Subjekt-objekt

- Den gyldne middelvej?


Problemformulering:
Der ønskes en diskussion af subjekt/objekt-spaltningen med udgangspunkt i fænomenologien, herunder først og fremmest Heideggers Sein und Zeit, samt en perspektivering til kognitionsvidenskaben

Opgavetype:
Frit valgt emneområde/bachelorprojekt
Afleveret onsdag d. 28.05.2003 v. Institut for Idéhistorie
Morten Münchow, årskort: 19981200
Vejleder: Morten Haugaard Jeppesen



Indholdsfortegnelse

Prolog

Fænomenologi

Edmund Husserl

Martin Heidegger

Dasein; væren-i-verden

Sorge; tid

Subjekt-objekt-spaltningen

Subjekt, bevidsthed, selvet, psyken, sjæl, ånd, substans, kemi

Kognitionsvidenskab

Kognitivisme

Konnektionisme

The enactive approach

Madhyamika

Videnskaben og tomhed

Hvor/hvad er selvet? - Subjektivismens sæde.

Perceptionens meddelsomhed. - Objektivismens sæde.

Epilog

Litteraturliste



Prolog

Subjekt-objektspaltningen kan synes som en trivialitet. Hvis man som filosofiinteresseret fortæller om sin interesse for dette område, er der stor sandsynlighed for at blive mødt med skepsis og uforståenhed. Er der en pointe i at reflektere over trivialiteter? Et gennemsnitligt menneske fra vores længde- og breddegrader kunne tænkes at sige sådan her: "Jeg er 'mig', og verden er jo bare alt det, der findes, som ikke er mig. Verden er primært materiel og alt andet, f.eks. kunst og kærlighed, er bare noget, jeg forestiller mig og projicerer ud på den kontingente materie. Bevidsthedsproblematikken og omverdensproblemet, dvs. fundamentalontologien er kun noget for pedanter og pernittengryn, der ikke har andet at lave. Denne holdning kan man jo ikke afvise på forhånd: Måske er det trivielle spørgsmål; måske er det spild af tid. Men: Måske er det ikke!

Denne fremstillings implicitte holdning til dette spørgsmål er, at det ikke er spild af tid. Dette er forsøgt kvalificeret ved at lade flere end blot nogle (måske!) verdensfjerne vestlige filosoffer komme til orde. Denne problematik er desuden et varmt emne i så anderledes traditioner som den moderne kognitionsvidenskab og Buddhismen, indenfor hvilke det har givet anledning til eksplicit omtale og redegørelse.

En grund til at lade emnet behandle af meget forskellige traditioner fra endda meget forskellige kulturer er udtrykt af Johannes Sløk (1916-2001), nemlig i hans forsøg på at indkredse og retfærdiggøre idéhistoriens metode i skriftet "Hvad er idéhistorie". Sløk diskuterer problemet om, hvorvidt man overhovedet kan forstå sin egen kultur til andre tider. Om man kan få noget ud af at læse historisk materiale (diakron analyse) og på den baggrund bilde sig ind at kunne begribe noget som helst relevant om det studerede objekt. Hvis dette kan være et problem inden for vores egen kulturkreds, så må det være et endnu større problem at forstå andre kulturer. For at besvare dette med Sløks terminologi: Vi kan i princippet forstå andre mennesker, uanset tid og sted, fordi vi er individuationer af den samme formale struktur 'menneskenaturen' (HI s.55), eller som Heidegger så "rammende" siger det: "Being-in is Being-with Others. Their Being-in-themselves within-the-world is Dasein-with." (forklaring følger...) (BT s.155). Selvom man er filosofisk skolet i vores vestlige kulturkreds, har man altså noget til fælles med en materialistisk orienteret neurolog, der bedriver kognitionsvidenskab, og man har også noget tilfælles med en inder, der levede for 2500 år siden. Hvad man har til fælles ligger ikke lige for at besvare, men denne opgaves emne er subjekt-objektspaltningen, og dette viser sig faktisk at være et fælles problem for de tre ovennævnte persongrupper.



Fænomenologi

På Græsk betyder phainomenon: 'det som viser sig' og logos: 'lære', dvs. fænomenologi betyder 'læren om det, som viser sig'. Fænomenologien har flere retninger, men generelt for dem alle er det bevidstheden, som objektet viser sig for, og man tilskriver altså bevidstheden en høj status. Fænomenologien opfatter sig selv som en radikal tradition, og denne radikalitet skulle vise sig i, at man vil nedbryde alle fordomme og befri sig fra traditionens spændetrøje ved at gå til 'tingene selv'. Fænomenologien vil insistere på udgangspunktet i det konkrete (op)levede liv ved at fokusere på førstehåndserkendelse i subjektets bevidsthed. At se klart vil sige at erkende genstandens essens, og de forskellige fænomenologiske retninger adskiller sig primært i deres redegørelse for eller anvendelse af dette 'klarsyn'. Som det fremgår senere, er der heller ikke enighed om, hvad det 'oplevende subjekt' er for en størrelse.

Videnskabsteoretisk kan man sige, at fænomenologien forsøger at være en 'første filosofi'; en filosofi som vil beskrive det grundlag, som de øvrige videnskaber arbejder på. Den første af slagsen så vi i vores kulturkreds eksplicit i Aristoteles' metafysik, der forsøgte at redegøre for de nødvendige og væsentlige træk ved det værende.

Edmund Husserl

Husserl (1859-1938) genoptog René Descartes (1596-1650) og Immanuel Kants (1724-1804) erkendelsesteoretiske bestræbelser. Husserl søgte nemlig at finde et absolut grundlag for viden. Med sin metodiske tvivl fandt Descartes et ubetvivleligt grundlag i sit indre og forsøgte deduktivt at bygge sin viden på dette sikre grundlag. Kant fandt ligeledes i sit indre et sikkert grundlag i sin 'rene fornuft', som var styret af a priori principper, der lå til grund for anskuelsen - erkendelsens formidling af perceptioner.

