Kognitionsforskning som tværfaglig bestræbelse

- Om discipliner, organisations- og forklaringsniveauer



Humanistisk videnskabsteori, fri hjemmeopgave.

Afleveret sommer 2003, 11. juni.

Institut for idéhistorie

Vejleder: Peter C. Kjærgaard.

Jacob Orquin, 20011941

Morten Münchow, 19981200


 

Indholdsfortegnelse

Indledning

Videnskabsteori

Positivisme/analytisk filosofi

Karl R. Popper

Thomas Kuhn

Hvad er en videnskabelig 'disciplin'?

Disciplin som menneskeskabt

Kognitionsvidenskab som tværfaglig bestræbelse

Tværfaglig videnskabsteori

Emergens

Bridge-law

Neurobiologiske modeller

- at relatere kognitive og neurale beskrivelser vha. ´Squeeze´

Adfærd og tilpasningsevne

Dopamin og belønning

Syntese i TD-model

Organisationsniveauer i hjernearkitektur

Ontologiske status af 'Genstandsverdenen'

Afrunding

Litteraturliste



Indledning

Kognitionsvidenskaben er et barn af den vestlige videnskab og har derfor grundlæggende træk som er identiske med denne. Men der er også nogle små forskelle, som har videnskabsteoretiske implikationer. En gennemgang af de vigtigste pointer i den tidlige videnskabsteori skal danne grundlag for at diskutere den kognitionsvidenskabelige tradition i forhold til den traditionelle videnskab.

For at placere kognitionsvidenskaben i vores videnskabelige tradition, gennemgås videnskabsteorien som disciplin, og historiske eksempler tjener til at anskueliggøre hvilke holdninger, der har hersket inden for videnskaben til forskellige tider.

Opdelingen i fag er et karakteristikum ved den universitære institution. Denne fagopdeling vil ofte resultere i en reduktionistisk holdning i de enkelte fag, hvor man forsøger at subsummere fænomener ind under sin egen disciplins domæne, og måske ikke være så tilbøjelig til at skele til om man faktisk træder ind på andres domæner, eller undersøge om man har forvildet sig ind på områder der hører under andre discipliners domæner.

Videnskabsteori

Denne diskussion er videnskabsteoretisk og der skal derfor ses på videnskabsteorien som selvstændig disciplin. Det er ikke muligt at komme med en endelig definition af denne, men en indkredsning skulle være mulig. Den videnskabsteoretiske disciplin der opstod omkring 1930 beskæftiger sig med hvad videnskab er; hvilke kriterier der skal være opfyldt, for at man kan kalde noget for videnskab; principielle forhold mellem teori og virkelighed; forholdet mellem videnskabelig teori og praksis; den videnskablige kulturs opbygning og dynamikker, herunder den videnskabelige kulturs opsplitning i discipliner og disse discipliners indbyrdes forhold.

Kognitionsvidenskaben minder i sin helhed mest om en naturvidenskabelig videnskab, selvom den i sin tværfaglighed jo også arbejder meget med humanistiske videnskaber. Følgelig bliver der lagt mest vægt på videnskabsteori, der omhandler naturvidenskab.

Positivisme/analytisk filosofi

Positivismen(Comte, Bacon, Bentham, J.S. Mill) er en bevægelse, der opstår i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Dens kendetegn er en overbevisning om, at de empiriske videnskaber er de eneste metoder, vi har til at opnå sand erkendelse om verden, og at denne videnskablige erkendelse kan bringe samfundet til et mere oplyst stade. Det afgørende er et udsagns sandhed; at det kan kommunikeres direkte og verificeres af andre. Metafysik er således det, der ikke kan sprogliggøres og verificeres, og dermed er det meningsløst og selvfølgelig usandt. Filosofien bliver strengt begrænset til sprog- og begrebsfilosofi, som alene skal tjene til videnskabens smidiggørelse og fuldstændiggørelse. Den analytiske filosofi (Moore, Wittgenstein, Russell) er en sprogfilosofi, som på mange måder har samme dagsorden som positivismen i dens begrebsorienterede og antimetafysiske holdning.

Karl R. Popper

Popper var en tid med i kredsen omkring den logiske positivisme (Wienerkredsen i 1930'erne), og gør delvis op med denne. Hans bestræbelser er at redegøre for enheden i videnskaben, som han vil forankre i videnskabens metode. Popper problematiserer ikke sandhed som det afgørende for videnskab, men snarere den holdning der bliver bedrevet videnskab med. Han snakker om videnskab og pseudovidenskab, hvor videnskaben er den, der har en indbygget mulighed for at blive falsificeret. En teori skal være dristig og udtale sig så præcist om virkeligheden, at man skal kunne forestille sig en situation, hvorunder den ville blive falsificeret. Hvis en teori altid kan forklare alt, dvs. selv to udfald som gensidigt udelukker hinanden, så er den uinteressant; han tænker specielt på Freuds psykoanalyse og Marx' klasseanalyse.

Popper efterstræber at forene al (ægte) videnskab i en metode/holdning, men afviser, at ens videnskablige viden kan være absolut, og understreger, at man altid er forudindtaget i sin videnskabelige holdning; at man ikke bare kan være en objektiv observatør (som positivisterne hævdede), men at man principielt har nogle kulturelle 'briller' på.

Thomas Kuhn

Er meget lidt idealistisk på videnskabens vegne. I stedet for at lade en teoris teoretiske indhold være det primært karakteristiske taler han om en teori med dertil hørende skole være karakteriseret ved dens faglige matrix, som udgør paradigmets indhold. Således fokuserer han meget mere på, hvordan videnskabens sociologiske dynamikker er snarere end, som den tidligere videnskabsteori gjorde det, det teoretiske indhold.

Den faglige matrix består af:

1) forbilleder: Konkrete løsninger på problemer som kommer til at være mønstereksempler på, hvordan man løser problemer, og fremtidige problemer bliver så vidt muligt forsøgt anskuet som disse problemer og søgt løst på samme måde. Det blik man har på verden, søger altså efter fænomener, der kan tolkes i overensstemmelse med paradigmets mønstereksempler.

2) metafysiske komponenter: Antagelser om virkelighedens egentlige beskaffenhed f.eks. den atomare materialisme som hævder, at alt i bund og grund består af atomer, og hvis et fænomen ikke kan reduceres til det atomare niveau, antager man at fænomenet ikke er virkeligt, da det strider mod paradigmets grundlæggende model for virkeligheden - dets metafysiske komponent.

