifølge Kierkegaard skal man hjælpe Næsten timeligt, men i kraft af det evige; grunden til at Kierkegaard insisterer på at det skal være i kraft at det evige, hvor man ikke tager æren eller skelner mellem ven/fjende, er at man skal passe på ikke at skade sit eget (hvis man høster æren selv) eller den andens (hvis man forårsager at den anden giver en æren for det; (KG s. 266n)) Gudsforhold. Grunden til at der abstraheres fra handlingen, er at Kierkegaard ikke kan/vil forankre etikken i handlinger (KG s. 19), fordi han vil forankre etikken i den enkeltes succes med at tilegne sig det kristne kærlighedsideal(-fænomen). Fra denne realiserede tilstand flyder etisk korrekte handlinger med nødvendighed. "Kjerlighed er Lovens Fylde" (KG s. 93ff)

Løgstrup vil gerne have at det evige er tilstede, selvom man ikke har gennemgået en bestemt personlighedstransformation, som f.eks. Kierkegaards kærlighedsideal; det evige er immannent og sætter sig igennem i immanensen vha. de suveræne livsytringer(EF s.27). Ifølge Kierkegaard fremtræder fænomenerne forskelligt afhængig af blikket der ser. Den troende har blik for andre fænomener end hedningen. Han ser næstekærligheden som fænomen - det gør hedningen ikke. Et erkendelsesteoretisk problem, hvis afklaring ville få ontologiske konsekvenser:

En mulig diskussionsmodel

Følgende model(6) er et forsøg på at diskutere Løgstrup og Kierkegaards model sammen. Den er inspireret af en amerikansk kognitionsforsker, Daniel Dennet (f. 1942), der er interessant fordi den implicerer en mere flygtig opfattelse af den ellers meget konsoliderede opfattelse af at være et Jeg/selv, og knytter denne selvopfattelse sammen med ens livshistorie som det væsentligste element i selvets væren. Selvet skal her forståes som det ethvert menneske ved om sig selv eller kan fortælle om sig selv; den mest elementære (fænomenologisk tilgang) selvoplevelse over tid. Dennett kalder selvet(7) for personlighedens 'narrative tyngdepunkt'. Det fysiske begreb 'tyngdepunkt' er brugt som metafor for selvets centrum, fordi tyngdepunktet i et legeme er et besynderligt abstrakt fænomen som adskiller sig fra egentlige materielle fænomener ved: at være uudstrakt; at være uden vægt og uden farve; at kunne flytte sig diskontinuert, hvis f.eks. man sætter et stykke tykkegummi på siden af en flaske, flytter tyngdepunktet øjeblikkeligt (diskontinuert). På samme måde er selvet heller ikke noget partikulært man kan måle og veje, men det kan fortælle en historie og i denne historie er der et tyngdepunkt, nemlig selvet.

Både Løgstrups og Kierkegaards etik udspiller sig i et felt med tre tyngdepunkter, nemlig: mellem Jeg'et/selvet (efterfølgende kaldt Jeg'et, og forstået som Dennetts ovenstående definition), Næsten og Gud. I en religiøs ontologi er det altså ikke kun Jeg'et og Næsten der forfatter ens livshistorie - der er en trejde medforfatter: Gud. Hvis man skal vurdere dette felts ontologiske beskaffenhed, må man sige at det er en enhed, hvis poler/elementer umuligt kan skilles ad i praksis - Jeg'et er, ifølge Kierkegaard og Løgstrup, altid allerede udleveret til dette felt. Deres uenighed går på de enkelte elementers ontologiske status - hvad er Jeg'et - Næsten - Gud? Og hvordan forholder de sig til hinanden?