Husserls første vigtige værk er hans 'Logische Untersuchungen' (1901), hvor han vil forsøge at give matematik og logik et sikkert grundlag, fordi han mener, at der er mange matematiske og logiske begreber, som accepteres uden ordentlig begrundelse. Hans begreb om intentionalitet skulle betegne det grundtræk ved alle 'bevidstheds-akter', at bevidstheden altid er rettet mod en genstand, uanset om denne genstand er en ting eller en fantasi, og en bevidsthedsakt kunne f.eks. være perceptions-akten, erindrings-akten, forestillings-akter, fantasi-akter osv. Der skulle kunne gives rene, teorifrie beskrivelser af det, som viser sig i sådanne akter.

"So erwächst die große Aufgabe, die logischen Ideen, die Begriffe und Gesetze, zu erkenntnistheoretischer Klarheit und Deutlichkeit zu bringen. Und hier setzt die phänomenologische Analyse ein. Die logischen Begriffe als geltende Denkeinheiten müssen ihren Ursprung in der Anschaung haben ... Anders ausgedrückt: Wir wollen uns schlechterdings nicht mit "bloßen Worten", das ist mit einem bloß symbolischen Wortverständnis, zufrieden geben ... Wir wollen auf die "Sachen selbst" zurückgehen." (LU s.5f)

Ord er kun betegnelser for mulige anskuelser, og det er disse klare og tydelige intuitive anskuelser, der er fænomenologiens 'sande materiale', hvorpå idéel viden skal bygges. En tydelig intuitiv anskuelse er f.eks. det at kunne redegøre for, hvorfor 4 gange 7 er 28. Hvis man bare kan det udenad (blotte ord, jf. citat) og svarer per refleks, når man bliver spurgt, er det ikke en sikker intuitiv viden, men hvis man kan forklare hvorfor og overbevise sig selv om det ved at gennemgå de nødvendige regneoperationer, så forekommer det i anskuelsens rene form.

Bestræbelserne på at finde ud af hvorfor og hvordan visse subjektive oplevelser med rette kan påberåbe sig objektivitet, driver ham i hans senfilosofi ud i idealisme i form af transcendentalfilosofi. I starten af hans forfatterskab beskriver han bevidsthedsakterne uden at skele til hvorvidt de er bundet til subjektet eller ej. Senere forsøger han ikke længere blot at beskrive disse bevidstheds-akter, men også at kortlægge ophavet til disse bevidsthedsessenser ved 'fænomenologisk reduktion', som er en systematisk reducering af al mulig viden og mening til det egentligt erfaringskonstituerende grundlag, nemlig deres absolutte kilde i transcendental verdenskonstituerende subjektivitet. Dette placerer ham igen blandt Descartes og Kant som tilhængere af idéen om et uforanderligt 'transcendentalt jeg'. Dette placerer ham også som fortaler for teorien om et subjekt, der har tilgang til sin verden gennem indre uforanderlige repræsentationer.

Martin Heidegger

Heidegger (1889-1976) var elev af Husserl, men de havde en meget forskellig måde at forstå og bedrive fænomenologi på. Heidegger forkaster helt idéen om et transcendentalt ego og de erkendelsesteoretiske aspekter af fænomenologien. Han var dog stadig inspireret af Husserls insisteren på førstehåndserkendelse, men udviklede sin 'forståelse' i en mere ikke-teoretisk retning, som han indfører med sin radikale fundamentalontologi. Selvom Husserl opfattede sig selv som fænomenologiens grundlægger, mener Heidegger at finde fænomenologiens budskab allerede i det antikke Grækenland, nemlig hos Aristoteles. Heidegger udlægger det græske ord 'phenomenon' som "... that which shows itself in itself, the manifest." (BT s.51). ['Logos']... as "discourse" means rather ... to make manifest what one is 'talking about' in one's discourse. ... lets something be seen ... as something unhidden" (BT s.56). Ifølge Heidegger var det vigtigste, han havde fået ud af Husserls fænomenologi et 'fænomenologisk blik'(1), som med sin hermeneutiske metode kunne få fænomenerne i tale, og erkende dem som de er.

Heidegger opfattede sig selv som så radikal, at han så sig nødsaget til at konstruere nye ord for at kunne udtrykke sine pointer, og som det fremgik af Heidegger-citatet i prologen, kan det gøre Heidegger svært tilgængelig. Da-sein er den meste brugte nykonstruktion, der betegner den menneskelige væren og indikerer, at udgangspunktet for den menneskelige væren er 'at være der'. Og det er i verden, at den menneskelige eksistens altid allerede finder sig selv som værende. Væren-i-verden (In-der-Welt-sein), er altså det basale udgangspunkt for Dasein. Hvad 'verden' og 'væren' er ifølge Heidegger, fremgår af det følgende. Hans tænkning som sådan, med de indførte utraditionelle begreber, er blandt andet et forsøg på at gennemføre en udlægning af verden, der ikke indeholder forestillingen om en subjekt-objekt-spaltning i traditionel forstand.

Hvor Husserl bekymrer sig om bevidsthedens intentionelle strukturer transcendentalfilosofisk og erkendelsesteoretisk, retter Heidegger fokus mod den ontologiske differens mellem 'det værende' og 'væren', som det kommer til udtryk gennem den menneskelige eksistens, Dasein.

"Being, as the basic theme of philosophy, is no class or genus of entities; yet it pertains to every entity. Its 'universality' is to be sought higher up. Being and the structure of Being lie beyond every entity and every possible character which an entity may possess. Being is the t r a n s c e n d e n s pure and simple. ... Every disclosure of Being as the transcendens is transcendental knowledge." (BT s.62)

Hvis man er fokuseret på det partikulært værende, sker der det, der er sket i vores filosofiske tradition, at ontologien får en 'tingslig' (det Heidegger kalder zuhandenheit) slagside, som man glemmer at problematisere og derfor bare nedarver til de efterkommende generationer. Derfor er det vigtigt at indføre en ny terminologi, hvis man skal denne forfejlede ontologi til livs.