3) Symbolske generalisationer: f.eks Netwons lov f=m*a, der udtaler sig eksplicit om forholdet mellem forskellige størrelser i paradigmet, og disse symboler er de kernesymboler, der anvendes i paradigmets interne kommunikation. Kuhns opfattelse af disse kernesymboler er skærpet således, at man ikke kan benytte dem, uden at vide hvordan man skal afgrænse elementerne (f.eks. f, m og a) og anvende dem i praksis, hvilket knytter de symbolske generalisationer uløseligt til forbillederne og studietiden i det hele taget, hvor man programmeres af en masse uudtalt viden, der implicit doceres i ens møde, med den videnskabelige kultur man er elev i. Altså: Disse symboler står ikke alene, og skal ses i sammenhæng med den videnskabelige kultur som helhed. Faktisk benytter Kuhn kognitionsvidenskaben som garant for sin argumentation, når det gælder den uudtalte viden, man præsenteres for i mønstereksemplerne. Man programmeres helt ned på det neurologiske plan til at percipere verden på en bestemt måde, sådan at den fremtræder i overensstemmelse med paradigmets virkelighedsopfattelse (red. Schmidt 2001).

Når man så har et etableret videnskabeligt samfund, vil individerne i dette deltage i en "normalvidenskabelig periode", hvor man forsøger at anvende paradigmet på stadig nye områder. F.eks. blev Freuds psykoanalyse også brugt til at analysere litteratur og billedkunst, ligesom kommunismen kunne analysere kunst ud fra klasseinteresser. Et paradigme prøver at reducere andre videnskabelige paradigmer og subsummere dem under sig selv. Kuhn taler også om videnskabelige revolutioner, som finder sted, hvis et paradigme mister sin tidligere tilsyneladende forklaringskraft/evne til at løse gåder. Symptomerne på denne mangel var en ophobning af anomalier, der skulle nå et omfang, der kunne modarbejde trangen til at holde fast og forsvare paradigmet - en ikke uanselig kraft.

Hvad er en videnskabelig 'disciplin'?

Indkredsning af begrebet 'en disciplin' er centralt for videnskabsteorien, og dette er specielt interessant i denne opgave, da den omhandler tværfaglighed, og så er det jo nyttigt at vide, hvad det er, der arbejder sammen. Desværre viser det sig, at dette ikke er en let opgave. Den følgende diskussion er inspireret af introduktionen til antologien 'Science and Philosophy - integrating scientific disciplines' (red. W. Bechtel, 1986).

Ifølge Bechtel er der tre typiske måder at karakterisere en 'disciplin' på: Den af videnskaben studerede genstand; de involverede kognitive aktiviteter; de sociale og institutionelle organisationer.

Den studerede genstand er nok det mest almindelige at karakterisere en disciplin ved men langt fra problematisk. Ofte indgår en genstand i flere discipliner blot på forskellig måde; det afhænger af hvilket snit man har lavet i virkeligheden, og hvordan den interne dynamik er i dette snit.

En disciplin karakteriseret ved dens kognitive aktivitet er en karakteristik, der indeholder mere end bare en disciplins teoretiske doktriner. Det omhandler i høj grad de kognitive værktøjer, der benyttes inden for problemløsningen i en disciplin. Mere traditionelt karakteriserer man en videnskab ved dens teori. I det omfang det overhovedet kan lade sig gøre, kunne f.eks. fysik defineres som den disciplin der indeholder Newtons love, men problemet er her, at teorierne indenfor en disciplin kan ændre sig men disciplinen være bibeholdt.

En anden karakteriserende kognitiv aktivitet kunne være den indforståethed, en gruppe mennesker, der undersøger et bestemt område, udviser. En sådan gruppe mennesker har en tendens til at definere bestemte elementer, der opfattes som fakta, selvom disses eksistens i princippet kan drages i tvivl. F.eks. taler Freud om 'det ubevidste' og 'fortrængninger', og arbejder både teoretisk og praktisk med disse, og dog problematiseres disse 'fakta' af mange andre. Endvidere anvendes indforståede metoder, som forventes brugt ved løsning af problemer. Egentlige teorier og love kan indgå, men er ikke altid konsekvent til stede.

En tredje metode til at indkredse en disciplin kunne være at antage og beskrive problemers genealogi og lade det resulterende materiale være grundlag for at definere disciplinen. Dette kunne afstedkomme en mere fleksibel model, som ikke lader sig rive i stykker, bare fordi en disciplin ændrer metode, teori eller fokus på genstandsområde. Det centrale bliver her ikke kun disciplinens genstandsområde og problemer, men også metoder, teknikker og teoretiske værktøjer der benyttes til at løse problemer. Det man, som aspirerende videnskabsmand, skal tilegne sig, er ikke bare abstrakt teoretisk viden, men en hel 'mesterlære'. Her tilegnes; traditionernes praktiske måde at anskue verden og problemer på, de metoder og teknikker der accepteres som måder at løser problemer på og hvordan viden præsenteres for andre (udformning, argumentationsmåde og indhold af artikler) - ganske ifølge Kuhn.

En karakteristik af discipliner på baggrund af institutioner er heller ikke tilstrækkelig, da f.eks. universiteternes inddeling i institutter ved nærmere eftersyn også viser sig at være arbitrær. Forskellige universiteter inddeler institutter meget forskelligt, og en forsker ansat på et bestemt institut beskæftiger sig langt fra nødvendigvis strengt med stof, der ligger under instituttets domæne.

En sidste og sammenfattende måde at opfatte discipliner på kan være, at opfatte dem i genealogisk perspektiv, altså som historiske individer der bliver født, opretholder sin egen eksistens, skaber afkom og - eventuelt - dør. De tidligere omtalte karakteristika (genstand, kognitive aktiviteter, institutioner og problemstillinger) kan således opfattes som egenskaber ved disse individer, sådan at det kan være et hvilket som helst af disse karakteristika, der er årsag til, at disciplinen ændrer status på et givent tidspunkt i dens livshistorie.

Disciplin som menneskeskabt

Besværlighederne med præcist og entydigt at definere en disciplin, kunne tyde på, at disciplinerne ikke er noget naturgivet. En etableret disciplin kunne virke som en tentativ synsvinkel på en problemstilling, som man kun af sentimentale årsager skulle forsøge at ophæve til noget absolut. Når man har en disciplinopdelt akademisk tradition, må man stille sig selv det spørgsmål, om man kan forvente, at denne tradition dækker alt, hvad der er at dække, eller om der er uproblematiserede områder, som ikke kan beskrives indenfor nogen af de enkelte discipliner. Hvis dette er tilfældet, kunne det være et vægtigt argument for tværfaglighed, da man i den tværfaglige bestræbelse højst sandsynligt vil have et mere vågent øje for uberørte områder.