Hvis man f.eks. opfatter Gud for partikulært - som en tredje person i forholdet, er det klart at det er asocialt kun at forholde sig til Gud og lade Næsten være det tredje hjul. Men ifølge Kierkegaard er Gud ikke denne partikulære tredje person; Gud er kærlighed (KG s.10, 66, 184f, 270, 346, 348, 358). For Løgstrup er Jeg'et (stadig i Dennetts betydning) en forholdvis statisk størrelse. Kierkegaard vil angribe forestillingen om Jeg'et som statisk og ukrænkeligt ved at udsætte det for selvfornægtelse; Løgstrup ser ingen pointe i dette. Næsten er for Løgstrup den man har magt-relation med/betydning for. For Kierkegaard, den man får øje på (dvs. alle mennesker uden at skele til egenskaber overhovedet) når man har etableret et kristent gudsforhold gennem troen - og man ser ikke Næsten før dette er sket. Det er klart at disse ontologiske antagelser har store konsekvenser for forfatterstrategien for ens livshistorie og dermed ens etik! For Løgstrup er ontologien læren om de fænomener man som i verden sat menneske umiddelbart oplever - og deraf afleder han en etik. Ifølge Kierkegaard skal man påtage sig en radikalt anderledes livsstrategi hvis man vil 'skrive' en kristen livshistorie, og for mange er den kristne næstekærlighedsfordring så fremmed at de forarges. Kierkegaards etik kan ses som en metode til at optimere balancen mellem de tre poler i Jeg-Næste-Gud feltet, sådan at den åndelige kærlighed indfinder sig. Ifølge Løgstrup er alle menneskene - også ikke kristne - indfældet i en verden som tvinger dem til at have næstekærlighed som tema i deres livshistorie.

Hvad er i verden?

Hvis man nu skulle blive i Dennetts model, med selvet som det narrative tyngdepunkt, så kan man sige at Løgstrups og Kierkegaards etiske holdninger er to forskellige forslag til strategier for skabelsen af ens livshistorie. Det er klart at successen af den strategi man lægger afhænger meget af de lovmæssigheder der findes i verden (ontologien, for så vidt som den korresponderer med virkeligheden). Hvis Kierkegaard har ret i at der findes et fænomen i verden som kristendommen har afdækket i næstekærligheden, så er det ikke lige meget hvordan man forholder sig til det. Hvis hans etik - foreslåede strategier at navigere efter - ikke matcher virkeligheden, så spilder man sin tid og sin energi! Hvis der i selvfornægtelsen ikke er noget i virkeligheden der griber en, så bliver Kierkegaards sevlfornægtelses opfordring ugyldig. Kierkegaard påstår at det kærlighedsfænomen han har opdaget, har den regelmæssighed at det fordobler sig i selvfornægtelsen (KG s.270): Den der fornægter sig selv radikalt finder kærlighed. Det må være en grundlæggende beskaffenhed ved Jeg-Næste-Gud feltet der har denne konsekvens og for så vidt et fænomen i verden som fortjener en plads i ontologien, og er dette tilfældet er der grund til at tage det seriøst og benytte det som strategi i forfatning af ens livshistorie.

Det er tydeligt at Løgstrup slet ikke er enig med Kierkegaard i dette. "Den enkelte har aldrig med et andet mennesker at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd."(EF s.25) - derfor skal man være i stand til at sætte sine egne behov til side, men der er så klart en grænse. I Løgstrups model er det bizart at tale om selvfornægtelse, hvorimod for Kierkegaard er det uomgængeligt. Løgstrup ser ingen strukturer i verden der fordelagtiggør en selvfornægtelse, men det gør Kierkegaard. Men hvad vil det sige at ofre sig selv? For Kierkegaard er det som sagt ikke et spørgsmål om at tage livet af sig, men radikalt at ændre sin strategi for sin forfatning af livshistorien. Det er et spørgsmål om hvem der skal være hovedperson, hvad det vil sige at være hovedperson og hvordan dynamikkerne mellem de medvirkende skal være. Kierkegaards påstand er, at hvis man anlægger tro og selvfornægtelsesstrategien, så vil den overordnede forfatter (Gud) dreje historien i en sådan retning, at man kommer i kontakt med en dybere kærlighedsevne som bliver konstituerende for historien. Denne indgriben på forfatterstrategien må så klart få status som et fænomen, og derfor værdig som en del af ontologien. De er for uenige i måden at 'gå til verden på' til at kunne blive enige om hvilke fænomener der hører denne verden til. Kierkegaard går grundigt til værks når et fænomen skal indkredses, og f.eks. 'Kjerlighedens Gjerninger' har jo virkelig skilt kærlighedsbegrebet ad - ifølge Løgstrup til ukendelighed og ifølge Kierkegaard selv: ifølge virkeligheden.

"Kærlighed til næsten skal bruges til på den mest effektive måde at holde sig mennesker fra livet. "Kærlighedens Gerninger" er et genialt udtænkt system af sikringer imod at få det andet mennesker tvunget ind på livet af sig. Ikke mindst når forholdet til det andet mennesek truer med at blive intimt." (EF s.260).