Heidegger mener, at der er mere ved verden, end det, man får ud af at kaste sit tingsligt orienterede blik ud i den. Hvis man har blik for 'væren', får man andet og mere at vide, som ikke overflødiggør den tingslige viden, men som udvider og kompletterer ens væren i verden. At bruge blikket som metafor kan måske være misvisende, da hørelsen for Heidegger spiller en speciel rolle, især i hans senere filosofi. Men allerede i Sein und Zeit tager han meget udgangspunkt i spørgsmålet som metode, og det at spørge har associationer til det at lytte. Blikket for væren kan man få i fænomenologien:

"Ontology and phenomenology are not two distinct philosophical disciplines among others. These terms characterize philosophy itself with regard to its object and its way of treating that object. Philosophy is universal phonomenological ontology, and takes its departure from the hermeneutic of Dasein, which, as an analytic of existence, has made fast the guiding-line for all philosophical inquiry at the point where it arises and to which it returns." (BT s.62)

For at kunne vurdere Heideggers holdning til subjekt-objekt-spaltningen må man se nærmere på hans hermeneutiske analyse af Dasein, som Sein und Zeit er dedikeret til. Han mener, at hans fænomenologiske udgangspunkt gør ham i stand til at lade Dasein vise sig i sig selv og for sig selv:

Dasein; væren-i-verden

"... to work out the question of Being adequately, we must make an entity - the inquirer - transparent in his own Being. The very asking of this question is an entity's mode of Being; and as such it gets its essential character from what is inquired about - namely, Being. This entity which each of us is himself and which includes inquiring as one of the possibilities of its Being, we shall denote by the term "Dasein"." (BT s.27)

Det grundlæggende spørgsmål, han vil forsøge at kredse om, og som en redegørelse af Dasein vil føre til afklaring af, er "...the question of the meaning of being." (BT s.19). Daseins ontologiske udgangspunkt er den faktiske eksistens, som kommer til udtryk som et konkret levet liv i verden:

"Being-in-the-world in general as the basic state of Dasein ... while Being-in-the-world cannot be broken up into contents which may be pieced together, this does not prevent it from having several constitutive items in its structure." (BT s.78)

Væren-i-verden er et helhedsfænomen; et kompleks, som principielt ikke kan skilles ad. Man kan ikke tænke Dasein uden verden og omvendt, men man kan godt undersøge kompleksets konstituerende strukturer. Dasein er ikke karakteriseret ved et bestemt indhold, som andre mere tingslige entiteter er, men snarere karakteriseret som mulighed.

"The essence of Dasein lies in its existence. ... [Daseins characteristics] are not 'properties' present-at-hand of some entity ... they are in each case possible [kursiv tilføjet] ways for it to be, and no more than that. (BT s.67)

Hele pointen er ikke at forfalde til den tingslige subjekt-objekt-model, som den traditionelle antropologi(både antik og kristen; BT s.74f) har gjort det. Med denne faldgrube for øje kan man godt undersøge fænomenets konstitutive strukturer.

Udtrykt Heideggersk: Dasein vilkår er, at det altid allerede finder sig selv kastet ud (Geworfen) i en bestemt facticitet, (Faktizität) hvor Dasein finder sig selv i en kognitivt åben forstående (Verständnis) stemthed (Befindlichkeit). Eksistensmulighederne har Dasein en fortrolig ikke-intellektuel forståelse af, og denne fokus på det ikke-intellektuelle er i særdeleshed et opgør med Husserl, som mente, at den teoretiske videnskabelige viden var den ypperste erkendelse. Dasein finder sig selv i en situation af både frihed og bundethed i sin eksistentielle forståelse af Daseins muligheder (Existenzialität) og begrænsning af faktiske omstændigheder (Faktizität), der viser sig som det, man er i kraft af sin fortid, stemninger og omgivelsernes påvirkning (das man). Eksistensen bliver udfoldet (Entwurf) ved at være i kontakt med en bestemt eksistenssfære (f.eks. håndværker, personalechef, lommetyv osv.), hvor man udfolder sin praksis i gøremål, der er specifikke for denne sfæres bestemte net af gensidigt refererende tilhåndenværende (zuhanden; ready-to-hand) entiteter(2). En stemnings fundamentale evne til påvirkning af Dasein røber Daseins konstante og ufravigelige åbenhed overfor verden, som også resulterer i, at Dasein er underlagt en kulturkonsensus (Das man) i både stemthed og verdensudlægning.

Denne forståelse er temmelig grundlæggende for Daseins natur, og den er både 'subjektiv' og ontologisk. Den danner så at sige grundlaget for verdensudlægning i det hele taget, og det er denne forståelse, som er det erkendende element i en hermeneutisk analyse og derfor denne, som Heidegger forsøger at kultivere i Sein und Zeit's hermeneutiske komposition.

Dasein er altså rettet mod entiteter i den verden, som både Dasein og entiteter er uadskilleligt indfældet i. Denne rettethed kan tage sig ud på forskellige måder:

"... following structures and dimensions of ontological problematics ... must be kept in principle distinct: 1. the Being of those entities within-the-world which we proximally encounter - readiness-to-hand [zuhanden]; 2. the Being of those entities which we can come across and whose nature we can determine if we discover them in their own right by going through the entities proximally encountered - presence-at-hand [vorhanden]; 3. the Being of that ontical condition which makes it possible for enities within-the-world to be discovered at all - the worldhood of the world. This third kind of Being gives us an existential way of determining the nature of Being-in-the-world, that is of Dasein. The other two concepts of Being are categories, and pertain to entities whose Being is not of the kind which Dasein possesses. (BT s.121)

Dasein kan altså have 3 forskellige opfattelser af entiteter i verden, og den afhænger af, hvordan entiteten bliver tolket, som igen afhænger af den specifikke Daseins kulturelle baggrund (Faktizität; Verfall). Tilhåndenværen (Zuhandenheit) er ens umiddelbare måde at gå til 'verden' - dvs. entiteter - på. Man er kastet ind i en situation, som man har en forudforståelse for, hvorfor den forekommer brugbar og vedkommende; disse entiteter er ofte artefakter. Forhåndenværen (Vorhandenheit) er de entiteter der ikke umiddelbart kan indgå i en referencesammenhæng; ofte ikke-artefakter. De to førstnævnte kategorier af entiteter kan indgå i en traditionel tingsligt orienteret ontologi og kan siges at tilhøre verden (weltzugehörig) eller være i verden (innerweltlich;) og kan ontisk indholdsbestemmes - tingsligt karakteriseres. Den sidste gruppe entiteter participerer i Daseins væren, og må bestemmes ontologisk. Det er altså ikke kategorier, men eksistentialer, og entiteterne der subsummeres herunder har ikke et bestemt indhold, men har eksistentielle muligheder. (BT s.114ff)