Men hvordan ser det ud med denne tværfaglighed? Et problem kunne være en slags stammementalitet, nationalisme eller etnocentrisme indenfor de enkelte discipliner. Enhver der har gået på et dansk gymnasium i nyere tid, ved at dette ikke er et ukendt fænomen mellem den matematiske og sproglige linje; for ikke at tale om mellem fakulteterne på danske universiteter. Enhver der deltager i denne stammementalitet, indeholder mere eller mindre implicit et videnskabssyn, som har fældet en dom over ens egen videnskabelige tradition som overlegen i forhold til en anden. Det er klart, at man ikke skal kaste sig ud i tværfaglighed for tværfaglighedens egen skyld, eftersom der bestemt også kan være problemer ved tværfaglighed. Det eneste gyldige svar på dette problem må være, at undersøge hvorvidt disciplinopdelingen er fyldestgørende, og hvorvidt der er kommet god videnskab ud af faktisk tværfagligt samarbejde.

Kognitionsvidenskab som tværfaglig bestræbelse

Kognitionsvidenskaben var fra begyndelsen eksplicit tværfaglig. Den opstod som en reaktion på behaviorismen, der udelukkende beskæftigede sig med stimuli-respons-modeller, og så at sige havde sat en stor fed parentes, om hvad der skete mellem stimuli-respons; en parentes som de principielt og metodologisk nægtede at hæve.

Figur 1 (1)kybernetik, (2)neurolingvistik, (3)neuropsykologi, (4)simulation af kognitive processer, (5)computitionel lingvistik, (6)Psykolingvistik, (7)filosofisk psykologi, (8)sprogfilosofi, (9)antropologisk lingvistik, (10)kognitiv antropologi (11)hjernens evolution
Det var netop denne parentes, der blev genstanden for den første kognitionsvidenskab. Man begyndte at opstille hypoteser for hvordan kognitionen virkede, og til dette formål har man gennem tiden brugt: neurologi, psykologi, lingvistik, computermodeller (kunstig intelligens), antropologi og filosofi. Til forskellige tider har forskellige discipliner været i fokus, og den kognitionsvidenskabelige bevægelse har båret meget præg af seminarer snarere end veletablerede og permanente institutioner. I nyere tid har teknologien tilladt overvågning af levende væv, som har øget viden om det neurologiske niveau enormt. Tidligere måtte man holde sig til læsioner af dyr og undersøgelser af hjerneskadede patienter for at skaffe sig det nødvendige empiriske materiale om nervesystemet og dets funktion. Alle disse meget forskellige discipliner har på en eller anden måde skulle samle sig i en fælles diskurs/et fælles sprogspil for at samarbejde om at undersøge behaviorismens parentes, hvilket der er kommet megen interessant videnskab og videnskabsteori ud af.

Tværfaglig videnskabsteori

Som Kuhn gjorde opmærksom på, vil en disciplin altid forsøge at ekspandere så meget som muligt. Men hvordan så lave en tværfaglig videnskab som ikke er en disciplin, men netop en samling discipliner hvis område og metoder skal afpasses, sådan at det samlede disciplinaggregats effektivitet og anvendelse optimeres. Her går det altså ikke, at neurologien bestræber sig på at reducere det psykiske niveau til ren neurologi, hvilket ville eliminere psykologien som selvstændig disciplin.

Kognitionsvidenskaben har altså et objekt, nemlig kognition, men mange 'briller'. For at anskueliggøre dette kunne man nævne, at kognitionsvidenskaben blandt andet bruger neurologi, som alene har syv niveauer med dertil hørende relativt selvstændige discipliner, nemlig: molekyler, synapser, neuroner, simple netværk, netværkskort, subsystemer og teorier for det samlede centralnervesystem. Når man dertil lægger den fænomenologiske, psykologiske, og populationsstrukturelle dimension af kognitionsvidenskaben, bliver det klart, at tværfaglighed er en ekstremt central del af kognitionsvidenskaben, og at det er nødvendigt videnskabsteoretisk at problematisere og forsøgsvis løse de problemer der opstår i tværfagligt regi. Eksempler på løsningsforsøg er emergens- organisationsniveau- og bridgelawteorien, hvorfor disse gennemgås i det følgende:

Emergens

I hvilket forhold står de forskellige videnskaber til hinanden? Hvilken grænseflade er der mellem forskellige videnskaber? Af ovenstående diskussion vedr. definitionen af en disciplin er det klart, at der ikke er et simpelt svar på dette, men man kan imidlertid sige noget interessant om videnskabers afgrænsning og forhold til videnskaber, der ligger i periferien af hinanden. I 60'erne og 70'erne opstod matematiske teorier, som kaldte sig selv nonlineær matematik eller kaosteori. Man undersøgte simple systemers evne til selvorganisering over tid, og iagttog, at disse systemer udviste delvist uforudsigelige egenskaber på højere niveauer. Disse regelmæssigheder på højere niveauer unddrager sig reduktion til de lavere niveauer, og kræver en selvstændig forklaring, der ikke uproblematisk kan udledes af grundbestanddelene. Dette kunne måske være en analogi til forholdet mellem videnskaber på forskellige niveauer. F.eks. kan man ikke forudsige molekylers egenskaber bare på baggrund af det periodiske system, og man kan heller ikke udlede Darwinismen af kvantefysikken! Man bliver nødt til at iagttage systemerne og tage dem seriøst på hvert deres niveau. Man taler om, at højere organisationsniveauer emergerer ud af lavere organisationsniveauer. Et organisationsniveau vil ofte være afgrænset ved at være en selvstændig disciplin, f.eks. biokemi der emergerer ud af organisk kemi.

Bridge-law

Hvad er så forholdet mellem niveauerne? Det er netop dette spørgsmål, som kognitionsvidenskaben har måtte forholde sig til. Hvor går grænserne mellem de forskellige organisationsniveauer, og hvad er forholdet mellem de forskellige niveauer? Man har kaldt forholdet mellem forskellige fænomener på de forskellige niveauer for "bridge laws". Hvis det er muligt at reducere et niveau til et andet, har det vist sig, at denne bridgelaw var et en-til-en forhold niveauerne imellem. Men har det vist sig, at der godt nok er en sammenhæng mellem fænomener på to niveauer, men at dette forhold ikke er et trivielt en-til-en forhold, har man måtte forholde sig til at undersøge og beskrive denne fænomenkorrelation så godt og udtømmende som muligt. Henri Atlan er en biolog, der har forsøgt at klargøre dette problem, og han er fortaler for en svag reduktionisme, som indebærer, at man, af praktisk-metodiske årsager, forsøger at reducere så meget som muligt, men at man skal acceptere, at det ofte ikke er muligt, og at man i så tilfælde må nøjes med at beskrive denne bridgelaw så præcist og udtømmende som muligt.