Dette kan man kun hævde hvis man ikke anerkender Kierkegaards begreb om Næsten og næstekærligheden som et fænomen. Løgstrup kan med sin fænomenologiske analysemetode ikke umiddelbart betragte dette kærlighedsfænomen, og vil derfor ikke tilkende det ontologisk status - det forekommer ham uvirkeligt og spekulativt.

Løgstrups grundantagelse om Jeg'ets udleverethed er så grundlæggende for hans filosofi, at han forsømmer at problematisere Jeg'ets erkendeevner. Ved at håndhæve de spontane livsytringers principielle uransagelighed, lader han ikke meget håb for en undersøgelse af menneskets inderste incitamenter og personlighedsdynamikker, og da slet ikke at ændre noget på dybdepsykologisk niveau - som Kierkegaard vil. Måske minder det ham for meget om naturvidenskabens 'forklarende' dissektion af virkeligheden, som hans fænomænologiske 'forståelse' er sat op imod.

Løgstrup har ret hvis næstekærligheden er en mere overfladisk form for kærlighed, end den lidenskab-inducerede kærlighed, som Løgstrup forfægter. Hvis næstekærlighed er en mennesket iboende evne, som skal kultiveres frem gennem Kierkegaards tro og selvfornægtelse, så er Løgstrup ikke grundig nok i sin fænomenologi - i så fald har han overset et fænomen!

Legitimering af ontologiske påstande

Det strander altså på påstande om verdens grundlæggende beskaffenhed. Hvordan tage stilling og afgøre sådan en sag? Man må undersøge grundlaget for påstandene, som så at sige danner belæg for påstandene og legitimerer etikken. Løgstrups grundlag er resultatet af hans fænomenologiske undersøgelser i etiske anliggender - de suveræne livsytringer. Legitimeringen af de spontane livsytringer står og falder med holdbarheden af hans påstand om at gennem fænomenerne viser 'universet' sig uafhængigt af vores tilfældige erkendelsesevne - uformidlet. Hvor sympatisk Løgstrups argumentation end lyder, er det svært at komme uden om det hypotetiske i den. Når man læser 'Ophav og omgivelse' præsenteres man for en række påstande som han argumenterer for er svære at afvise. Men at noget er svært at afvise gør det ikke rigtigt. Det synes altså som om at Løgstrup legitimerer sin teori på påstande. Man savner en anvisning hvorefter påstandende kan verificeres eller i det mindste noget der sandsynliggør at det er muligt at sanse noget uformidlet, og han erkender da også at "(...) bestræbelserne ikke kan lykkes endegyldigt [men dette anser han ikke for noget problem] for det kan den empiriske forskning heller ikke (...) [ifølge] Popper og Bartley (OO s.172)". Men at naturvidenskaben ikke kan bibringe absolut viden, synes som et dårligt forsvar for hans egen teoris mangler. At 'universet' kan fremstå uformidlet er en metafor som antyder en bedre anskuelsesmetode end den empiriske videnskab, og derfor undrer det at han henviser resignerende til den empiriske videnskab.

Kierkegaards ontologi legitimeres i troen. Hvad vil det sige at tro? Man skal forholde sig til det paradoks at Jesus både var menneske og gud (Indøvelse i kristendom s.122ff). Det er ikke en opgave som forstanden kan løse, så derfor skal man forholde sig til paradokset indtil troen indfinder sig. Man skal overbevise sig om, at det kan være rigtigt at Jesus var menneske og Gud. At overbevise sig selv om noget så absurd, er en drastisk handling, der angriber den enkeltes grundlæggende ontologiske overbevisning. Man kan sidde og jonglere med begreber om Gud, Jesus, universet og andre metafysiske begreber som mulige, men at tillægge dem ontologisk status er et drastisk skridt. Men det er dette skridt som - ifølge Kierkegaard - er et nødvendigt skridt i retning af at blive kristen og tilegne sig den kristne næstekærlighed. Ifølge Kierkegaard valgte Jesus at meddele sig indirekte, sådan at man ikke bare kunne lade sig overbevise i kraft af fornuften. Jesus meddelte sig indirekte ved at være: Guden der kom i den fattige tjeners skikkelse og sagde at han var guden; ved at sige at han var menneske og Gud. Man kan vælge at tro på disse paradokser, eller man kan vælge at forarges - "(...) først i Valget bliver Hjertet aabenbart (...) om et Menneske vil troe, eller vil forarges." (Indøvelse i Christendom, s. 96). Det virker som en teknik der 'angriber' erkendelsen; man ser fænomener - næstekærligheden - som man ikke så før; verden fremstår anderledes efter troen har indfundet sig. Det er klart at dette også er en påstand, men til forskel fra Løgstrups påstand er der her en verificering mulighed.