Heidegger påstår, at forhåndenværenhed er en defekt modus af tilhåndenværenhed, fordi Dasein i sin kastethed i en given fakticitet oplever verden som uundgåeligt vedkommende og derfor altid allerede har fortolket verden som tilhåndenværende. Verden (Weltlichkeit) som 'objekt' i f.eks. cartesiansk forstand findes ikke - den findes højst som: "The context of assignment or references, which, as significance, is constitutive for worldhood [Weltlichkeit]" (BT s.121); At møde entiteter som tilhåndenværende er det fundamentale afsæt for væren-i-verden. Først når en entitet ikke indgår som tilhåndenværende i verden (forstået som nettet af forekommende gensidigt refererende entiteter), bliver den forhåndenværende: "The helpless way in which we stand before it is a deficient (kursiv tilføjet) mode of concern, and as such it uncovers the Being-just-present-at-hand-and-no-more of something ready-to-hand." (BT s.103).

Denne besindelse er meget vigtig for Heideggers filosofi som fundamentalontologi. Entiteter med Daseins væren er traditionelt reduceret til forhåndenværende entiteter, som resulterer i tingslig opfattelse af hele sin omverden og i værste fald sin egen eksistens. Descartes ontologiske antagelser indeholder dette perspektiv med verden som konstant forhåndenværende snarere end tilhåndenværende.

Sorge; tid

I anden del af Sein ud Zeit analyseres Dasein i et tidsligt perspektiv.

"... Dasein, when understood ontologically, is care. Because Being-in-the-world belongs essentially to Dasein, its Being towards the world is essentially concern." (BT s.84)

Heidegger udlægger 'Sorge' som den underliggende ontologiske mening i Daseins væren, og Sorge er et struktureret hele, der skal anskueliggøre Dasein som 'geworfener Entwurf'(BT s.173ff), dvs. hvordan Dasein forholder sig åbent til sin frihed og muligheder (Existenzialität; fremtid), men delvis begrænset af sin kastethed (Geworfenheit; fortid); afhængig af hvorvidt man forholder sig til dette, lever man i et mere eller mindre autentisk forhold til nutiden (Gegenwart) (BT s.370ff). Autentisk (eigentlich) væren sig selv kræver, at man udviser beslutsomhed (entschliessen) og overbeviser sig selv om, at hvert valg, man træffer, har betydning for den overordnede fornemmelse af at være et helt selvstændigt menneske. Man skal forsøge at etablere en kontakt til sin samvittighed, som vil hjælpe en med at have sin egen mening snarere end bare at vælge ifølge konsensus (das man). Denne autentiske beslutsomhed kræver, at Dasein selvstændigt er åben for det panoramiske tisdperspektiv - fra fødsel til død - som er muligt i Sorge-strukturen, og dette vil katalysere, at Daseins potentiale for autenticitet aktualiseres.

Hvis man ikke udviser beslutsomhed, forfalder man til konsensus (das man). Dette er man tilbøjelig til, fordi det kan være frustrerende og ensomt at erkende, at man egentlig blot er til som mulighed (Daseins indhold), da det implicerer at man som sådan ikke rigtigt er noget, men kun er det, man har kastet sig selv ud i ved egen hjælp eller ved at følge konsensus. Angsten er dog en stemning, der kan bryde igennem og blotlægge Dasein som blot mulighed og mane til autenticitet. Heideggers udgangspunkt med Dasein som altid allerede væren-i-verden placerer ham altså som fortaler for en helt anden virkelighed end den cartesianske og material-realistiske, som ifølge Heidegger ikke ser dybt nok. De fortaber sig på 'det værendes' ontisk-tingslige niveau og har ikke blik for 'væren's ontologisk-eksistentielle niveau, fordi de ikke forstår at spørge til væren og lytte til svaret, hvilket er den fænomenologisk-hermeneutiske metodes evne.

Subjekt-objekt-spaltningen

Ordet/begrebet 'Subjekt' har to ret forskellige betydninger: det underliggende substrat, det underlagte, grundlaget, substansen som f.eks. det græske 'hupokeimenon', og den anden betydning er det menneskelige subjekt. Heidegger mener, at dette egentlig radikale skift skete, da den traditionelle kristendom forfaldt i starten af renæssancen, og mennesket erobrede verden. Descartes filosofi kan ses som eksponent for denne forskydning fra ontologien til epistemologien; man hviler ikke længere i en ontologisk verdensudlægning, men opfatter sig selv som det eneste sikre udgangspunkt for erkendelse.

Der er adskillige aspekter af Heideggers filosofi, som strider mod forestillingen om en principiel subjekt-objekt-spaltning. For det første er Heideggers udgangspunkt, at mennesket altid allerede er i verden og derfor er verden (objekt) og mennesket (subjekt) to sider af samme sag. Det vil sige, at Daseins basistilstand, In-der-Welt-sein, er et enhedsfænomen: "The compound expression 'Being-in-the-world' indicates in the very way we have coined it, that it stands for a unitary phenomenon"(BT s.78). For det andet fremstår verden primært som tilhåndenværende, hvilket i det hele taget er en forudsætning for, at entiteter overhovedet kan fremstå som forhåndenværende(objekter). Bevidsthedens tilgang til entiteter kan kun blive teoretisk, ved at trække entiteterne ud af 'verden' - dekontekstualisere dem. (BT s.170). For det tredje implicerer Subjekt-objekt-spaltningen, at subjekt og objekt skulle have samme væren; at både subjekt og objekt er forhåndenværende. For det fjerde implicerer det, at der er en 'kløft' mellem subjekt og objekt, og at subjektets eneste adgang til objektet er subjektets indre repræsentationer af objektet, hvilket efterlader subjektet uafhængigt af både verden, kroppen og andre mennesker (das man). For det femte implicerer subjekt-objekt-spaltningen, at er man primært er bevidst om sig selv i sin refleksion over jeg'et (Descartes), hvor Dasein jo primært er bevidst om det, den har med at gøre i sin altid allerede kognitivt åbne stemthed i sin væren-i-verden. (BT s.415ff)