Det, der indenfor kognitionsvidenskaben har voldt flest overvejelser, er springet fra det fysiske til det psykiske, altså forholdet mellem det højeste fysiske niveau og det laveste psykiske niveau - neurologien og psykologien. Hvornår mener man at have en sammenfattende model, der indeholder både en neurologisk og psykologisk redegørelse for et og samme fænomen? Man antager, at der findes en underliggende arkitektur i systemet som sådan, og denne grundlæggende systemstruktur forventer man skinne igennem i både den neurologiske og psykologiskes models arkitektur.

 

Figur 2 Kognitivistisk model, der opfatter kognition som informationsbehandling. Pile angiver informationsflow og kasserne angiver processering af bestemt datatype.

For at anskueliggøre hvad der kan menes med "arkitektur", kan nævnes to eksempler, som hver især er meget omtalte men i princippet dybt forskellige. Den tidligste kognitionsvidenskab, som man nu kalder kognitivisme, opfattede som nævnt hjernen/nervesystemet som et, i bund og grund, informationsbehandlende organ. I kognitivismen bruger man computeren til at simulere dette organ, og forestiller sig at den i hjernen behandlede information består af symboler, der repræsenterer intentionelle begreber, dvs. at de peger på noget bestemt i den ydre verden, og dette gør symbolerne og behandlingen deraf adfærdsorienterende og udgør symbolets betydning. En udbygning af denne teori er funktionel segregation, hvilket betyder at der er associeret bestemte typer af informationsbehandling til bestemte afgrænsede områder i hjernen. En teori vil, med denne opfattelse af nervesystemet, kunne illustreres som elementer forbundet med streger, hvor elementerne er forskellige specialiserede processorer, som er forbundet på sindrig vis, og forbindelserne tænkes at være informationsbærende ledninger, der forbinder processorerne i et netværk. Der kan også findes evolutionære pointer med at postulere denne model, da det fra et evolutionært perspektiv synes hensigtsmæssigt, at forskellige funktionelt afgrænsede områder kan ændre sig, uden at det får fatale konsekvenser for andre afgrænsede områder og dermed andre afgrænsede funktioner.

 

Et alternativ til denne model er neurale netværk, indenfor et paradigme kaldet konnektionisme som hverken arbejder med eksplicitte repræsentationer der behandles serielt eller funktionel segregation, hvilket antydes i dets navn, nemlig: "parallel distributed processing" (PDP).

Figur 3 Laget mellem input- og outputlaget i neurale netværk består af ensartede simple enheder, hvis konfiguration på systemniveau kommer til at virke informationsbehandlende. Indre repræsentationer ligger implicit i mellemlaget.

Denne model er inspireret af nervesystemets opbygning i de lange celler, kaldet neuroner. I et neuralt netværk - både computermodellen og et biologisk - lagrer netværket information i sig, ved at hver neuron kan indstille sine forbindelser til sine nabonerveceller, også kaldet at neuronet kan vægte sine forbindelser til nabonervecellerne. Disse vægte indstilles dynamisk over tid på baggrund af feedback. Repræsentationerne er implicit lagret i netværkets, dvs. vægtenes, konfiguration.

Ovenstående modeller er interessante, fordi de forsøger at tilnærme sig problemet om kognition på ægte kognitionsvidenskabelig vis fra to sider med bestræbelsen: Modellen skal på den ene side kunne give en tilfredsstillende input-outputbehandling (som behaviorismen), men den skal også afdække arkitektoniske aspekter ved systemet - igen både informationsteoretisk, men også fysisk-neurologisk.

Et problem ved kognitivismen og idéen om at symbolerne er intentionelle, er at denne kun kan virke, når symbolerne er indbyrdes afpassede og hensigtsmæssige. Hvis systemet ændrer sig lidt, f.eks. som følge af en skade på et symbol, skades hele systemets samlede virke permanent. De selvorganiserende systemer virker anderledes smidige, og ligner på dette punkt naturlige systemer, mere end kognitivismens gør det. I et selvorganiserende system i ligevægt har delene en bestemt funktion, men hvis der indtræder en ændring, indfinder der sig en ny ligevægt, hvor delene pludselig spiller en anden rolle globalt, selvom de enkelte elementer lokalt har bibeholdt de samme egenskaber som fra første ligevægt.

Det virker ikke som om at hverken kognitivismen eller konnektionismen har afsløret hvordan kognition egentlig virker, men begge paradigmer har bidraget med interessante resultater, og måske kunne man tænke sig, at der er behov for begge modeller for at komme en kognitiv forklaring nærmere.

Selvom tværfaglighed på ingen måde er et nyt fænomen, er det alligevel interessant at se, hvordan kognitionsvidenskaben forsøger at bygge bro mellem så forskellige genstandsområder som psykologi og neurologi. Når disse to forskellige videnskaber skal arbejde sammen og beskrive en fælles genstand med hver sin videnskabelige tilgang, bliver disciplin-/paradigmeproblemerne åbenbare og en løsning må findes, f.eks. i form af TD-modellen, som følgende afsnit omhandler. Det er derfor, at kognitionsvidenskaben er interessant videnskabsteoretisk. Når kognitionsvidenskabens videnskabelige praksis skal udføres, er man nødt til at tage stilling til fundamentale problemstillinger som: reduktionisme/emergens, paradigme-barrierer, forholdet mellem naturvidenskab og humanioras genstand og metode osv.

Et praktisk eksempel:

Neurobiologiske modeller

- at relatere kognitive og neurale beskrivelser vha. ´Squeeze´

David Marr var den første til at formalisere denne metode, der ved hjælp af computerprogrammering kunne danne bro mellem de forskellige discipliner i kognitionsforskningen. Metoden går ud på at relatere sprogbrugen og beskrivelserne indenfor komplementære videnskaber ved at lade dem konvergere i et fælles vokabularium - i praksis konkretiseret i et programmeringssprog. Det formelle computersprog bliver således konvergenspunkt og succeskriterium i denne tværvidenskabelige brobygning: de enkelte discipliners beskrivelser og modeller, af hvad man går ud fra er det samme fænomen, præciseres så meget, at det er muligt at lave programmer over dem, og hvis man ender med to ækvivalente modeller, fra f.eks. en psykologisk og en neurologisk vinkel, er projektet lykkedes. Neurobiologiske modeller falder almindeligvis i to klasser, hvor den ene koncentrerer sig om organisationen på det enkelte neurons niveau, og den anden tager sig af det samlede nervesystems adfærd. Vi skal i det følgende se nærmere på tilblivelsen af en model af sidste type, hvor tre discipliner samarbejder om at skabe en fælles forståelse af centralnervesystemets (CNS) forudsigelse af belønning.