Hvad har et paradoks med udviddelse af erkendelsen at gøre? Hvis man ser sig om i forskellige religiøse traditioner, kan man finde noget der ligner; et koan i buddhismen:

"'What is the sound of one hand clapping?' (...) Only when he [eleven] pushes on and on, throwing himself into the abyss of doubt will an 'answer' spontaneously arise from the depths of his mind. The deeper he goes into the doubt, the more thorough will be the 'great death' - the death of aspects of ego." (An introduction to Buddhism" s.273-275)

Kierkegaards paradoks har mere religiøse konnotationer end det ovennævnte, men ligheden skulle være at man forholder sig inderligt til et paradoks som (ontologisk) virkeligt, sådan at erkendelsen udviddes/omstruktureres; forstanden må give fortabt og noget andet indtræder - troen eller 'the death of aspects of ego' som måske også hænger sammen med selvfornægtelse(ego).



Epilog

Der er forsøgt gennemført et forsvar for Kierkegaards etik overfor Løgstrups kritik af denne. Det lod sig nemt gøre med forskellige citater fra deres respektive skrifter. Hvad der var mere besværligt, var at finde grunden til kontroversen, hvor et forslag var, at deres ontologiske antagelser er så forskellige, at deres systemer er inkommensurable. Derfor burde Løgstrup måske have angrebet det ontologiske niveau hos Kierkegaard, i stedet for at lave en lang etisk polemik, som det ses i 'Polemisk efterskrift' og 'Opgør med Kierkegaard'. Måske har han ikke haft mod til dette, fordi han ikke følte fast grund under fødderne i sin egen ontologi, i og med den hviler på påstande. Kierkegaard derimod anstiller en verifikationsmulighed i troen; Kierkegaard har i det mindste forsøgt at bibringe et egentligt grundlag for sine ontologiske påstande. Hvorvidt dette har noget med virkeligheden at gøre må være op til læseren selv at afgøre.

Litteraturliste:

Forkortelserne i de [kantede parenteser] er de forkortelser der er brugt i tekstens henvisende noter



'Kjerlighedens Gjerninger' [KG] af Søren Kierkegaard.

Nordisk Forlag, Viborg 1996



'Søren kierkegaard samlede værker. Bind 16. Indøvelse i Christendom' af Søren Kierkegaard

Gyldendal, København 1963



'Opgør med Kierkegaard' [OK] af K. E. Løgstrup

Nordisk Forlag, Haslev 1994



'Den etiske fordring' [EF] af K. E. Løgstrup

Nordisk Forlag, 2. udg., 9.opl., Haslev 2001



'Ophav og omgivelse' [OO] af K. E. Løgstrup

Nordisk Forlag, 2. udg., Haslev 1995



'Kierkegaards univers' af Johannes Sløk

Nordisk Bogproduktion, 2.udg., 4.opl., Haslev 2002



'Kierkegaard og... Hovedtemaer i forfatterskabet' antologi redigeret af C. T. Lystbæk.

Forlaget Philosophia, Århus 2001



'An introduction to Buddhism' af Peter Harvey

Cambridge University Press, Cambridge 2002



'The Self as a Center of Narrative Gravity' af Daniel C. Dennett

Tufts University, Medford 1992.

http://ase.tufts.edu/cogstud/papers/selfctr.htm



'The Intentional Stance' af Daniel C. Dennett

MIT Press, London 1987

1. Linjen er udeladt fordi den omhandler selvfornægtelsesproblematikken som behandles senere.

2. Samme problematik diskuteres i OK s.30ff og i EF s. 259)

3. Og i hele kap V i KG der hedder: "Vor pligt at blive i Kjerlighedens Gjeld til hverandre"

4. I kapitlet "Du skal elske Næsten", beskrives dette spændingsfelt mellem Kierkegaards kristendom og den verdslige "visdom" personificeret i "Digteren".

5. Man må gerne gifte sig og have venner ifølge Kierkegaard, blot man husker mellemsbestemmelsen: Gud. (KG s. 142)

6. Modellen er specielt inspireret af artiklen "The Self as a Center of Narrative Gravity", som er en populær fremstilling af nogle af pointerne i den mere omfattende bog: "The intentional stance".

7. Ikke at forveksle med Kierkegaards "selv" - som rækker langt ud over den umiddelbare selvoplevelse, og har forbindelse til det evige/Gud.