Subjekt, bevidsthed, selvet, psyken, sjæl, ånd, substans, kemi

Kært barn har mange navne, og gennem historien har forskellige filosofiske traditioner forsøgt at finde et sikkert sted, et arkimedisk punkt, hvorpå de trygt kan bygge deres teorier. Dette er søgt i det indre (rationalisme) og i det ydre (empirisme), og som det kan ses, forsøger Heidegger faktisk at sætte sig mellem disse to stole, og han gør det ved at hævde, at spørgsmålet er stillet forkert. Man spørger forkert, når man ikke har en ordentlig ontologi at besinde sig på. I resten af nærværende opgave åbnes denne diskussion for andre end vores kanoniserede vestlige filosofiske tradition, nemlig kognitionsvidenskaben og Buddhismen, og i dette perspektiv kan man opstille en polaritet med hensyn til ovenstående problematik; Descartes som den mest radikale rationalist og behaviorismen som den mest radikale empirisme. Når man åbner vores filosofiske tradition på den måde, åbner man også for en mere udtalt tendens til at have en eksperimentel praksis, som man forsøger at korrelere sine teorier med; både kognitionsvidenskaben og Buddhismen har en sådan; kognitionsvidenskaben råder over adskillige positive discipliner, og buddhismen over de meditative øvelser. Kognitionsvidenskaben har altså adgang til at undersøge mentale fænomeners forhold til det materielle, og i dette brændpunkt kan man diskutere ontologi og subjekt-objekt-spaltningen på en særdeles kvalificeret vis. I øvrigt en gammel kendt problematik for en tradition som psykiatrien.

Kognitionsvidenskab

Opstod i 1950'erne som en tværfaglig bestræbelse mellem fagene: filosofi, psykologi, datalogi/kunstig intelligens, neurovidenskab, antropologi og lingvistik. Men til forskellige tider og i forskellige sammenhænge har vægten mellem disse og evt. relaterede fag ligget meget forskelligt, og der er da også adskillige retninger indenfor kognitionsvidenskaben. Forløberen for kognitionsvidenskab var behaviorismen, som var særligt udbredt fra 1930-60 (John B. Watson et al.) i USA, og man arbejdede udelukkende med stimuli-respons-korrelationen. Man undersøgte hvor vidt det var muligt at 'programmere' adfærd (respons) gennem variation af stimuli, hvorfor muligheden for at videnskabeliggøre hvad der sker mellem stimuli (input) og respons (output) var et tabu, og kognitionsvidenskaben var netop et forsøg på at annullere behaviorismens tabu ved at åbne den 'sorte boks' mellem stimuli og respons. Det siger sig selv, at behaviorismen som udgangspunkt arbejder strengt ud fra en materialistisk realisme, der slet ikke lader plads til en indre verden - der findes kun den ydre tingslige materielle verden, og at tale om et 'subjekt' er suspekt og højst forklaret som et epifænomen af nervernes reflektoriske virke.

Kognitionsvidenskaben åbner for tværfaglig videnskabelig undersøgelse af spørgsmålene: Hvad er bevidsthed? hvad er det for en type arkitektur i hjernen, som evt. kan resultere i fænomenet bevidsthed? Man opfatter altså mennesket som en biologisk organisme, der behandler stimuli som information, og ved hjælp af indre repræsentationer forholder sig til disse og producerer adfærd på denne baggrund. I kognitionsvidenskabens paradigme tages det psykologiske niveau seriøst på dets egne betingelser, og der forsøges f.eks. ikke rastløst på at reducere dette til det neurologiske niveau. På den anden side lader man sig inspirere til at anstille neurologiske modeller på baggrund af sine psykologiske iagttagelser og omvendt. Computermodellering blev først en central gren af kognitionsvidenskaben i 1960'erne.

Man forsøger at bygge modeller af kognitive systemer, hvor man forsøger at redegøre for informationens vandring fra receptorceller til det informationsbærende og behandlende nervesystem og derefter iagttage adfærden. Disse modeller kan så sammenholdes med de forskellige discipliners - f.eks. neurologiens, psykologiens og datalogiens modeller af det undersøgte fænomen, og der kan eksperimenteres på naturvidenskabelig vis.

Kognitivisme

Er det tidligste paradigme indenfor kognitionsvidenskaben og kan opsummeres således: Kognition er informationsbehandling, og informationen opfattes symbolsk (repræsentationer!). At disse symboler betyder noget bestemt er vigtigt, hvorfor der ikke må pilles ved deres indhold under beregningerne. Denne type kognition virker bedst, når der er optimal korrespondens mellem symbolerne i det kognitive system og det, de repræsenterer i den reale verden, sådan at de problemer, som det kognitive system udsættes for, fører til succesfulde løsninger. Denne arkitektur er meget følsomt for et defekt symbol, da det ikke kan lovgive nogle nye selv.

Konnektionisme

Inspireret af neurologien opstod et andet paradigme indenfor kognitionsvidenskaben, nemlig konnektionisme, hvis vigtigste begreb er emergente egenskaber, som er egenskaber, der viser sig på systemniveau i selvorganiserende systemer, der består af simple elementer. Et selvorganiserende system kan f.eks. være nervesystemet, der består af mange celler, neuroner, som set på celleniveau, har relativt simple egenskaber. De skal kanalisere nerveimpulser til en række naboceller, og denne viderekanalisering får de feedback på, sådan at det samlede system kan optimere sin præstation over tid - dvs. lære. Dette kan simuleres på computer og er blevet kaldt 'parallel distributed processing' (PDP), fordi disse netværksenheder arbejder parallelt, og der findes ingen centrale områder, der på forhånd tager sig af bestemte funktioner. Emergente fænomener betyder, at systemet udviser indlæringsevne og skaber repræsentationer, som implicit er indlejret i systemets konfiguration, selvom dette ikke springer i øjnene, hvis man ser de simple elementer isoleret - det er kun på systemniveau at de emergente egenskaber viser sig. Der er altså ikke, som i kognitivismen, nogen faste symboler, og den stadige indlæring gør systemet tolerant overfor opstående fejl i de implicitte repræsentationer. Dette paradigme arbejder stadig indenfor materialrealismen, hvor problemet om subjektet er blevet til problemet om netværkets funktionelle konfiguration.