Adfærd og tilpasningsevne

I lyset af neurovidenskabens landvindinger kunne man hurtigt få det indtryk, at adfærdsbeskrivelsen var uden større betydning for neurobiologisk modelbygning, hvilket dog langt fra er tilfældet. Selv på et tidligt stadium i undersøgelsen af et kognitivt/ neurologisk fænomen må man forudsætte, at forskerne ved, hvilken adfærd organismen udviser i forbindelse med den pågældende kognitive aktivitet. Dette er der intet mystisk ved, hvis man går ud fra, at formålet med den kognitive aktivitet, ja måske nervesystemet overhovedet, er udformningen af konkret adfærd (Damasio 1999). Selv i et strengt neurologisk forsøg, som f.eks. en PET-scanning af de involverede områder i forbindelse med en bestemt talehandling, er der et element af adfærdsbeskrivelse; hvis ikke forsøgspersonen rent faktisk taler under forsøget, er scanningen værdiløs.

I dette perspektiv er adfærdsbeskrivelsen neurologiens livline foruden hvilken, man snart ville ende i en højt kvalificeret solipsisme. Der er derfor også meget at hente i en grundig adfærdsbeskrivelse forud for den egentlige undersøgelse af de kognitive omstændigheder. I forbindelse med tilblivelsen af en neurobiologisk model af dyrs og menneskers forudsigelse af belønning ville det således være nærliggende at præcisere begreber som beslutningstagning, indlæring og adfærdsændring rimelig tidligt processen. Sagen er den, at man i adfærdsforskningen har fundet ud af, at selv hvirvelløse dyr er i stand til at ændre deres adfærd, hvis de tilpas mange gange udsættes for forudsigelsesfejl. Et eksperiment med gravehvepsen illustrerer forholdet mellem genetisk determination og kognitiv fleksibilitet. Gravehvepsen som fodrer sit afkom med larver, følger under normale omstændigheder et nøje fastlagt mønster for selve fodringen: hvepsen ankommer med en larve til det hul, den har gravet til sit afkom, stikker derefter hovedet ned i hullet, trækker hovedet op igen, og skubber larven ned i hullet. Eksperimentet går så ud på, at man, hver gang hvepsen kommer med en larve, fjerner denne, i det hvepsen stikker hovedet ned i hullet, for at se om hvepsen er i stand til at ændre sin adfærd på dette punkt. Det overraskende resultat var at hvepsen, efter at have mistet larven ca. 50 gange, holdt op med at stikke hovedet ned i hullet, hvilket tyder på, at den er åben for indlæring som følge af forudsigelsesfejl (Bechtel 1986).

Et sådant eksperiment, hvor banalt det end måtte virke, hjælper os med at definere forudsigelsesfejl, indlæring og adfærdsændring. Vi mangler i denne forbindelse kun at indkredse beslutningstagning og belønning, hvilket her skal gøres ganske kort. Beslutningstagning er både en filosofisk disciplin men også et styrende princip i de fleste organismers adfærd, og spørgsmålet er selvfølgelig, i hvilken udstrækning der er identitet her imellem. Definitionen på en beslutningstagning afviger dog ikke meget, og vi kan som udgangspunkt sige, at det handler om et valg mellem mindst to alternativer, der gerne skulle falde så favorabelt ud for beslutningstageren som muligt. Belønning som er den direkte konsekvens, man forventer af en beslutning, kan give flere problemer; enten involverer beslutningen slet ikke belønning, måske kommer belønningen først langt senere, eller også står belønningen ikke mål med anstrengelserne. Dette er problematisk, fordi det er svært at sige i hvilken udstrækning en given organisme er bevidst om, og reagerer på disse faktorer. Eksemplet med gravehvepsen viste, at selv insekter er i stand til at ændre deres adfærd som følge af forudsigelsesfejl, og altså kan vi kalde hvepsens adfærd for beslutningspræget. Man kunne indvende, at der i hvepsens tilfælde ikke er tale om en ´rigtig´ beslutning men kun en omkodning af adfærden, hvilket måske også er reelt nok, hvis man med beslutning forstår et fuldstændig indetermineret valg mellem to lige sandsynlige alternativer. Vi skal dog her huske på, at en sådan beslutningstagning formentlig aldrig har fundet sted (undtagen i filosoffernes tankeeksperimenter der gerne abonnerer på en, mere eller mindre implicit, ´frihed´), og måske slet kan finde sted (Damasio 1999).

For at sammenfatte begreberne kunne man sige, at beslutningstagning hviler på en forudsigelse af belønning, og så længe belønningen overstiger anstrengelserne, er der ingen grund til at ændre på noget. Hvis belønningen så af en eller anden grund ikke svarer til det forventede, er der tale om en forudsigelsesfejl, som kan give anledning til en ændring i adfærden (beslutningsprocessen). Dette kan karakteriseres som en form for indlæring, hvis direkte formål er at ændre de forudsigelser af belønning, som finder sted under en beslutningstagning.

Dopamin og belønning

I 1954 gjorde James Olds og Peter Milner en interessant opdagelse med hensyn til hjernens rolle i forbindelse med belønning. I et forsøg med rotter havde de placeret elektroder i det mediale forhjernebundt, som rotterne selv kunne udløse med en pedal i deres bur. Det viste sig hurtigt, at når rotterne havde lært at benytte mekanismen, foretrak de denne selvstimulation frem for føde, og kunne blive ved med at træde på pedalen i timevis, indtil de faldt om af udmattelse eller sult. Senere fandt man ud af at ´fornøjelsescentrene´ i det mediale forhjernebundt var afhængig af dopaminforbindelser i midthjernen til områder i forhjernen, især nucleus accumbens som er det egentlige belønningscenter (Gade 2003).

Udover forsøget med rotter er der to andre eksperimentelle beviser på den rolle, dopamin spiller i hjernens repræsentation af belønning. Bedst kendt er nok amfetamin og lignende stoffers euforiske virkning, som skyldes at de blokerer for genoptagelsen af dopamin i synapsen, sådan at mængden af dopamin i synapsekløften stiger over en kort periode. Mindre kendt er virkningen af et stoffet haloperidol, der blokerer dopaminreceptorerne, og fører til en udslukning af adfærd, der rent faktisk bliver belønnet. Dette tyder på at dopamin spiller en afgørende rolle, ikke bare i repræsentation af belønning, men også for tilblivelsen af adfærd.

En serie eksperimenter af Wolfram Schultz har ydermere vist dopamin-neuronernes betyding for indlæring ved hjælp af enkeltcelle-afledning i relevante områder. Eksperimentet gik ud på at måle aktiviteten i nogle dopamin nuclei hos aber under indlæring af forskellige opgaver. Med hensyn til neuronernes fyring kunne man inddele denne i tre faser som indlæringen skred fremad, og aberne blev bedre til opgaven. I starten fyrede dopamin-neuronerne kun, når aberne modtog den naturlige belønning, som i dette tilfælde var mad (naturlig belønning er f.eks. berøring, sex, føde el. nyheder, også kaldet primære forstærkere, mens de stimuli som er forbundet hermed kaldes sekundære forstærkere). Senere i forløbet fyrede dopamin-neuronerne allerede ved de sekundære forstærkere - en lampe der indikerede en kommende belønning - men viste ingen ændringer ved den primære belønning (forstærker). Den sidste fase opstod, hvis der til den naturlige belønning var knyttet to eller flere sekundære forstærkere med indbyrdes forsinkelse, ved at neuronerne skiftede fra at fyre som konsekvens af belønningen til kun at fyre ved den tidligste sekundære forstærker.

Uforudsigelighed er altså en udløsende faktor, når hjernen skal reagere på en naturlig belønning, for så snart en sekundær forstærker er blevet forbundet med den naturlige belønning, er det den der bliver belønnet. Der finder således en indlæring sted, som man passende kan kalde en betingning. De sekundære forstærkere indlæres, og fremmer dermed den adfærd som er rettet mod den naturlige belønning, ved at virke som et globalt forstærker-signal der tillader neuronerne at forblive aktive mens den primære eller sekundære forstærker stadig er tilstede. Belønnings og indlæringsmekanismerne er selvfølgelig meget mere komplicerede end som så, men det skulle gerne være muligt på baggrund af denne korte introduktion, at se forbindelsen til adfærdsforskernes begreber om forudsigelse af belønning, forudsigelsesfejl og tilpasningsevne.

Syntese i TD-model

Som tidligere nævnt var det i computerteknologien, at man så muligheden for at skabe en fælles forståelse af de kognitive fænomener. Et interessant spørgsmål der uvilkårligt vil rejse sig i denne forbindelse er på hvilken måde, og på hvilket niveau, et computerprogram er i stand til at forbinde de forskellige beskrivelser. Vi har kort stiftet bekendtskab med adfærdsbeskrivelsens og neurologiens bud på, hvad belønning og forudsigelse er for størrelser, og vi skal i det følgende se hvordan de to kan forenes i en computerteori kaldet 'method of temporal differences' (TD).En problematik man er nødt til at forholde sig til, er hvordan de to beskrivelser forholder sig til hinanden, hvilket gøres fuldt ud i TD-modellen.

Tentativt kunne man sige, at modellen på overfladen ligner en adfærdsbeskrivelse, mens programmøren på den anden side, skal kunne genkende den neurologiske beskrivelse i programmets styrende mekanismer. TD-modellen er altså nødt til at have flere organisationsniveauer, for at udgøre det ´squeeze´ vi nævnte tidligere. Det første niveau er neurologiens forudsigelsesfejl repræsenteret ved dopamin-neuronernes fluktuerende fyring. I computermodellen simuleres dette vha. kunstige neurale enheder, hvis forbindelse til andre enheder er følsom for ændringer i input. Takket være ´vægtninger´ og summering af input i denne non-lineære neurale enhed, er man i stand til at simulere en form for simpel indlæring. Det næste niveau udgøres af dynamisk programmering, som giver et system mulighed for at evaluere og forbedre sine handlinger i bestemte situationer. En bestemt tilstands valør udgøres af den gennemsnitlige mængde belønning, systemet er i stand til at forudsige, og ændringer retter sig altid efter at øge denne valør. TD-modellen er således i stand til at imødegå den udfordring, at handlinger kan have forsinkede konsekvenser, og det sidste fjerde niveau, modellens samlede adfærd, simulerer i det store og hele de beskrivelser vi mødte ovenfor.

Organisationsniveauer i hjernearkitektur

Det spørgsmål, der skal tages stilling til i dette afsnit, er spørgsmålet om organisationsniveauer i den neurale arkitektur; under hvilke omstændigheder opdages eller konstitueres disse? Når vi har afsat et helt afsnit til at besvare dette spørgsmål, skyldes det i høj grad, at en naiv realistisk beskrivelse ikke længere forekommer plausibel.

Som allerede nævnt, inddeles hjernen normalt i syv organisationsniveauer: molekyler, synapser, neuroner, netværk, kort, systemer og det samlede CNS (Bechtel & Graham, 1999). Hvis vi skal bevare nogen som helst tillid til neurologien, er vi nødt til at tro på, at disse niveauer rent faktisk er niveauer i hjernen, og ikke bare tilfældige opdelinger opkastet i neurologiske beskrivelser. På den anden side ved vi også godt, at iagttageren ikke er uden betydning i det videnskabelige arbejde, og at en måling har en tendens til at påvirke det målte system. I det følgende vil vi se på de elementer der indgår i den videnskabelige tegnproces under beskrivelsen af organisationsniveauer.

De første elementer vi støder på er hjernen og forskeren. Uden yderligere introduktion kan vi vist godt afsløre, at der på dette punkt kun er ét eller højest to beskrive-niveauer; nemlig det samlede CNS´ funktioner og måske en fornemmelse af en vis funktionel segregation. Den ældste gren af neurologien - neuropsykologien - studerede netop hjernen uden videre forudsætninger, og fandt, takket være uheldige personer som Phineas Gage (1848), frem til, at hjernen måtte være opdelt i separate funktionelle områder. Ved brug af mikroskopet kunne man endvidere lokalisere nogle af disse områder, og obduktion af afatiske patienter ledte til opdagelsen af Brocas og Wernikes områder. Hermed var det tredje element indført i ´hjerneforskningen´ nemlig brugen af måleapparater eller instrumenter. I 1909 kunne man således støde på Brodmanns cytoarkitektoniske kort over den menneskelige kortex, og endnu et organisationsniveau var opdaget - det neurale. Det tredje element er altså i første omgang mikroskopet, der virker som en direkte forlængelse af øjet, hvorved der sker en umiddelbar forlængelse af kroppens grænseflade. Grænseflade skal her forstås som kroppens oplevede grænse mod verden, som projiceres frem for os som en skærm (May 1997), hvilket kan forklares med ét ord; omverden. Mikroskopet udvider altså forskerens omverden ved at strække kroppens grænseflade i en bestemt retning. Instrumentet indlejres gradvist i grænsefladen, og bliver ideelt set en usynlig forlængelse af den naturlige perception.