Ifølge konnektionisme-paradigmet er kognition altså emergensen af globale egenskaber i et netværk af simple komponenter, og det virker ved lokale regler for individuelle operationer og regler for forandringer i forbindelserne mellem elementerne. Et kognitivt system virker optimalt, når de emergente egenskaber korresponderer (repræsentationer!) med en specifik kognitiv kapacitet og kan løse dertil hørende opgaver tilfredsstillende.

The enactive approach

Den kognitionsvidenskabelige retning, som kommer til udtryk i Varela, Thompsons og Eleanor Rosch' bog "The Embodied Mind" (herefter EM), kalder de selv 'the enactive approach'; Enact betyder 'give lovskraft', vedtage (en lov), og hentyder i denne sammenhæng til det kognitive apparats basale evne til dynamisk at skabe lovmæssigheder på et meget fundamentalt niveau. Traditionen sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er nødvendigt og plausibelt at antage en fundamentalrealisme(3). Dvs. overbevisningen om at der faktisk findes en fra subjektet adskilt verden med helt specifikke fænomener, såsom længde, farver, bevægelse, lyd osv., som vi blot registrer og forstår ved at repræsentere dem i vores indre, der administreres af et selv, som eksisterer uafhængig af den ydre verden. Empirismen og rationalismen er to traditioner, som ontologisk har forskanset sig i hver sin ende af subjekt-objekt skalaen.

Således kritiseres både objektivismen og subjektivismen for en forestilling om bevidstheden som skudt ind i verden med faldskærm, sådan at bevidstheden kan iagttage verden, som den er, uden at have deltaget i verdens genealogi. Bogens første kapitel starter med et citat af fænomenologen Maurice Merleau-Ponty: "The world is inseparable from the subject, but from a subject which is nothing but a project of the world, and the subject is inseparable from the world, but from a world which the subject itself projects." (EM s.4). Denne cirkelslutning er meget central for bogen, og peger på, at der måske ikke er nogen endelig løsning på problematikken, i hvert fald ikke hvis man håbede på, at kunne etablere sig i en af lejrene; Objektiviteten kan ikke unddrage sig subjektiv indblanding og omvendt.

'The enactive approach' udlægger kognition som: en historie af strukturelle koblinger, der frembringer en verden gennem et netværk med flere indbyrdes forbundne niveauer af sensomotoriske subnetværk. Et sådant kognitivt system kan siges at fungere tilfredsstillende, hvis den kan blive del af en eksisterende verden eller kan skabe en ny at eksistere i, og altså ikke som de traditionelle kognitionsvidenskabelige traditioner ved at løse bestemte opgaver, som har relation til en ydre real verden. De 'strukturelle koblinger' er en betegnelse, hvis funktion er at få polariteten i subjekt-objekt-spaltningen til at kollapse ved at decentralisere det ontologiske fokus. Kognitionen bliver i den forbindelse også kaldt 'embodied action' for at understrege, at organismen aldrig bare perciperer eller handler uafhængigt, men at "... perception and action, are fundamentally inseparable in lived cognition. ... they have also evolved together." (EM s.173).

En uddybning af dette får man ved EM's indledende bemærkninger om valget af ordet enactive:

"We propose as a name the term enactive to emphasize the growing conviction that cognition is not the representation of a pregiven world by a pregiven mind but is rather the enactment of a world and a mind on the basis of a history of the variety of actions that a being in the world performs. The enactive approach takes seriously, then, the philosophical critique of the idea that the mind is a mirror of nature but goes further by adressing this issue from within the heartland of science." (EM s.9, understregning tilføjet)

Men hvordan kan man tænke dette problem løst? Hvad er det, der findes, hvis det ikke er et adskilt subjekt, der lever i en real verden? Det er jo mildest talt en ontologisk problemstilling, og lige præcis denne problemstilling er behandlet i Buddhismen, i analysen som bliver kaldt:

Madhyamika

Også kaldt "middelvejen", som er en filosofisk analyse, der er opstået i Mahayana-buddhismen ca. 500 år efter Siddhattha Gotama Buddha (ca. 500 f.kr.). Det er et (blandt flere) forsøg på at opstille en filosofi, der kan pege i retningen af, hvordan 'den oplyste bevidsthed' udlægger verden. Madhyamika-analysen er et forsøg på at mægle mellem på den ene side eternalisme (objektiv idealisme), som påstår, at alting altid ultimativt har den samme natur funderet i en forestilling om en fast virkelighed, og på den anden side nihilisme (subjektiv solipsisme), eller at ingenting egentlig har en natur eller betydning/værdi ud over det man selv tilskriver det. Løsningen er at bestemme entiteters sande 'natur' som værende tomhed (sunyata).

"If subjects and their objects, things and their attributes, and causes and their effects exist independently as we habitually take them to, or exist intrinsically and absolutely as basic element analysis holds, then they must not depend on any kind of condition or relation. ... By definition, something is independent ... only if it does not depend on anything else; it must have an identity that transcends its relations." (EM s.224, understregninger tilføjet)

Dette citat behandler problemet om, hvorvidt det er muligt at forestille sig entiteter med en fast, uforanderlig natur og ridser op, hvad der i givet fald skulle kunne garanteres, hvis sådanne entiteter skulle kunne findes, nemlig at de skulle være fuldstændigt selvberoende og hævet over enhver påvirkning.

"Nothing in our experience can be found that satisfies this criterion of independence or ultimacy. [This is called] dependent coarinsing: nothing can be found apart from its conditions of arising, formation, and decay. ... Causes and their effects, things and their attributes, and the very mind of the inquiring subject and the objects of mind are each equally codependent on the other." (EM s.224, understregninger tilføjet)

Her påstås, at der ikke findes uafhængige entiteter, og at selv subjekt og objekt altid opleves i sammenhæng, men her skal subjekt ikke forstås tingsligt partikulært, da Buddhismen ikke vil tilskrive det hverken egenskaber eller egeneksistens, men blot 'noget', der oplever 'noget'. Denne hændelse at noget oplever noget er codependent, og ingen af dem har nogen egentlig forrang eller uafhængig egeneksistens.