Forsker(mikroskop) Objekt

Den direkte tilgang synes på dette punkt uforstyrret, eller endda befordret af instrumentet, men med fremkomsten af måleapparater kompliceres hele affæren betydeligt. Med måleapparatet bliver det pludselig tydeligt, at der er noget der virker i forlængelse af forskeren. I den relativt simple målemetode, elektroencefalografi (EEG), afslører de involverede elementer sig for os. Måleapparatet, som anvendes ved EEG, foretager nemlig en transformation af det målte over i en anden region af forskerens perceptuelle system. Hvis EEG skulle have været en instrumentel udvidelse af grænsefladen, som mikroskopi, skulle den udelukkende have forstærket de elektriske spændingsforskelle i hovedbunden, sådan at forskeren kunne mærke disse på sin egen krop. Man kan sagtens forestille sig, hvordan en sådan forstærkerhandske efter et stykke tid ville optages i kroppens grænseflade ligesom briller og høreapparater bliver en, for det meste, usynlig del af mange menneskers hverdag. Men EEG involverer altså en transformation af det målte, som ikke finder sted i forskerens bevidsthed men i selve måleapparatet. Tilvirkningen af måleapparatet er derfor langt fra tilfældig, men derimod nøje bestemt af den viden der gives om objektet, og den diskurs der etableres omkring det - forskeren er nødt til at vide hvad der er på spil. I det mindste i måleapparatets tilblivelsesfase må vi forudsætte en vis gennemskuelighed, hvilket ikke forhindrer at en assistent senere hen, kan benyttet apparatet korrekt takket være en procedural viden.

Forsker Måleapparat(transformation) Objekt

I modsætning til instrumentet strækker måleapparatet ikke kroppens grænseflade, og en udvidelse af omverdenen er alene teoretisk. Dette har stor betydning for genkendelsen af genstande som bliver en langsom og besværlig proces. Hvis man vil vide hvordan vores hjerne arbejder under normale omstændigheder, behøver man bare at åbne øjnene: genstandene er der med det samme. Den materialistiske forklaring på dette lille trick afviger sjældent meget; det er de virkelige substanser, vi mennesker er vidne til. Efter at de klassiske empirister havde dissekeret genstandene, var der imidlertid ikke meget af substansen tilbage, højst en 'skal' af egenskaber vi måtte gætte på rummede en substans. Når det er værd at nævne dette, skyldes det, at vi i dag kan give et kvalificeret bud på, hvorfor vi er vidne til en genstandsverden, når den eneste forbindelse vi har til omverdenen, er sanserne, som kun kan registrere egenskaber.

Ontologiske status af 'Genstandsverdenen'

Hele vores sensoriske system er simpelt hen rettet mod denne fremstilling af genstande, hvilket bl.a. bekræftes af tilstedeværelsen af bimodale neuroner, hvis eneste formål er at understøtte receptionen af stimuli. Bimodalitet henviser til, at kvalitativt forskellig information kan behandles af det samme neuron, og modtages i et enkelt hjerneområde. I det bimodale neuron sker der en forstærkning og dermed en fortolkning af stimulussen for at understrege at her er der en genstand på spil. Berøvet lugtesansen smager maden pludselig ikke af noget, hvilket i grunden er mærkeligt, når nu smag og lugt er to helt forskellige kvaliteter. Men sagen er den, at alt retter sig mod genstanden og ikke vores eventuelle fornøjelse ved sansningen - det er prioritet at vi genkender bøffen, ikke at vi kan nyde bøf-smag eller bøf-duft. Vi benytter os rask væk af denne mekanismes fejlbarlighed i biografen; med fingrene i ørerne er gyserscenen ikke uhyggelig længere. Af dette bliver det også klart, hvorfor måleapparatet langt fra er befordrende for vores genkendelse af genstandende.

Hvor den instrumentelle observation var en udvidelse af grænsefladen, er målingen en reduktion af objektet. Måleapparatet er en avanceret form for ´putten fingrene i ørerne´, det er kun en enkelt kvalitet der måles på af gangen. Der sker en forstærkning, men også en transformation af det målte, som nødvendiggør en semiotisk kompetence, for at målingen kan siges at føje noget som helst til undersøgelsens genstand. Et EEG afslører derfor intet om testpersonens eventuelle hjerneaktivitet, med mindre forskeren eller assistenten er i stand til at ´læse´ den udskrevne graf. Læsningen - eller fortolkningen - af grafen er imidlertid ikke forsinket, sådan at forstå at forskeren skal lægge et arbejde i finde ud af, hvad det er, han har med at gøre. Måleapparatet er nemlig en del af forskerens semiotiske system, sådan at det kun overbringer informationer i form af allerede kendte tegn. Genkendelsen af det undersøgte objekt er således blevet en intellektuel affære af to grunde: for det første er der sket en reduktion af det målte, idet målingen ignorerer alle andre kvaliteter end den tilsigtede, for det andet er der sket en transformation af den målte kvalitet, så den nu repræsenteres ikonisk. Den bimodale genkendelse er med andre ord svækket, og genkendelsen af genstanden må gå andre veje end de sædvanlige.

Spørgsmålet om hvordan denne intellektuelle genkendelse forløber, kan Damasio måske hjælpe os med at opklare. I Descartes´ fejltagelse arbejder Damasio med noget, han kalder Phineas Gage-matrixen, som er en fælles symptomkerne forårsaget af en beskadigelse af præfrontalt væv. "Der er naturligvis forskelle i personlighedsprofil vedrørende denne matrix, når man sammenligner flere tilfælde. Men det ligger i syndromers natur, at de har en matrix, en fælles symptomkerne, og varierende symptomer uden om denne kerne." (Damasio 1999). Denne benævnelse, matrix, synes at bringe os et stykke videre, ved at give os nogle frugtbare associationer. Damasio ved som udgangspunkt ikke hvilket organisationsniveau Phineas Gage-matrixen virker på, men symptomkernen er ganske insisterende, og en række eksperimenter og målinger udkastes for at opklare mysteriet. Langsomt tegner der sig et billede af det niveau Gage-matrixen er lokaliseret på, og Damasio vil måske endda opleve sin teori gå fra matrix til syndrom. Når den instrumentelle
observation ikke er mulig, er substans ingen selvfølgelighed, af den grund vi har set ovenfor.

Hjernens genkendelse af genstande er polymodal, og et måleapparat understøtter ganske simpelt ikke denne funktion, fordi det henviser til noget uden for grænsefladen. Herude er den semiotiske kompetence alfa og omega, selvom den ikke kan overbevise alle, om at det rent faktisk er genstande, man har med at gøre. Et Bohr-citat som "bølgefunktionen er bare kridt på en tavle", udtrykker problematikken tydeligt. Fysikeren har bevæget sig langt ud over grænsefladen, og ikke engang i teorien er det muligt at indlemme dette organisationsniveau i vores perceptuelle omverden. I og for sig har Bohr ret, der er ingen kvantevirkelighed, for virkelighed er det, der ligger inden for grænsefladen, eller i det mindste tænkes at ligge inden for den. Fysikkens måleapparater er ekstreme, og alligevel forundres fysikerne over, at alt hvad der møder dem er egenskaber - skidtet kan jo knap nok kaldes for genstande! Peirce forsøger at redde disse grænsefænomener med en Humesk dissektion:

"… it is stated that we understand precisely the effect of force, but what force itself is we do not understand! This is simply a self-contradiction … Consequently, if we know what the effects of force are, we are acquainted with every fact which is implied in saying that a force exists, and there in nothing more to know."(Peirce 1958).

Tja, hvad mere er der at sige… måske, at en genstand er en genstand, når vi genkender den.

Som Atlan udtrykker det:

"i hvilket omfang er udskillelsen af flere forskellige organisationsniveauer inden for et integreret system noget, der 'objektivt' eksisterer? Er der måske i stedet for tale om, at udskillelsen er afhængig af de forskellige teknikker, der bruges i forbindelse med observation, eksperimentering og analyse, og alene giver os adgang til de forskellige niveauer?" (Atlan 1990).

Afrunding

Med kognitionsvidenskaben forekommer det, at discipliner er genealogiske domæner der forholder sig til sig selv og hinanden gennem svag reduktionisme, dvs. en teoretisk og altså ikke en ontologisk reduktionisme.

Ved genealogiske domæner skal forstås videnskaberne som praktisk afgrænsede i forhold til hinanden gennem genstand, kognitiv aktivitet, institution og kerneproblematikker, som omtalt i indledningen. Den svage reduktionisme er den teoretiske konstruktion, der forholder sig til emergens-problematikken og det urealistiske i at reducere niveauerne til hinanden. Den traditionelle - eller stærke reduktionisme, som insisterer på niveauernes en-til-en forhold afvikles idet man har erkendt emergens som et fundamentalt princip i organisations-hierarkier. Den svage reduktionisme er en selv-refleksiv størrelse, da den forholder sig til organisationsniveauer som forklaringsniveauer, hvilket afspejler den ontologiske besindelse.

Besindelsen består i den indsigt, at virkeligheden altid er en formidlet størrelse, altså en konstruktion der i større eller mindre grad kan fremstå overbevisende substantielt. Som vist ovenfor er substans bl.a. en funktion af nervesystemets modus operandi, som eksemplet med bimodale neuroner viste. Substans er noget vi skaber, og findes derfor ikke uafhængigt af os som iagttagere. Et relevant eksempel kunne være atomet, der ligger langt uden for vores grænseflade. Fysikeren kan kun måle enkelte af atomets egenskaber af gangen ved hjælp af forskellige apparater, hvilket forsinker atomets substantialitet. Kun i teorien samles atomets egenskaber til en substans, og spørgsmålet om dets ´virkelighed´ er suspekt, jf. Bohr og københavnerfortolkningen. Forskellen på at bruge organisations- og forklaringsniveau, er at termen 'organistationsniveau' har konnotationer der peger i retning af substanstænkning, hvor forklaringsniveau hentyder til det at objekterne ikke eksisterer hinsides vor erkendelse.

Kognitionsvidenskaben lægger sig i forlængelse af 18-1900-tallets disciplinopdelte videnskabelige tradition, og er således en forlængelse af disse discipliners genealogi, hvilket legitimerer kognitionsvidenskaben som videnskab i denne tradition. Den byder altså hverken på revolution mht. genstandsområde eller principielle måde at bygge teori på. Bruddet ligger i det specifikt tværfaglige aspekt, og det er dette der skal legitimeres, for så vidt som der foreligger et legitimeringsproblem. Bruddet er også med den rigide disciplinopdeling, der arbejder med discipliner som relaterende til et bestemt organisationsniveau. Praktisk set er der tale om genealogiske domæner, der samles i et fælles domæne - kognitionsvidenskaben. Forholdet mellem subdomænerne er ikke hierarkisk (fig. 1), men dynamisk kompletterende.

For at acceptere denne tværfaglighed som videnskab, skal man acceptere den svage reduktionismes teori om emergens og bridgelaws, og som det sås i eksemplet med td-modellen, er denne svage reduktionisme sagtens i stand til at bedrive interessant og relevant videnskab. Den svage reduktionisme er egentlig bedst karakteriseret ved sin metode, idet det pragmatiske perspektiv er stærk fremtrædende. ´Squeeze´ er en praktisk procedure, ikke en teoretisk påstand om et virkeligt eksisterende organisationsniveau mellem to andre. Den kognitionsvidenskab der benytter sig af dette ´squeeze´, viser os således, hvilken afgørende betydning den videnskabelige disciplin har for tilblivelsen af et organisationsniveau.

I forhold til den traditionelle videnskabsteori, synes kognitionsvidenskaben som en forlængelse af Kuhns paradigmeteori, i sin pragmatiske holdning til discipliners dynamikker, interne virkemåde og forhold til andre discipliner. Kognitionsvidenskaben kan således sagtens karakteriseres som et nyt paradigme, som blot har den besynderlighed, at være særdeles tværfaglig. Det eneste radikale brud med Kuhn, er hans påstand om paradigmers gensidige inkommensurabilitet (Schmidt 2001). Kuhn foreslog at man ikke kunne isolere et fænomen i et paradigme, og sammenligne det med et fænomen i et andet paradigme, selvom de blev benævnt ens, og overfladisk opfattet ens, f.eks. er massebegrebet i Newtons mekanik fundamentalt noget andet end massebegrebet i relativitetsteorien. Dette accepterer kognitionsvidenskaben ikke. Nok kan paradigmer ikke uproblematisk bringes i dialog, men det er principielt muligt, hvis man bare besinder sig på at undersøge forholdet mellem dem grundigt.

Afsluttende kan man konkludere, at disciplinen som genealogisk størrelse, har stor betydning for artikuleringen af det organisationsniveau som den beskæftiger sig med, og at organisationsniveauer derfor ikke er overhistoriske.

Litteraturliste

Atlan, Henri (1990): Myte eller videnskab - hvem har sandheden

Ask Århus



(red.) Bechtel, William & Graham, George (1999): A Companion to Cognitive Science

Blackwell Oxford



(red.) Bechtel, William (1986): Integrating Scientific Disciplines

Martinus Nijhoff Dordrecht



Damasio, Antonio R. (1999): Descartes´ fejltagelse

Hans Reitzel Kbh.



Gade, Anders (2003): Hjerneprocesser

Frydenlund Randers



May, Michael [red. Jørgensen, Keld G.] (1997): Anvendt semiotik

Gyldendal Kbh.



Peirce, Charles S. (1958): Collected papers of Charles Sanders Peirce

Harvard University Press Harvard



Schmidt, Lars-Henrik (2001): Det videnskabelige perspektiv

Akademisk forlag Viborg