"[This] logic adresses itself penetratingly to the mind of the inquiring subject ... to the ways in which what are actually codependent factors are taken by that subject to be the ultimate founding blocks of a supposed objective and a supposed subjective reality ... Therefore, nothing can be found that has an ultimate or independent existence. Or to use Buddhist language, everything is "empty" of an independent existence, for it is codependendtly originated." (EM s. 224).

Subjektet er en entitet på linje med andre entiteter, dvs. objekterne. Det skal ikke forstås sådan, at det er forkert at bruge praktiske konventioner om entiteter; man skal bare ikke begynde at spekulere på, hvorvidt der f.eks. kun findes ydre entiteter, som dikterer ens verdensopfattelse (empirismen), eller om der kun findes en indre verden, som projiceres ud i en adskilt kontingent verden (radikal rationalisme). Der er noget, der opleves, så det ville være forkert at nægte, at der er noget, der eksisterer, men det har ingen ultimativ og uafhængig eksistens. Buddhismen arbejder man med to analyseniveauer, det ultimative og det konventionelle. Ultimativt findes der kun oplevelser, og selvom der er regelmæssigheder i oplevelserne, er det spekulativt at forsøge at etablere nogen af oplevelserne som vidnesbyrd om virkelige uafhængige entiteter, det være sig enkelt-entiteter, eller en virkeligt selvberoende indre eller ydre verden. At man gør det alligevel, er trivielt, og det er da heller ikke pointen, at man for enhver pris med det samme skal lade være, men man skal bare besinde sig på sin fundamentalontologi og vide, at det er en konventionel udlægning af virkeligheden.

I denne optik opfattes nihilismen som en skjult objektivisme: man opfatter verden som havende en grundløs 'natur', men forestillingen om denne grundløse natur griber man straks ud efter, og gør dette til ens ontologiske sikre grundlag. I kapitlet "The Cartesian Anxiety" udlægges denne angst for at leve uden et ontologisk fikspunkt for sikker viden i enten det indre eller ydre, hvor der argumenteres for, at både Descartes og Kant (EM s.140f) forsøgte at finde dette sikre grundlag i det indre. Hvis man ikke kan finde det det ene sted, skrider man til den modsatte ekstrem og forsøger at finde det i den modsatte pol, fordi man ikke har lært at se verden som ultimativt grundløs. I følge Buddhismen undgår man nihilismen, hvis man faktisk ser verden som grundløs, men dette kræver mere end bare at forstå det logiske ræsonnement. Man skal have det helt ind under huden og opløse trangen til et sikkert fundament. At lære at erkende entiteters tomhed i verden er i Buddhismen fulgt til dørs med en dertil hørende meditation, 'vipassana' meditation eller 'indsigts' meditation. Et lille citat, der peger i samme retning som Husserls berømte motto for fænomenologien, 'til sagerne selv':

"... emptiness is a natural discovery that one would make by oneself with sufficient mindfulness/awareness [achieved in vipassana-meditation] ... Knowing sunyata [emptiness] ... is surely not an intentional act. Rather ... , it is like a reflection in a mirror - pure, brilliant, but with no additional reality apart from itself. As mind/world keeps happening in its interdependent continuity, there is nothing extra on the side of mind or on the side of world to know or be known further. Whatever experience happens is open ..., perfectly revealed just as it is." (EM s.225)

Dette er i yderst forkortet form Madhyamika-analysen, hvis pointer kan genfindes i den kognitionsvidenskabelige retning 'the enactive approach'.

Videnskaben og tomhed

EM bruger kognitionsvidenskaben til at fremføre sine pointer, og det, der ledes efter, er nødvendigheden af, videnskabeligt, at antage realismen. De to hovedtendenser - forestillingen om et integreret subjekt og en virkelig verden, der formidles uproblematisk af sanserne - forfølges med videnskabelige modeller af psyken og perceptionen.

Hvor/hvad er selvet? - Subjektivismens sæde.

De fleste personer har en integreret oplevelse af at være et selv. Man refererer hele tiden til noget, som man bekymrer sig om. Er det fundamentalt nødvendigt at et kognitivt system skal have en forestilling om en indre integreret entitet? Hjernen består af yderst komplicerede netværk med meget forskellige funktion, der er hierarkisk forbundet (HP s. 43ff). Der er en vis funktionel segregation, der gør sig gældende, og som kan ses ved, at der er korrelation mellem bestemte typer af læsioner og dertil hørende tab af kognitive kapaciteter (HP s.31f). Som vi så med det neurale netværk, der jo i sin arkitektur er inspireret af neural arkitektur, er det langt fra alle funktioner, der er placeret 'bestemte steder'. Når man læser om hjernen og dens opbygning, bliver det klart, at computeren som kognitivt system virkelig kun er en metafor for hjernens kognitive aktivitet. Man skal huske at skelne mellem analogi og identitet! Det er i det hele taget svært at gennemskue hvilken arkitektur der er brugt, og det er ofte ikke muligt at lokalisere kognitive funktioner i bestemt hjernevæv (HP s. 121), og i det hele taget er der intet, der tyder på en central styring, eller et sæde for bevidstheden (CS kap.9). Dette kunne føre nihilisme, men det behøver det ikke.

Perceptionens meddelsomhed. - Objektivismens sæde.

Synssansen bruges som eksempel, da den har flere interessante aspekter ved sig, nemlig at den opfattes som en temmelig neutralt formidlet sans (objektivisme), men på kognitivt niveau er det en temmelig kompliceret, fordi selve farveoplevelsen udviser specielle lovmæssigheder (opponent-process theory), som man ikke kan lokalisere entydigt i den neurologiske arkitektur, man har afdækket i synssystemet (EM s. 166). Farve er ikke bare noget, der afspejler den præcise refleksion af det omgivende lys; den er uløseligt forbundet med tekstur, form, rumlige forhold og bevægelse. Mange af disse afvigelser fra en slavisk gengivelse af omgivelsernes egenskaber hænger sammen med emergente egenskaber i det meget komplicerede kropsligt integrerede perceptuelle system, som heller ikke udviser en envejskommunikation af perceptuelle indtryk, men snarere en et stort netværk med tovejskommunikation mellem alle de strukturelt koblede subnetværk (EM fig. 8.5, s.163). I undersøgelser, der rummer flere kulturer, tyder det på, at farver ikke kategoriseres ens i alle kulturer. En undersøgelse, der skulle vurdere, hvorvidt farveperception er fysiologisk dikteret konkluderede, at der er korrelation mellem farvekategorier i forskellige kulturer, forstået på den måde, at et givent medlem ville ordne en mængde tilfældige farver i grupper, som kan siges at være signifikant korrelerede, omend ikke identiske (EM s. 169f). En anden undersøgelse viser, at medlemmer af forskellige kulturer alligevel udviser forskellige kognitive evner for farveopfattelse i og med, at de vurderer afstanden mellem farver signifikant forskelligt (EM s. 171).

"... color categorization in its entirety depends upon a tangled hierarchy of perceptual and cognitive processes, some species specific and others culture specific. They also serve to illustrate the point that color categories are not to be found in some pregiven world that is independent of our perceptual and cognitive capacities." (EM s.171)

Dvs. i modsætning til objektivist-vinklen er der ikke et rastløst 1-1-forhold mellem lys og farve. I modsætning til subjektivist-vinklen afhænger farvekategorisering af fælles biologiske og kulturelle træk. Selve pointen med disse eksempler er at gå videnskabens vej og argumentere for, at der ingen steder er grund til at antage en virkelig verden med prædefinerede og bestemte egenskaber eller et virkeligt integreret selv, og at man i princippet ontologisk med hensyn til indre/ydre, subjekt/objekt, empirisme/idealisme ikke kan komme virkeligheden nærmere ad konceptuel vej, end middelvejen antyder:

"... verden er ikke en projektion af sindet, men heller ikke fuldstændig uafhængig af sindet, for en særskilt, fast virkelighed, uafhængig af enhver begrebsdannelse, enhver forstandsvirksomhed, enhver iagttager er meningsløs. Der er gensidig afhængighed" (MF s.154f)."... Tilsynekomsterne [er] tomhed og af tomhed opstår tilsynekomstener. ... [verden] eksisterer ikke i sig selv som reel, autonom størrelse." (MF s.158)

Et sidste interessant eksempel der sætter subjekt-objekt-spaltningen i perspektiv, kommer fra lingvistikken. Det er artiklen "Grammatical relations in Guaraní", hvor Maura Velázquez-Castillo fra Colorado State University, skriver: "I further argue that the grammatical relations of Subject and Object are systemically irrelevant for this language. More broadly, the paper questions the universality of ... subjects and objects, two common assumptions in both descriptive and theoretical analyses of grammatical relations." (MV kap.1). Det er jo interessant, at der i nogen sprog helt ned på det grammatiske niveau ikke er brug for en subjekt-objekt-distinktion!

Epilog

Det var opgavens ærinde at diskutere subjekt-objekt-spaltningens status i det tyvende århundrede, hvilket forgrenede sig til fænomenologien og kognitionsvidenskaben. Heidegger anses for en af de største, men også mest kontroversielle tænkere i det tyvende århundrede, fordi hans utraditionelle pointer ligger godt skjult i hans svært tilgængelige skrifter. Det varer et stykke tid før man bliver overbevist om, at han overhovedet har en pointe, der kan tages seriøst. Man kan ikke sige at han er eksponent for vores kultur på folkeligt niveau. Det samme kan siges om 'the enactive approach'; den er ikke eksponent for den gennemsnitlige kognitionsvidenskabelige tradition, da den også har nogle utraditionelle pointer som kerneproblematikker, ligesom buddhismen heller ikke står som eksponent og garant for verdensudlægning på disse breddegrader.

Det er interessant, at de tre inddragede traditioner har så beslægtede ontologiske udgangspunkter i deres redegørelse for subjekt-objekt-spaltningen, nemlig henholdsvis: In-der-Welt-sein, strukturelle koblinger og codependent arising, som alle fører til, at subjekt og objekt principielt og som udgangspunkt altid er så intimt forbundne, at en distinktion synes irrelevant. Hvis man skulle komme sagen nærmere, kunne man: forsøge at tilegne sig Heideggers pointer personligt/eksistentiel, se hvordan det går 'the enactive approach' med at etablere sig som videnskab og producere videnskabeligt interessant materiale og sætte sig ind i Buddhismens måde at undersøge og udlægge verden på, og se om det er andet end bare dogmatiske påstande.

Litteraturliste

Primærlitteratur:

BT: 'Being and Time', Martin Heidegger, Blackwell Publishing, Cornwall, 2002.

EM: 'The Embodied Mind' Varela et al., MIT Press, Massachusetts, 2000.

CS: 'A Companion to Cognitive Science', Bechtel et al., Blackwell Publishers, Cornwall, 1999.

HP: 'Hjerneprocesser - kognition og neurovidenskab', Anders Gade, Frydenlund, Randers, 2003.

LU: 'Logische Untersuchungen II.1', Edmund Husserl, Verlag Tübingen, Stuttgart, 1968.

MF: 'Munken og filosoffen - Buddhismen i dag', Revel, Ricard, Borgen, Gylling, 1999.

HI: 'Hvad er idéhistorie', Johannes Sløk, Gyldendal, Horsens, 1968.

MV: Guarani, Velázquez-Castillo, Maura. 2002. 'Grammatical relations in active systems: the case of Guaraní.' Functions of Language 9.133-167.



Sekundærlitteratur

'Introduction to Phenomenology', Dermot Moran, Routledge, London, 2001.

'A Heidegger Dictionary', Michael Inwood, Blackwell Publishers, Cornwall, 2000.

'Heidegger and Being and time', Stephen Mulhall, Routledge, London, 2001.

1. Udtalt i et autobiografisk essay fra "On Time and Being", Harper and Row, 1962.

2. Som en hammer referer til et søm, som refererer til den lædersko, sømmet skal sidde i, som både refererer kunden, der skal købe den og til koen, der har måtte lade livet for at give læderet osv...

3. Her forståes realisme ikke i modsætning til nominalisme, men som realisme, der både arbejder med et virkeligt subjekt og en virkelig verden og insisterer på deres principielle adskillelse.